Glæder mig self. til at se hele filmen men ikke mindst my man Phil Coulson, Clark Gregg er så herlig, så bare at se ham på stort lærred igen gør mig glad, uanset hvor lang tid.
Anmeldelse: Captain Marvel
Man skal immervæk være Marvel-fan for at blive oprigtigt underholdt af "Captain Marvel".
Denne anmeldelse er én af de sværeste, jeg endnu har kastet mig over. For jeg ja-hatte-vil så gerne analysere mig frem til en underholdende film. Påvise nye vinkler, de fikse fortællermæssige rejehop, rose spektakulære effekter. Leve mig ind i Jungs dybdepsykologiske arketyper, der har præget menneskets selvfortællinger siden tidernes morgen – og i nyere tid særligt superhelte-eventyr. Henrykkes over gensynets glæde, når samarbejdet mellem Disney og Marvel stort set genbruger samme skabelon som i de foregående 20 Marvel Cinematic Universe-film. For er dét muligt, kunne der muligvis være en god film gemt i "Captain Marvel".
"Batman Begins"-plottet må ikke afsløres, til trods for at der praktisk talt intet nyt er under solen. Hvilket omvendt kan være derfor, at intet må afsløres? Til forskel for andre MCU-film havner vi denne gang i 1990'erne. Verse (Brie Larson) er taget på dannelsesrejse til Jorden, samtidig med at superheltinden i svøb er på sin første mission. To fluer med ét smæk, da den kommende Captain Marvel skal optrævle sin egen baggrund og forhindre en intergalaktisk krig mellem to racer.
Jeg vil så gerne overraskes og frydes i mit barnlige sind. Men når "Captain Marvel" ikke gør sig umage, hvordan er det så overhovedet muligt at lade sig underholde af en superheltefilm, der gentager stort set samme formular som altid og som på intet tidspunkt træder ud af samme kreative dødvande som dét, vi har set i MCU-regi over de seneste 10 år?
Naturligvis er det oplagt at trække endnu et nostalgi-kort, nu andre årtier er løbet over ende. Nirvana, CD-ROM-drev, Blockbuster og skovmandsskjorter. Foie gras-overfodringen af referencer fra dengang far var knægt kan man hygge-kløjs over, mens 21. afsnit i MCU-sagaen går Windows 95-kold. Trods Brie Larsons smittende Aquafresh-smil er den stærke kvindes oprindelseshistorie søvndyssende uinteressant. Forudanelser fem minutter inde i handlingen underbygger perlerækken af søgte og genkendelige plottwists, marcipanroulade-rullet sammen i genbrug af virkemidler og heltedueller. Måske er der forskel på indpakningen af citronmåner og sandkage, men bag det kulørte sukkerchok er "Captain Marvel" blot endnu et Dancake-produkt på hylden i Netto.
"Captain Marvel" er en grafisk spektakulærfilm, hvor effekterne igen rykker op på et imponerende niveau. Når instruktør/forfatter/klipper-parret Anna Boden og Ryan Fleck ikke kan formøble budgettet på over én milliard danske kroner til et ordentligt manus, til trods for at det lykkedes med under fem millioner på deres Oscar-belønnede "Half Nelson", skal pengene spenderes på andre godter. Heriblandt en comic relief CGI-kat. For fjollede katte kan altid redde dagen. Måske skulle der være arbejdet bedre på den komiske timing mellem altid karismatiske Samuel L. Jackson og Larson i stedet. Selvom den 29-årige skuespillerinde såmænd har masser af slagkraft i næverne, synes der aldrig at være noget på spil. Måske, fordi "Captain Marvel" mest af alt virker til at være sidste kort til at få MCU-kabalen til at gå op frem for at skabe en superheltefilm, der kan stå på egne ben.
Man skal immervæk være Marvel-fan for at blive oprigtigt underholdt af "Captain Marvel", der er krydret med de samme ingredienser som altid. Budgettet på 152 millioner dollars byder op til et sandt effekt-himmerige, hvilket i sig selv er imponerende. Referencer til 90'erne, en hyggelig Stan Lee-intro og CGI-katte er imidlertid ikke nok til at hæve et overraskende middelmådigt niveau fra at være en langgabende anekdote som superheltefilm.
