Anmeldelse: Cats (Blu-ray)

Den mest udskældte film i umindelige tider fortjener altså ikke at ryge direkte i kattebakken.

Selv hvis du ikke har fået set "Cats" endnu, så har du stensikkert hørt om filmen. Du har måske endda set traileren, der fik internettet til at gå i selvsving, da folk for første gang så filmens spøjse, syngende "kattemennesker" i aktion. Du har nok også hørt anmelderne boltre sig i fornøjelige ordspil som: Fy for katten! "Cats" er en kat-astrofe! En mis-fornøjelig mis-ere! Beslutningen om at filmatisere Andrew Lloyd Webbers succesfulde musical har ikke givet pote! Og så videre, et cetera og så fremdeles. Men her kommer en udtalelse, der måske er endnu mere kontroversiel end selve filmen: "Cats" er altså ikke så ringe endda. Det var lige godt kattens, hva'?

"Cats" er heller ikke decideret god, men lad os først lige tage tyren ved hornene (eller katten ved, øh, øreflipperne?): For naturligvis er vi nødt til først at diskutere, hvordan filmens hovedpersoner ser ud: som mærkværdige hybrider mellem felis catus og homo sapiens, der ved første øjekast er enormt uvirkelige og tilmed en smule uhyggelige. Ægte skuespillere har danset og sunget foran rullende kameraer, hvorefter kattehår og haler er blevet tilføjet af talrige computertroldmænd. Men kattenes bevægelser er tit en anelse off – som om de bevæger sig 15-20% for hurtigt. Og det er ikke altid, at kattenes menneskeøjne bevæger sig helt synkront med resten af dyrenes ansigtstræk.

Ja, man forstår godt, at filmens delvist computerskabte hovedpersoner har skabt det meste af sneen i den lavine af kritik, som er skyllet ind over filmen. Men i det mindste er "Cats" så konsekvent i sit visuelle udtryk, at man efter relativt få minutter godt kan abstrahere fra kattenes look. Også fordi man stadig kan fornemme skuespillernes menneskelighed i øjnene og mimikken – undtagen under én surrealistisk sekvens, hvor mus og kakerlakker med mennesketræk også synger, danser og sågar ædes(!). Puha. Filmmagerne tyggede lige lovlig meget kat, da de udtænkte netop den scene.

Men selvom "Cats" visuelt måske nok er aparte og glimtvis frastødende, så er den altså også konstant fascinerende og dragende. I en verden hvor så mange film ligner hinanden på en prik, er "Cats" i det mindste unik. Og det er lidt unfair at hæfte sig stærkt ved kattenes fremtoning, når nu det blot er én faktor i en film, der også har flere sensationelle sange, som har været med til at sikre Webbers oprindelige musical stående applaus i teatre over hele kloden.

Den hjerteskærende superballade "Memory", som er gårdkatten Grizabellas sang om at blive forladt og glemt, er måske nok det eneste mesterværk på soundtracket. Men filmens ouverture, tåreperseren "Beautiful Ghosts" og den legesyge "Mr. Mistoffelees" er alle gedigne ørehængere. Filmen har til gengæld også mange middelmådige sange, der leveres af totalt ubetydelige bifigurer – og det er i virkeligheden det største problem i "Cats": mængden af karakterer og sange er så stor, at historien aldrig får alvor kommer op i gear eller får os til at holde af kattene. Lykkeligvis er garvede stjerner som Jennifer Hudson, Ian McKellen, Idris Elba og Judi Dench foran kameraet, og deres klare engagement og charme sikrer, at man lige akkurat hænger på helt frem til klimakset.

Jeg har sjældent været ærgerlig over, at jeg ikke har haft en lige så dårlig filmoplevelse som andre biografgængere. Men ovenpå det mægtige og muntre møgfald, som "Cats" udløste, var jeg forunderligt nok ærgerlig over, at jeg ikke havde haft en lige så "stærk" reaktion. At jeg ikke var så forundret og fortørnet, at jeg følte mig inspireret til at svælge i spydige skældsord, hvilket kan være en virkelig sjov skrivedisciplin. Men for mit vedkommende var "Cats" altså langtfra mis-erabel, men blot misselmådig.

BILLEDE & LYD

Diskens transfer er hæderligt, men langtfra perfekt. Her er ingen støj, og farverne er bedårende og appetitlige – lige fra neonlysenes lyserøde skær til de mange nuancer i kattenes pelse. Til gengæld er billedet en lille smule uskarpt hele vejen igennem – ikke i decideret distraherende grad, men nok til, at det helt klart går ud over detaljerigdommen. Måske har man med fuldt overlæg blødgjort billedsiden lidt for at undgå at gøre kattenes kunstighed for tydelig? Kontrasten skuffer også en smule – billedsiden er en kende bleg, og man higer ofte efter mere dunkelhed i skyggerne. Atmos-lydsporet er hæderligt. Samtlige ord og musikalske toner kommer klokkeklart igennem, og subwooferen er dejligt aktiv. Men man savner dog lidt mere liv i baghøjttalerne.

EKSTRAMATERIALE

Disken huser i alt ti korte dokumentarer, som tilsammen varer cirka 49 minutter, og som stiller skarpt på filmens skuespillertrup, computereffekter, dansekoreografi og musik. Hvis du hader "Cats", så vil du virkelig hade at høre filmens skabere og skuespillere diskutere, hvor meget de elsker musicalen og den filmatisering, de har skruet sammen. Hvorom alting er... her er adskillige interessante klip fra optagelserne, men her også langt flere kedelige komplimenter, end der er reelt interessante anekdoter om filmens tilblivelse.

Dokumentarerne er i øvrigt tydeligvis lavet, før "Cats" udkom i biffen, så der bliver slet ikke talt om filmens iskolde modtagelse. Instruktøren Tom Hooper ("The King’s Speech", "Les Misérables") har desuden indtalt et kommentarspor til filmen, som stensikkert også blev indtalt før premieren, for han er tydeligvis lykkeligt uvidende om, at næsten alle verdens kritikere synes, at hans film bør ryge lige i kattebakken. Hooper gennemgår sobert og seriøst sine kreative valg – instruktøren afslører også, at han stadig jævnligt tiltaler sin kat i håbet om, at den svarer ham. På engelsk. Det kommer næppe som en overraskelse for hverken filmens fans eller kritikere.

Cats (Blu-ray)

Kommentarer

Cats (Blu-ray)

Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen