Anmeldelse: Brahms: The Boy II

"Brahms: The Boy II" efterlader håb om, at gyserdukken aldrig viser sit fjæs igen.

Gysergenren har det hårdt, når det gælder om at nå frem til det store lærred – især i Danmark. Indimellem sker miraklerne med originale værker såsom Ari Asters "Hereditary" og "Midsommar", mens banebrydende gys a la Robert Eggers' "The VVitch" og David Robert Mitchells "It Follows" til nøds får tidsbegrænset spalteplads i Cinematekets program. Herudover er vi mestendels hensat til gyserfilm, som enten er en del af "The Conjuring"-universet eller dem, hvor jumpscares ad libitum og tomme dæmon-kalorier primært er i fokus. "Brahms: The Boy II" er blandt de sidstnævnte.

"Brahms: The Boy II" er fortsættelsen til "The Boy" fra 2016, og handlingen er nu rykket videre til en ny familie. Liza bor med sin søn Jude og manden Sean, der ofte er på arbejdsrejse. En nat, hvor Sean er væk, overfaldes Liza af to indbrudstyve og får posttraumatisk stress. Som vidne traumatiseres Jude og vil ikke længere tale. Som led i Judes terapi rejser familien ud til en afsides villa, hvor en række mystiske hændelser finder sted, da Jude finder dukken Brahms i den omliggende skov. Pludselig begynder drengen at tale igen. Men kun med dukken – plus Liza føler sig overvåget, hvor end hun går. Gisp!

Selv som klichefyldt dukkegys var den originale "The Boy" et acceptabelt forsøg på en letfordøjelig omgang horror. Derfor er det ikke desto mindre imponerende, at William Brent Bell og Stacey Menear – som har instrueret og skrevet begge film – fuldstændig formår at smadre deres eget koncept. Forgængeren var forudsigelig, men legede med forestillingen om overnaturlige elementer, der viste sig at være noget helt andet. I fortsættelsen har de to filmmagere valgt at smide etterens præmis ud med badevandet, skifte kurs og opfundet helt nye spilleregler for deres univers.

William Brent Bell og Stacey Menear har uden tvivl skævet mod James Wans "The Conjuring"-univers og været grønne af misundelse over ikke at måtte lege med Annabelle-dukken. Makkerparret gør alt, hvad de kan, for at stable deres egen franchise på benene ved at få tilført god, gammeldags mytologi omkring dukken Brahms. Et forsøg, der er lige så grinagtigt latterligt, som da Jason Voorhees udviklede sig fra deform seriemorder til dæmon fra helvede eller ved Michael Myers' forvandling fra psykopat til overnaturligt kult-ikon.

Enhver film med børn i centrale roller er afhængig af barnets talent. Hvad end det drejer sig om gys eller som anker for vores sympati. Klassikere som "Poltergeist" og "Tegnet" ("The Omen") har gjort det med bravur, mens blandt andet "Sinister 2" beviste, at ufrivilligt komiske gyserbørn dræber enhver uhygge. Det er næsten synd at skrive noget grimt om unge Christopher Convery, knægten bag mutte Jude. Men lad os bare sige, at drengen giver én af de værste præstationer set i nyere tids gyserfilm. Lad os håbe, at talentet er der et sted, og det blot er instruktion og manuskript, at den er helt galt med.

Var det ikke allerede synd for den unge dreng, der nu skal fortsætte en tvivlsom karriere ovenpå den rædderlige affære, står det endnu værre til med rutinerede Katie Holmes og ellers altid gode Ralph Ineson. I rollen som Liza ser Katie Holmes konstant utilpas ud, mens Ineson virker til at være ankommet til det forkerte set. De to bør straks lede efter ny agent eller kraftigt overveje, om skændslen "Brahms: The Boy II" var pengene værd. Tilbage er der kun at håbe, at dukken smadres itu og aldrig viser sit fjæs igen.