Den glæder jeg mig meget til.
Anmeldelse: Call Me by Your Name
"Call Me by Your Name" er en lille homoerotisk coming-of-age-fortælling om at være ung, forvirret af følelser og på grænsen til at begynde voksenlivet som seksuelt uafklaret.
Siden Ang Lee for år tilbage imponerede og kommercielt banede vejen for en ny slags genrefilm med "Brokeback Mountain", har vi set stadig flere stærke og rørende dramaer af slagsen: Den homoerotiske kærlighedsfortælling. Fordi det stadig er uvant for Hr. og Fru Danmark, er det stadig et tema, der formår at overraske, imponere og røre et bredt publikum. Bare det seneste år har den slags imponeret i form af film som "Moonlight", "Heartstone" og ikke mindst "God's Own Country". Nyeste skud er den italiensk-engelske Golden Globe- og Oscar-nominerede "Call Me by Your Name", der også leger med coming-of-age i flot fortælling.
Elio er en ung knægt, der bor med sin velhavende familie i Norditalien og nyder sommeren, mens hormonerne blomstrer. Men da Elios fars kollega – en lyshåret mand ved navn Oliver – kommer på besøg, sker der noget hos 17-årige Elio. En ukendt, ny og god følelse dukker op i mødet med den flere år ældre mand. Det bliver hurtigt til en særlig og livsbekræftende tid i deres liv, mens de nyder deres sommer sammen i det smukke italienske landskab. Det leder til et diskret forhold hos de to, der begge oplever noget nyt og spændende i smug.
I de to roller ses Timothée Chalamet (som er Oscar-nomineret for rollen) som Elio med den jødiske baggrund og forvirrende spirende seksualitet og Armie Hammer ("The Social Network") som den logerende forskningsassistent, Oliver. Og indrømmet, det er svært ikke at holde bare lidt af den smukke unge charmerende, krølhårsknægt Elio. Og beundre de to. Man forstår deres flammende gnist. Sublimt og rørende smukt sammenspil ses mellem de to hovedrolleindehavere, hvor kemien er helt perfekt. Ja, Elio vil væk med sin ældre elsker og det helst med det samme. Selvom det er urealistisk. Og de ved begge to godt, hvor forkert og forbudt det er, det de i smug har gang i. Men måske er netop dét med til at gøre det hele mere spændende og uimodståeligt tiltrækkende for dem begge?
Den romantiske affære er instrueret af Luca Guadagnino, der senest stod bag den sorthumoristiske kærlighedssatire "A Bigger Splash". Denne gang er italieneren gået mere seriøst og dramatisk til værks – og det fungerer i dén grad. Når det er sagt, så fortolker instruktøren historien på sin egen måde uden tanke på bogen af samme navn. Dét kan både være en fordel og ulempe. Dog kun det sidste, hvis man er fan er bogen, som det ofte hænder i disse bog-til-film-fortolkningstilfælde. Guadagnino er allerede på vej med en efterfølger. I så fald bliver det et herligt gensyn, og spændende om han fastholder de elementer, der fungerer, og ikke mindst hvordan historien fortsætter.
Selvom det er en del år siden, "Brokeback Mountain" satte nye standarder ved at vise mænd elske mænd på film for et bredt publikum, fortsætter Guadagnino med at fremstille kærlighed universel på tværs af køn. Og så gør det bestemt intet, at "Call Me by Your Name" herligt kombineres med "ung-ældre"-alderstabuet og dét at bryde fri og prøve grænser af som ung og rebelsk – på grænsen til voksenlivet.
"Call Me by Your Name" er en skøn lille homoerotisk coming-of-age-fortælling om at være ung, forvirret af følelser og på grænsen til at begynde voksenlivet som seksuelt uafklaret. En fase, de fleste vil kunne nikke genkendende til. Det ender måske langsommeligt med et stykke over de to timer, men det er småting. For til sidst efterlader Elios fortælling sit publikum med en helt særlig følelse, der bliver hængende: Et italiensk strejf af kærlighed og ung romance, der sætter sig fast.
