MI(avs) - en lille kattepote...
Anmeldelse: Cats
"Cats" ligner noget, der kan findes i en ugegammel klumpet kattebakke.
Nøglen i et garnnøgle kommer fra det oldnordiske ord "hnykill", der betyder hævelse, knude eller svulst. Garnnøgler er en god måde at holde mange tråde samlet på, men rulles det ud, giver det kludder. Denne korte opsummering af garnnøgle-faktorer er mere interessant og spændende end filmatiseringen af Andrew Lloyd Webber-musicalen "Cats". En rodet, usammenhængende kat-astrofe af en film.
London, England. En gruppe katte, som tilsammen kaldes for Jellicels, samles til en årlig begivenhed. Der skal findes en speciel kat, som kan stige til himmels og genopstå som ny kat. Unge, efterladte Victoria bliver hurtigt en del af den farverige gruppe og introduceres for mange musikalske og dansende kammesjukker i løbet af natten.
Hvordan skal man beskrive "Cats", når der ingen decideret sammenhæng er i det meste af filmen? Den første time omhandler ungkatten Victoria – som spilles hæderligt af debuterende Francesca Hayward – der introduceres for den ene kat efter den anden. Det virker totalt usammenhængende og ender misfornøjeligt. Manuskriptforfatterne prøver at introducere en fortælling i den sidste halve time, men på det tidspunkt har man allerede opgivet.
Hvad Tom Hooper har tænkt, da den ellers hæderkronede instruktør kastede sig over Andrew Lloyd Webbers klassiker, må guderne vide. Jovist, det kan lykkes at skabe en flot musical på film – som Hooper selv gjorde med "Les Misérables". Men desværre har han trådt i den største musefælde. Kulisserne er flotte, men filmen i sig selv er kattens grim at se på. Og så er der de meget omdiskuterede effekter. Hver eneste skuespiller og danser gør, hvad de kan med deres roller, men det er umuligt at liste sig udenom, hvor jammerligt de tager sig ud. Det ser vitterlig ud som om, at ansigterne er photoshoppet på computerkatte, og det ligner noget, man kunne finde i en klumpet kattebakke.
Alle medvirkende gør, hvad de kan. Men det er en mærkværdig blanding, da flere af de medvirkende mener, at filmen skal noget forskelligt. James Corden og Rebel Wilson, som begge er totalt malplacerede, tror, at de er med i en fjollet slapstick-komedie. Judi Dench og Jennifer Hudson giver alt, de har – som var deres præstationer en Oscar værdig. Hudson viser, ligesom med hendes præstation i "Dreamgirls", at hendes stemme kan bære en klassisk sang som "Memories", og byder på filmens bedste øjeblikke ud i at udløse nogen form for indlevelse. Idris Elba er med i en gangsterfilm fra 30'erne. Den eneste, der virker til at vide, hvilken film han er med i, er Ian McKellen. Den legendariske brite går all in på at spille en vaskeægte baggårdskat – og hvem vil ikke gerne være kat, som sangen lyder?
"Cats" kunne måske have fungeret på film, men det gør den bare ikke. Overgangen mellem musical og film falder sammen. Skuespillet er hæderligt, men det er placeret til højre og venstre i forskellige genrer og stilarter. Kulisserne er ikke flotte nok, og specialeffekterne ligner noget, som naboens kat har slæbt ind. Tom Hoopers filmatisering er usammenhængende. Og selvom folkene bag forsøger at binde én eller anden form for historie sammen til sidst, lykkes det ikke. Det kan godt være, at musicalen virker på scenen, som den har gjort siden 80'erne, men på film er det en rædsom hårbolle. Måske kan den om nogle år ses som en kultfilm, hvor det er så dårligt, at det bliver sjovt. Jeg vil anbefale en siddeplads på det nærmeste gulv for at lege kat og mus med garnnøgler i stedet.