Anmeldelse: Buñuel i skildpaddernes labyrint

Flydende og stilistisk animation bærer portrættet om surrealistisk mesterinstruktør.

I det tidlige 20. århundrede summede det af surrealisme og skandaler i Udkantsspanien og den parisiske bohemes kunstverden. En af de allerstørste profiler i den tid var Luis Buñuel – én af de mest berømte spanske instruktører i det 20. århundrede og pioner indenfor surrealisme og satire på film. Animationsfilmen "Buñuel i skildpaddernes labyrint" er en underbagt, men velmenende udforskning af et vendepunkt i spanierens virke som filmskaber og kunstner.

Året er 1930, fascismen er stigende, og Buñuel har lige skandaliseret Paris med "Guldalderen", hans anden surrealistiske film, som kom i hælene på "Den andalusiske hund". I manglen på investorer vender Buñuel tilbage til Spanien, som kun er få år fra borgerkrig. Plaget af mareridt filmer han dokumentaren "Las Hurdes" om folkene i Las Hurdes, en fattig region i det nordvestlige Spanien. Titlen, "Buñuel i skildpaddernes labyrint", henviser til de labyrint-lignende klippehytter i landsbyen Las Hurdes, der ligner skildpaddens skjold.

På trods af et tilsyneladende mundret tema er animationsfilmen ikke helt sikker på, hvilken historie den vil fortælle. Blandt andet etableres Buñuels rivalisering med Salvador Dali, der startede efter parrets samarbejde på "Den andalusiske hund". På trods af disse nedslag optræder Dali aldrig, og forholdet forklares ikke yderligere. Subplottet med Dali går dermed tabt på folk, som ikke kender Buñuels arv, og forvirrer en ellers klar fortælling.

Hovedplottet sættes i gang, da Buñuels anarkistiske ven Ramón Acín uforvarende bliver finansmand og producent på "Las Hurdes" efter at have vundet i lotteriet. Parret får følgeskab af to kameramænd, og de fires fjollede udskejelser er fornøjelige, når de joker og argumenterer på fransk og spansk. En konflikt mellem Buñuel og Acin illustrerer det etiske problem i deres filmprojekt: Den moralske grænse ved brugen af de fattigdomsramte indbyggere i Las Hurdes som rekvisitter for at øge opmærksomheden omkring deres levekår. Instruktør Manuel Cristóbal forsøger at konstatere, at Buñuel selv står overfor den samme interne konflikt mellem kunst og udnyttelse, men hans personlige rejse får en mindre tilfredsstillende afslutning.

Den håndtegnede 2D-animationsstil er perfekt til at skabe atmosfærerne i Paris og Las Hurdes. Den grundlæggende streg og farvepalet matcher Las Hurdes' dystre stemning og placerer os tydeligt i fortiden. Arkivmateriale fra dokumentaren "Las Hurdes" anvendes, og skiftet mellem animeret fiktion og liveaction-dokumentar er fængslende. Teknikken kommer især Buñuels mareridtssekvenser til gode, hvor Dalis elefanter med lange knogleben strejfer rundt i Paris' gader, mens glødende gule sommerfugle bryder gennem vinduerne.

Animationsstilen afspejler selve ånden i filmen: Simpelt tegnet, men kommunikerer stadig effektivt ånden i Buñuels verden. "Buñuel i skildpaddernes labyrint" er en smule for smal til at fange sin hovedkarakters surrealistiske arv, men gør sit bedste for at give indsigt i Buñuels næsten skræmmende og uigennemtrængelige persona.