Anmeldelse: C'mon C'mon

Feel-good drama er lige så hjertevarmt, som at slå sig selv over fingrene med et koben.

Vi kender dem godt. De lommepsykologiske og navlepillende film, der går direkte efter struben. De der svælger i overkogt hjertevarme og eftertænksomhed, som overmodne kirsebær i forbrændt chokoladesauce, der følelses-water boardes ned i svælget på publikum. Opskriften er set adskillige gange før. "C’mon C’mon" er i den ekstra ulidelige ende af skalaen.

Radiojournalisten Johnny (Joaquin Phoenix) har en helt særlig mission. Han rejser rundt i landet og interviewer børn, for at blive klogere på hvordan de ser livet, nutiden og fremtiden. For måske kan vi alle lære noget af dem. Da han skal passe sin 9-årige nevø, Jesse (Woody Norman), og tvinges til at tage knægten med på sine opgaver, knytter de et tæt bånd. For sandheden skal som bekendt høres fra børn, hvilket giver Johnny en dosis overvejelser om sit eget liv, forhold til sin familie og verden i det hele taget.  

"C’mon C’mon" er præcis så banal, som den lyder. Mange forældre vil muligvis genkende temaerne om at udvide refleksionsniveauet i vekselvirkningen fra deres børn. Spejlingen mellem voksen og barn er naturlig og givende, og dér kunne sagtens være en god film gemt et sted.. Det kan også være, at curlingbarnet Jesse vil vække visse følelser frem. De følelser vil sandsynligvis være mere traumatiserende end positive. 

Instruktør Mike Mills er ivrigt efter at sprede budskabet om at lytte. Lytte til børn. På bånd, til det de siger mellem linjerne og det de egentlig siger, når der skriges op om det modsatte. Lytte-lytte-lytte. Sympatisk som dét kan lyde, lytter Jesse stort set ikke efter Johnny og opfører sig så øretæveindbydende umuligt, at det er svært at abstrahere fra medlidenheden for den stakkels journalist. At han ovenikøbet er indbegrebet af klichéen på en søgende og forbumset sjæl, der stadig er ved at komme sig over sin mors død og et forlist forhold, gør det ikke mere spiseligt. Dette blandet med banale betragtninger om verden i børnehøjde, der summer i baggrunden fra diktafonen. Når Johnny indtaler egen infantile lommefilosofiske tanker, slår det simpelthen bunden ud. "C'mon C'mon" vil så gerne være newyorker poetisk og medmenneskeligt drømmende, men er i stedet ganske ulidelig og selvsmagende. 

Selv ikke en bamset Joaquin Phoenix redder dagen, som ellers gør sit for at nuancere rollen og opdatere sit eget bagkatalog af skæve præstationer. For selvom "C’mon C’mon" er filmet i trendy sort/hvid, i et mislykket forsøg på at underbygge autencitet, og har én af tidens mest interessante amerikanske skuespillere i en bærende rolle, forbliver filmen uendelig uinteressant. En smule humoristisk sans havde måske givet et nødvendigt snas selvironisk distance, men er i stedet påfaldende didaktisk og selvhøjtidelig. Valget af fortyndet farvepalette er symptomatisk, når italesættelsen af følelser forvandles til overfladisk opkog af sødsuppe, der med åbne spørgsmål og ingen egentlige svar eller holdninger ikke stikker til andet end trangen til at kigge på sit ur. Ikke fordi spørgsmålene eller filmens slæbende mantra er tankeprovokerende eller oplysende. Men fordi, at der intet er at tage med fra Mills’ langt fra rørende forældreskabsfortælling.

"C’mon C’mon" grænser til parodi med sine luftige betragtninger om livet og ulidelige persongalleri. Selv ikke med én af de mest spændende amerikanske skuespillere netop nu, formår instruktør Mike Mills ikke at skabe en tilnærmelsesvis interessant tankepause om forældreskabets udfordringer, eller hvordan det at lytte kan skabe forståelse og dialog på tværs af generationskløftet. Come on, det kan gøres bedre.

C'mon C'mon

Kommentarer

C'mon C'mon

  • ★★★★★0

    Det var satans! Politikken kalder den et moderne mesterværk. Nu ved jeg ikke helt, hvad jeg skal tro =l

    David Lund21-04-22 13:47

  • ★★★★★★0

    Det var satans! Politikken kalder den et moderne mesterværk. Nu ved jeg ikke helt, hvad jeg skal tro =l

    Du skal tro det du føler når du ser den. Trust your feelings David!

    T. Nielsen21-04-22 13:51

  • ★★★★★0

    Du skal tro det du føler når du ser den. Trust your feelings David!

    Jojo da, og den skal da klart ses på et tidspunkt.

    David Lund21-04-22 14:01

  • ★★★★0

    Det ligner ikke en film jeg umiddelbart vil synes er dårlig. Regner også med at se den engang. 

    Babo21-04-22 16:12

  • 0

    Tak for en ærlig anmeldelse. Dem finder man ikke i Politiken.

    ZimaBlue22-04-22 13:12

  • ★★★★★2

    Så i Politiken lyver de om, om de kan lide filmen?

    Guldager22-04-22 13:18

  • ★★★★★★0

    Tak for en ærlig anmeldelse. Dem finder man ikke i Politiken.

    Nu har jeg ikke læst Politikens anmeldelse (det har du?), men gider du ikke uddybe hvad præcis du mener?

    T. Nielsen22-04-22 13:27

  • ★★★1

    Nu har jeg ikke læst Politikens anmeldelse (det har du?), men gider du ikke uddybe hvad præcis du mener?

    Oversættelse: Politikens anmelder kunne lide en film som ZimaBlue ikke kunne lide. Ergo er Politikens anmeldelse selvfølgelig uærlig.

    Essal22-04-22 14:49

  • 0

    Jeg skrev det lidt i sjov. Lad blot toget pasere. Men man kunne godt lege med en fordom om, at det er en rigtig "politiken"-film. Og hvis I ikke forstår hvad jeg mener med det, så er det bare sådan.

    ZimaBlue22-04-22 14:54

  • ★★★★★★0

    Oversættelse: Politikens anmelder kunne lide en film som ZimaBlue ikke kunne lide. Ergo er Politikens anmeldelse selvfølgelig uærlig.

    Sådan kunne jeg også have tolket det, men lod fordommene falde, for at se om der måske gemte sig noget andet og mere spændende bagved:-)

    T. Nielsen22-04-22 16:03

Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen