Anmeldelse: Charlie´s Angels (Blu-ray)

Englene synger ikke just i den nyeste film om den kvindelige spiontrio.

Tilbage i start-00'erne fik kultserien "Charlie's Angels" nyt liv på det store lærred. Det skete med to film af senere "Terminator Salvation"-instruktør McG, som med Cameron Diaz, Drew Barrymore og Lucy Liu foran kameraet gav publikum et par spraglede og bombastiske actionfilm. Nu er endnu en opdateret udgave af føljetonen stablet på benene, og tre nye unge kvinder er klar til at sparke spionrøv.

I "Charlie's Angels" beslutter en ung energiingeniør (Naomi Scott) at sætte en stopper for det seneste forskningsprojekt, hendes arbejdsplads står bag, da det viser sig at kunne bruges som dødsensfarligt våben. Derfor tager hun kontakt til det verdensomspændende spionagentur Townsend Agency, som sender to af deres agenter, den sarkastiske Sabina (Kristen Stewart) og den kontante Jane (Ella Balinska), for at yde assistance. Inden længe er de dog jaget vildt af en stum lejemorder, mens et skummelt komplot formes i baggrunden, og de tre kvinder må nu slå sig sammen for at komme til bunds i sagen.

I sig selv er det forståeligt, at "Charlie's Angels" får endnu et skud i en tid, hvor genkendelige franchises er alfa omega for filmstudierne, og hvor kvindelige actionhelte er i stadigt højere kurs. Samtidig er det et logisk næste skridt at prøve formlen af i en version fri for McG's overdrevne actionsekvenser, musikvideo-æstetik og smålumre humor. Filmen vil da tydeligvis også gerne være meget mere end blot nyeste skud på stammen, men hæver sig desværre ikke over middelmådigheden.

I de tidligere film var englenes indbyrdes forhold etableret fra start, så at fortællingen denne gang er bygget op som en slags origin story for det nye trekløvers søsterskab er ikke en skidt idé. Ingen af de tre bliver bare for alvor interessante karakterer, og særligt Stewarts Sabina falder til jorden igen og igen som tiltænkt comic relief. Det er synd, for skuespillerinden lader ellers til at live op i en atypisk, mere munter rolle for hende, men materialet er simpelthen for sløjt. Næsten obligatorisk forsøger filmen desuden at udvide universet og se mod fremtiden med en spand easter eggs og gæsteoptrædener, men det klinger hult, når dette første kapitel i en ny historie i den grad mangler bid. Selv ikke Patrick Stewart formår at kaste nævneværdigt stjernestøv over affæren.

I instruktørstolen sidder denne gang Elizabeth Banks. Den kvindelige komiker spiller selv en fremtrædende rolle i filmen, men får derudover ikke sat synderligt præg på sagerne bag kameraet. Jovist, rabalder er der stadig nok af, men selvom actionscenerne er kompetent udført, fremstår de alligevel ofte kunstige, og filmen leverer intet, der ikke er set før – hverken ud i action eller plot. Heller ikke i lyduniverset er der meget at komme efter, hvor soundtracket overordnet lyder uinspireret. Og det er egentlig kernen ved "Charlie's Angels" anno 2019. For filmen er absolut pæn at se på, og de tre hovedrolleindehavere har uomtvisteligt talent, men projektet fremstår i sidste ende for tamt og uoriginalt, og der mangler vildskab og vovemod undervejs. Filmene med Diaz og co. har i dag et blakket ry, men i deres fandenivoldskhed er de nu stadig at foretrække over et ligegyldigt stykke samlebåndsprodukt som det her.

Billede & lyd

Udgivelsen fra Sony disker op med en lækker, skarp billedside, hvor der er plads til, at alle visuelle detaljer kan nydes. Det kommer særligt oplevelsen til gode, når filmen tager os med på tur til eksotiske verdensdele eller til farverig fest med englene. DTS-HD Master Audio 5.1-lydsporet spiller ligeledes, som det skal, og der er dermed intet at sætte på filmens tekniske aspekter.

Ekstramateriale

Filmens ekstramateriale består af fem mere eller mindre ligegyldige slettede scener, et kort gag reel, hvor det ser ud til, at det i mindste var moderat mere morsomt at optage filmen end at overvære den, og en samling af fire featuretter. Sidstnævnte tager hver især udgangspunkt i skuespillerinderne i hovedrollerne, filmens actionscener, kostumerne og slutteligt instruktør Banks. I flere af featuretterne går der dog lidt meget skulderklapperi i den. Som en sidste bonus rummer skiven også en musikvideo til filmens temasang.

Charlie´s Angels (Blu-ray)