Anmeldelse: Chaos Walking

Som invitation tilbage til biograferne er forsinket sci-fi-film en direkte fornærmelse overfor publikum.

"Gode ting lader vente på sig". Sådan lyder ordsproget normalt, hvis skabelsesprocessen er lang. "Chaos Walking", baseret på Patrick Ness' første bog i trilogien af samme navn, "The Knife of Never Letting Go", har ladet vente på sig i 10 år. Heriblandt efter en lang søgen efter en instruktør, reshoots og den igangværende corona-pandemi. Nu er filmen så iblandt de værker, der inviterer danskerne tilbage til biograferne. Men lige præcis invitationen til denne oplevelse kan roligt ignoreres.

"Chaos Walking" foregår i en fjern fremtid på en fremmed planet, hvor en koloni af mennesker er bosat. Alle kvinder er dræbt, og mænd er ramt af "støjen", en mystisk kraft, der blotter alle deres tanker for omverdenen. En dag opdager Todd (Tom Holland) dog Viola (Daisy Ridley), der er nødlandet tæt på Todds by. Og kvinden er ikke omfattet af støjen. Hun søger at finde en vej væk fra planeten, og den unge knægt lover at beskytte hende. Især da byens borgmester, David Prentiss (Mads Mikkelsen), vil udnytte hendes forbindelse til rummet.

På papiret lyder oplevelsen lovende. Holland, Ridley og Mikkelsen på rollelisten samt instruktøren Doug Liman, der tidligere har givet os "The Bourne Identity" og "Edge of Tomorrow". Her i samarbejde med bogens forfatter, der er én af de to krediterede manuskriptforfattere. Selve idéen om støjen er interessant, ligeledes filmens univers. Dog falder "Chaos Walking" hurtigt fuldstændig fra hinanden.

Ofte føles det som om, at Liman og co. har udvalgt en række tilfældige klip, der ikke passer sammen. I en scene stiger Todd op på en hest med et gevær i hånden. Men i det efterfølgende klip, hvor han rider, har han pludselig intet våben. Karakterer finder pludseligt hinanden, uden at det vises, hvordan de fandt hinanden. "Chaos Walking" mangler simpelthen logik og kontinuitet. I sådanne mængder, at det er svært at danne det fulde overblik over handlingen og alle disse fejl i sig selv – og over, hvor mange plothuller de skaber. Alligevel bruges "støjen" fordummende til gentagne gange at påminde publikum om, hvordan karaktererne har det, så ingen er i tvivl.

Det hjælper heller ikke, at Patrick Ness og Christopher Ford har fuldstændig maltrakteret Ness' oprindelige bog. De få detaljer, der gives om filmens verden, er sporadiske og glemmes hurtigt, handlingen er forudsigelig, og karaktererne mangler dybde. For ikke at tale om plottråde, der ofte melder deres ankomst uden nogen form for opbygning. Skuespillerne gør, hvad de kan, men intet kan redde en så problemfyldt produktion som denne. Generelt føles fortællingen som skabelonen til en historie, der enten aldrig blev skrevet færdig, eller hvor reshoots ødelagde den oprindelige vision. Det kan vi kun gisne om.

Hvis der er noget positivt at sige om "Chaos Walking", er det, at den passer fint til pensum på filmskolerne. En lektion i alle de fejl, der kan begås, når en film skabes. Tom Holland, Daisy Ridley og Mads Mikkelsen har alle vist deres talenter andre steder, men de kan intet stille op i et værk, hvor basale ting som kontinuitet og logik dårligt eksisterer. Sammen med et plot, der er forudsigeligt og blottet for dybde, erstattet med meningsløs, ja, støj. Under almindelige omstændigheder er dette én af årets værste film. Men som en invitation tilbage til biograferne er det en direkte fornærmelse over for publikum.

Chaos Walking

Kommentarer

Chaos Walking

  • ★★★0

    Wauu, det var ligegodt en hård anmeldelse…..

    Det er lige før man bliver nysgerrig på om den virkelig kan være så ringe…. Måske en mulighed en tømmermændsdag :)

    Gormanden 6-05-21 07:08

  • ★★★★0

    Den er desværre haglet ned af anmelderne. Kan normalt godt lide Liman som instruktør, men denne her ser bare så ringe ud.

    Babo10-05-21 14:09

Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen