Anmeldelse: Brakland

Symbolik er det altoverskyggende fundament i Martin Skovbjergs "Brakland".

Talentmassen i dansk film har højnet niveauet og forventningerne til fremtiden som aldrig før. Ikke tidligere i industrien herhjemme er der set så mange forskelligartede film på tværs af genre samt så mange lovende debutanter. En af dem, 30-årige Gustav Möller, gik endda hen og blev Danmarks Oscar-bud med thriller-sensationen "Den skyldige". En helt så fremtrædende position kommer Martin Skovbjergs "Brakland" næppe til at få – trods en grundpræmis, der kunne stå skrevet på samme frimærke som førstnævnte.

En sommer flytter Simon fra København til flækken Vesterby, hvor han møder Bjarke – arving til det lokale højttalerimperium. De to nye venner begynder at udfordre hinanden i grænseoverskridende drengestreger, og venskabet vokser til et intenst sammenhold. Da svindel tvinger højttalerfabrikken til at gå konkurs, går byen i opløsning, og Bjarkes familie får skylden – med fatale følger.

Primært kendt som DJ Er Du Dum Eller Hvad og medlem af Av Av Av – samt med en karriere som musikvideoinstruktør og som manden bag DR3-ungdomsserien "Anton90" – må Martin Skovbjerg siges at være en kreativ tusindkunstner. Måske derfor er "Brakland" en anderledes ungdomsfilm som formeksperiment med tyk streg under form over indhold.

Lydbilledet er så trykkende som Simons klaustrofobiske møde med provinsen og samtidig den mest iørefaldende kvalitet i "Brakland". Basbrummende skabes en urovækkende kulisse, når den nye dreng i klassen står overfor det ukendte i skyggerne. Én ting er unheimlich-mødet med den tilsyneladende forlorne middelklasse, som kun David Lynch kan orkestrere det, noget andet er dannelsesrejsen fra dreng til voksen. Drømmen om den stabile kernefamilie er en bristeklar Zeppeliner på vej mod afgrunden, når virkeligheden viser sig som en symbolsk savanne befolket af primitive (u)dyr.

Gorillaer, junglelyde og knallertbøller i motorcross-dragter. Symbolik er det altoverskyggende fundament i "Brakland". Hvor lydsiden fungerer sublimt som stemnings-booster og ydre manifestation af Simons og Bjarkes indre liv, stemmes samspillet med det visuelle ikke efter de rette toner. Martin Skovbjergs baggrund og udtryk som musiker skinner igennem, når han skruer så højt op for overspillet, at vi river os i håret af frustration. Om de skæve toner er hensigten i at skabe en boble af ubehag kan diskuteres. Når kontrolleret konsonans flækkes midtover af skinger dissonans, falder projektet fra hinanden som uhensigtsmæssigt obskurt og for søgt for sit eget bedste.

Selvom "Brakland" er udpint af overgjort symbolik, kan der sagtens trækkes positive elementer frem. Martin Skovbjerg er absolut et af de nyere danske filmtalenter, der er værd at holde øje med. Især da den 38-årige debutant forsøger at formøble en klassisk it happened that summer coming-of-age-fortælling til en mørk introvert rejse frem for at træffe de nemme løsninger. Al ære og respekt for det – denne gang lykkedes det delvist. Næste gang spiller harmonierne forhåbentlig med mere end bastunge muskler.   

Brakland