Anmeldelse: Centervagt

Dansk komedies moraliserende side er så kvalmende, at det er anbefalelsesværdigt at beholde slikposen, efter den er tom.

"Tragedie er nemt. Komedie er svært." Sådan sagde den Oscar-vindende skuespiller Edmund Gwenn på sit dødsleje. Det er nemt at spille dramatisk på lærredet, men at få folk til at grine – det er en svær kunst. Instruktør Rasmus Heide kan skrive vellykkede komedier på sit CV. Hans nyeste personlige udspil, "Centervagt", er desværre ikke en af dem.

Glen og MC er centervagter i det lokale storcenter. De har deres daglige rutiner og kender alt og alle. Men da centeret står med en svag økonomi, bliver de to kollegaer bedt om at finde ud af, hvem af de to der skal blive, og hvem der må gå. Men hvad nu, hvis der fortsat var brug for to vagter? Glen og MC sætter en plan i værk med falske tyverier, men alt går ikke efter planen.

Partnerskabet mellem Rasmus Heide og stand up-komikeren Mick Øgendahl har budt på stor økonomisk succes med "Blå mænd" og "Alle for"-trilogien, der i øvrigt bliver en tetralogi. Med "Centervagt" står Heide helt på egne ben, og det kan mærkes. Fraværet af komikeren fra Falster mærkes især på manuskriptet. På papiret er Heides seneste film ellers udset til at blive sommerens store danske succes i biograferne. En sjov trailer og velkendte komikere på rollelisten har for vane at trække sit læs af biografernes indtjening. Publikum vil denne gang blive slemt skuffet, for filmen er nærmest ikke en komedie.

"Centervagt" er derimod en dybt moraliserende film med få komiske øjeblikke, som ikke engang fungerer på sine egne præmisser. Faktisk er det svært at sætte filmen i en bestemt genrebås, for den er flere ting på en gang og fejler på stort set alle niveauer. Skuespillet fejler sådan set ikke noget – det er blot uengageret. Rune Klan vil gerne være sjov, men er ingen Mick Øgendahl. Josephine Park er anstrengende som MC, som alle synes er ih så lækker, at det gør helt ondt i hjertet. Stephania Potalivo er tåkrummende som ordsprog-svingende keramiker. De eneste to, der leverer få grin hist og her, er Nikolaj Stokholm som forvirret sælger og Kirsten Lehfeldt som fortvivlet chef for centeret. Ganske passende, da alt overordnet er hovedrystende elendigt eksekveret.

Filmens største problem er dog den moraliserende side. Det virker som om, at Heide gerne vil vise, at han kan andet end platte jokes og hippe one-liners. Og der smøres så tykt på. Med strygere og store tale-scener. Lige til at smøre på et stykke brød og få det galt i halsen. Det er direkte hæsligt at høre på, blandt andet i filmens klimaks, hvor det flyder om sig med sørgmodighed og mærkelige, indskudte jokes. På en måde virker det til, at instruktøren har villet lave en dansk pendant til den mærkværdige "Observe and Report" med Seth Rogen. Den handlede desuden også om en centervagt og har en humor og en morale, der stikker i øst og vest. Og som med den er det meget svært at se, hvad Heides tanker har været med "Centervagt".

"Centervagt" er et mislykket forsøg fra Rasmus Heides side på at lave en komedie på egen hånd. Instruktøren har ganske enkelt ikke evnerne til at strikke et stærkt nok manuskript sammen. Samtidig er filmens moraliserende side så kvalmende og opkastfremkaldende, at det er anbefalelsesværdigt at beholde slikposen, efter den er tom. For "Centervagt" er en mærkværdig blanding, hvor intet går op i en højere enhed.