Anmeldelse: Breathe

Andy Serkis’ hæderlige instruktørdebut skal nok tvinge en tåre eller to frem.

Autentiske fortællinger er i meget høj kurs i filmindustrien. Såvel amerikanske som europæiske filmskabere står i kø for at filmatisere den næste sande historie om en vigtig person, som har sat sit præg på verdenshistorien. Vi har allerede haft en god bunke af disse film i biograferne i år – og bare rolig: der er mange flere på vej! De fleste "baseret på en autentiske historie"-titler starter for det meste altid med at proklamere, at denne historie er baseret eller inspireret af en sand historie. Vi skulle jo nødigt blive i tvivl. Ugens autentiske film, "Breathe", balancerer på grænsen mellem de to.

England i 1950’erne. Den unge Robin Cavendish (Andrew Garfield) er en ung, succesfuld cricket-spiller og et hit hos kvinderne. En dag møder han unge Diana (Claire Foy), som bliver hans kæreste og senere kone. Alt kører på skinner. Indtil en skæbnesvangre dag i 1958, hvor Robin får konstateret polio – og bliver lam fra halsen og ned. Lægerne giver den unge mand kort tid til at leve i, men Robin nægter at give op. Med Claire og sønnen ved sin side gør det tidligere cricket-talent alt for for at leve et godt og langt liv.

Robin Cavendishs egen søn, Jonathan, er producer på filmen, og dét kan mærkes. Det føles, som om Jonathan har været ude på at fortælle sin fars historie så positivt og livsbekræftende så muligt, hvor der veksles fra den ene feel good-scene til den næste. For "Breathe" mangler virkelig at fortælle bagsiden af historien. Det kan være, at Robin Cavendish gerne ville se positivt på sit liv med polio, men derfor betyder det ikke, at der ikke var mørke perioder i hans liv. Filmen har et par tungsindige øjeblikke, især i den tredje del, men ender i et alt for let portræt af et hårdt og menneskeligt kompliceret emne. Andy Serkis skulle oprindeligt have påbegyndt sin instruktør-karriere med en ny udgave af "Junglebogen", men valgte at springe fra projektet. "Breathe" er så blevet debuten i stedet, og Gollum-skuespilleren gør det udmærket. Allieret med et stærkt hold bag kameraet sætter Serkis ikke rent teknisk en fod forkert. Her er dog tale om en traditionel biografi uden de store overraskelser.

Claire Foy, der slog igennem for det brede publikum med tv-serien "The Crown", er filmens bedste kort. Som Diana er hun stærk kone med sit nuancerede og meget overbevisende portræt. Andrew Garfield har efter sin hovedrolle i "Hacksaw Ridge" taget udfordrende roller, men fremstår fejlcastet som Robin Cavendish. Garfield mangler visse niveauer i sit skuespil for at kunne udfylde en rolle, hvor han for det meste skal sidde helt stille med kroppen og udtrykkes med ansigtet.

Det er forståeligt nok, at Jonathan Cavendish gerne vil fremstille sin far som en positiv og glad personlighed. Blandingen af melodrama og feel good i Andy Serkis' debutfilm er dog for utroværdigt, særligt da de uundgåeligt mørke elementer af fortællingen bliver groft tilsidesat. Kan man se bort fra netop de elementer, så er "Breathe" en hæderlig film, der nok skal tvinge en tåre eller to frem.

"Breathe" er ikke nogen dårlig film. Det er en fin debut af Andy Serkis med de klassiske elementer, der skal være i en biografisk film – med særligt en stærkt spillende Claire Foy. Desværre mangler der fortællermæssige elementer for at kunne gøre historien mere fuldendt, interessant og medrivende.

Breathe