Anmeldelse: Burning

Når flammerne har brændt alt ned i sydkoreanske "Burning", står der intet mindre end et mesterværk tilbage.

Lee Chang-dong ringer måske kun genklang hos snævre kredse, men tag ikke fejl af den asiatiske auteur. Mens kollegaerne Kim Ki-duk og Park Chan-wook placerede sydkoreansk film på verdenskortet igennem tabubelagte kærlighedshistorier og æstetiseret hypervold, søgte Chang-dong mod bevægende hverdagspoesi. En stil, der har ført til ikonstatus blandt alverdens filmfestivaler og -fans. Med "Burning" – instruktørens første værk i otte år – brygger filmskaberen videre på sin poetiske stil, men benytter også den isnende kynisme, der kendetegner kollegernes film. Et element, der resulterer i årets måske bedste film.

Løst baseret på novellen "Barn Burning" (skrevet af superforfatteren Haruki Murakami) danner et aparte trekantsdrama handlingen i "Burning". Enspænderen Jong-su forelsker sig tilfældigt i Hae-mi, men kort efter rejser den udadvendte pige til Afrika. Jong-su får til opgave at passe hendes kat, mens hun er væk, og selvom følelserne vokser i mellemtiden, spoleres gensynsglæden brat. På hjemrejsen har Hae-mi nemlig fået følgeskab af den velhavende fyr Ben. Jong-su fascineres og irriteres lige dele af mystiske Ben, der gemmer på mange hemmeligheder – men uventet tager situationen en drejning: Hae-mi er pludseligt som forsvundet fra jordens overflade. En forsvinden, som Bens mærkværdige hobby måske har noget med at gøre.

"Burning" placerer burn'et i slow-burn og starter som konventionel romance. Men da tomandsdramaet bliver til trekantsdrama, begynder fortællingen langsomt at bevæge sig fra romantisk drama til grum thriller. Lee Chang-dong stikker drilsk til sit publikum og udfordrer konstant hypotesedannelsen. Hver gang du fornemmer, at mysteriet er blevet regnet ud, tager "Burning" en ny drejning og brænder alle forventninger af. Med symbolske billeder og sublim fortælleevne indhyller instruktøren subtilt små spor i en røg, hvor intet er, som det ser ud til. Handler fortællingen om en indædt generations boblende vrede? Et socialt-realistisk portræt af en nations dyrkelse af magt og (plastik)skønhed? Eller er det blot portrættet af en psykopat i bedste "American Psycho"-stil? Ved hvert spørgsmål er der et tvetydigt svar.

Det hører til sjældenhederne, at en film oser af atmosfære og underspillet ubehag i sådan en grad, som "Burning" lykkes med. Ligesom Antonionis "Blow-Up" og andre hovedværker fra 1960'ernes europæiske art cinema udforsker Lee Chang-dong menneskets subjektive perception. Virkelighed smelter sammen med fiktion, og det virker bestemt ikke utilsigtet, når Jong-su dagdrømmer om at blive forfatter, mens Hae-mi dyrker pantomime. "Burning" befinder sig i et grænseland af den magiske realisme, som kendetegner Murakamis skriveri, blandet med kynismen, der skabte en renæssance for sydkoreansk filmproduktion.

Det mest beundringsværdige ved "Burning" er, hvordan den over to og en halv time opretholder spændingen til bristepunktet. Ganske vist er den langsomt fortalt og kræver i perioder tålmodighed, men ved at undgå søgte twists og lette løsninger føles hver en replik og handling underbyggende. Og derfor rammer den voldsomme slutning kun endnu hårdere, når mysteriet eksploderer i et flammehav af utæmmelige følelser.

Steven Yeun (Glen fra "The Walking Dead") brillerer som jokeren Ben, der ikke ulig en anden karakter med et djævelsk smil vil se omverdenen brænde. Lee Chang-dong leverer træfsikkert et værk, der føles som en kulmination på den type film, hjemlandet har mestret de sidste tyve år. Når fortællingen er brændt ned til et sort hul af ubesvarede spørgsmål, står én ting klart tilbage i røgsløret: "Burning" er intet mindre end et mesterværk.