Anmeldelse: Casablanca

"Of all the gin joints in all the towns in all the world, she walks into mine". De ikoniske replikker står mildest talt i kø i Michael Curtiz' højtelskede "Casablanca". En hjørnesten i Hollywoods gyldne æra, der på linje med Orson Welles' "Citizen Kane" har opnået status som en af verdens bedste film nogensinde. Har du ikke set den fasttømrede klassiker, er det nu, at du skal gøre dig selv den tjeneste. I december kan "Casablanca" nemlig opleves i spritny digital kopi på det store lærred i Cinemateket. 

Under 2. verdenskrig driver Rick Blaine (Humphrey Bogart) den mest eksklusive natklub i den marokkanske by Casablanca, der samtidig er tilflugtssted for krigsflygtninge, hvis håb er at komme til Amerika. Mens de afventer visum, fordrives tiden på Ricks natklub, hvor både modstandsmænd, nazister samt andet godtfolk mødes i neutrale omgivelser. En nat træder Ricks tidligere elsker, Ilsa (Ingrid Bergman), ind i klubben sammen med sin mand, den eftersøgte modstandsleder Victor Laszlo (Paul Henreid). Gensynet rusker op i stærke følelser og fortrængte minder. Er den hårdkogte Rick mon villig til at hjælpe sin gamle flamme og hendes nye mand til frihed?

Det kan muligvis virke uoverkommeligt at give sig i kast med "Casablanca". For en film, der for længst har indskrevet sig som et af filmhistoriens største mesterværker, er den nærmest dømt til at skuffe. Filmnørder, akademikere og anmeldere har siden premieren i 1942 prist den til skyerne, og skulle man være af en anden mening, er der fare for at blive dømt for kætteri. Hos denne anmelder hersker der da heller ingen tvivl: "Casablanca" lyser stadig klart på filmhimlen som noget helt, helt unikt. Kald mig bare medløber.

Det forunderlige ved "Casablanca" er, at instruktøren Michael Curtiz har formået at iscenesætte et på mange måder flertydigt værk, så det fremstår uhyre opfindsomt og simpelt. I en tid, hvor Hollywood synes udtømt for kreativ energi og nye idéer, er det kærkomment at kunne drømme sig væk til en svunden tid - dengang drømmefabrikken var andet end tomme superheltefilm, sequels/prequels og remakes. Med sin perfekte kombination af romantik, drama, intrige og patriotisme er "Casablanca" om noget indbegrebet af de gode gamle dages Hollywood - de studieskabte, eksotiske kulisser, den kontrastrige brug af sort/hvid i 35mm Academy-format og hele produktionens enorme skala. Nostalgikerne kan ingenlunde klage.

Filmens es er naturligvis først og fremmest den bittersøde romance mellem notorisk kølige Bogey og svenske Ingrid Bergman. Svært er det ikke at blive forført af deres emotionelle udstråling, når de to stjerner står længselsfuldt overfor hinanden til tonerne af Dooley Wilsons "As Time Goes By". Det lyder ganske vist corny, og det er det også til tider. Grundet velskrevne replikker og forbavsende underspillet skuespil forfalder "Casablanca" imidlertid aldrig til det patetiske.

I 1980'erne blev manuskriptet til "Casablanca" sendt ud til en række større studier og produktionsselskaber under sin oprindelige titel, "Everybody Comes to Rick's". Dem, der ikke genkendte manuskriptet, kaldte det decideret ringe, bedaget og med for meget dialog og ikke nok sex. Selvom det efterhånden er længe siden, er det stadig retvisende for Hollywoods primitive tilgang til, hvad der gør en god film. For er der noget, "Casablanca" er, så er det en god film. En film, der har bestået tidens tand, og som stadig formår at gøre indtryk gensyn efter gensyn. "Play it, Sam... For old times' sake".

Casablanca

Kommentarer

Casablanca

Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen