Haha Nice skal ind og se den med en gruppe venner på mandag med spisning det ikke nogen film jeg volddyrker men de er nu meget hyggelig hvis man lige falder over dem, og den seneste her virke da også til at ha mere af det der gjorde de andre så underholdende.
Anmeldelse: Bridget Jones – Vild med ham
Vores allesammens klodsede Bridget Jones ryder pladen i genrejsningen af rom-com-klassiker.
I de tidlige 00’ere blev Bridget Jones et ikon, der tilføjede cigaretter og Chardonnay til kostpyramiden. Den klodsede englænder blev enhver kvindes indre monolog på en dårlig dag. "Bridget Jones’ dagbog" var en satire over 90’ernes slankekultur og handlede om en kvinde, der gjorde mormor-trusser sexede, frygtede at dø tyk og alene – men samtidig anså sig selv for en sexgudinde. Hun væltede ud af taxaer, jagtede mænd, der kunne recitere John Keats. Og vigtigst af alt: Hun ville bare gerne have god sex.
Nu, et kvart århundrede efter den første film, er vores antiheltinde tilbage i "Bridget Jones – Vild med ham" – en fortsættelse og en ny begyndelse. Bridget (Renée Zellweger) er nu i 50’erne, og vi møder hende fire år efter, at hendes mand, menneskerettighedsadvokaten Mark Darcy (Colin Firth), blev dræbt under en humanitær mission i Sudan. Hun er enke og alenemor til deres to børn og befinder sig et helt andet sted i livet. De gamle elskere er lagt på hylden, mens hun dater den unge Roxster i 20’erne (Leo Woodall – "The White Lotus") og flirter med børnenes lærer, Mr. Walliker (Chiwetel Ejiofor – "12 Years a Slave").
Filmen er baseret på "Bridget Jones: Mad About the Boy" fra 2013. Dengang kom det som et chok for mange fans, at fortællingen handlede om Mark Darcys død. Men i stedet for at svælge i sorg, formår filmen at bruge det som et springbræt til en mere moden og nuanceret Bridget. Det er en bittersød rom-com, der balancerer mellem humor og melankoli, og som uden tvivl vil efterlade fans med både grin og våde øjne.
"Bridget Jones: Mad About the Boy" er en ode til hele Bridget-franchisen. Fyldt med nostalgiske elementer som den røde pingvin-pyjamas, blå suppe-cocktails og kiksede julesweatre. Den originale skuespillerbesætning fra de tre forrige film er tilbage, og det er et glædeligt gensyn med vennerne Shazzer, Jude, Tom og Miranda.
Daniel Cleaver (Hugh Grant) er også tilbage. I stedet for at have indtaget pladsen i Bridgets soveværelse, er han blevet onkel til hendes to børn. Engang var Cleaver den berygtede playboy, men nu ses han til familiefester, hvor han ryster cocktails og med et glimt i øjet lærer børnene, hvordan man mikser en Dirty Bitch. Transformation er ikke alene overraskende – det er første gang, han overhovedet gennemgår en reel karakterudvikling.
Det er essensen af britisk filmtradition – skarp dialog, karakterer med dybde og humor, der rækker ud over klichéerne. Modsat Hollywood, der ofte franchise-spytter efterfølgere ud, synes britiske produktioner typisk mere gennemarbejdet skrivefasen. Det er bare én af grundene til, at "Bridget Jones: Vild med ham" fungerer så godt.
Bridget Jones har altid repræsenteret noget, mange kvinder har kunnet spejle sig i – på godt og ondt. Der er noget særligt ved, at karaktererne ældes sammen med deres kernepublikum. De, der har fulgt Bridget siden første filmatisering af Helen Fieldings bog fra 2001, kan nu – et kvart århundrede senere – spejle sig i en kvinde, der er blevet ældre, ligesom dem selv. Fansne har fået karriere, mistet store kærligheder, fået børn (eller fravalgt dem), og vi har indset, at livet sjældent går som planlagt. Som de første film viste, slutter en kvindes liv ikke, når hun bliver 32 – heller ikke ved 43 eller 50.
En af filmens mest interessante aspekter er dens skildring af en midaldrende kvinde, der dater, flirter og dyrker hed sex – uden at det reduceres til en kliché om desperation eller en fetish for kvinder med en god pensionsopsparing. I årtier har film centreret kvindelig seksualitet omkring teenagepiger, der forgudes af modne mænd, mens kvinder over 40 enten er blevet skrevet ud af de erotiske narrativer eller fremstillet som komiske figurer. Heldigvis har dette ændret sig. Film som "Held og lykke, Leo Grande" (2022) og "Babygirl" (2024) viser, at midaldrende kvinders seksualitet endelig får plads – fortalt med nuancer og uden forbehold.
Det er ikke kun en vigtig udvikling for filmens kernepublikum, men også for den yngre generation. At vise kvinder over 40 som seksuelle væsener – uden skam eller latterliggørelse – er en nødvendig modvægt til de utallige Bond-babes og den konstante seksualisering af unge piger i nyere produktioner som "Kontra" (2024) og DR-serien "Salsa".
Instruktøren Michael Morris ("Better Call Saul") har i den grad genrejst franchisen med denne fjerde film – især efter den noget tvivlsomme tre’er. Det føles næsten forkert at give den fjerde film i franchisen fuld plade. Men "Bridget Jones – Vild med ham" er så velproduceret og præcis, hvad en efterfølger burde være – som et varmt kram fra en gammel ven.
Det er en film, der både ser tilbage med et smil, men samtidig rummer en ømhed, der giver stof til eftertanke, og en tro på, at livet – på trods af alt – nok skal blive godt igen. For selvom Bridget Jones stadig vælter gennem livet med en cocktail af håb, kaos og Chardonnay, er det netop derfor, vi kan lide hende – præcis som hun er.
"Bridget Jones – Vild med ham" har dansk biografpremiere 13. januar. Heriblandt i FORMAT Bio, læs mere her.
