Det ærger mig, at du skøjter så nemt hen over filmen for jeg sidder med en anmeldelse, som jeg ikke rigtig kan bruge til noget. Jeg har tidligere kritiseret din massivt genkendelige opbygning af filmene. Det er blevet bedre men stadig med mislyde. Der er så denne gang for mange postulater, som der ikke argumenteres for og jeg ville også gerne vide mere om den ny generation af dygtige etniske instruktører bare er bedre end de traditionelle og i mine øjne stereotype instruktører, som vel har haft deres tid. Om du ser de konservative dogme-instruktøreres tid som endegyldigt overstået. I hvert fald rart at se at der hos disse fremragende nye instruktører ikke prædkes eller bruges løftede pegefingre. Der er en sandhed og en realisme i beskrivelsen, som jeg havde håbet på du havde være inde omkring. Som læst i Metroexpressen. Dyk nu ned i filmene, anmelder. Jeg forventer ikke underværker, anmelder, men du skøjter. Læs et par anmeldelser først fra de etablerede medier. Det er ofte den bedste læretid. For al begyndelse er sku svær.
Anmeldelse: Charmøren
Milad Alamis debutfilm "Charmøren" leverer noget anderledes og unikt til publikum og er et friskt pust i den danske filmmølle.
Nogle gange kan det være godt at spille sine kort sikkert – andre gange kan det være interessant og spændende at tage chancer. Sådan kunne den danske filmindustri beskrives. Skal billetterne sælges, kommer folkekomedien, bestseller-filmatiseringen eller det solide drama. Prisværdigt er det derfor, at visse danske filmfolk tør levere noget anderledes og unikt til publikum. Netop dét gør Milad Alamis debutfilm "Charmøren".
Iranske Esmail er indvandrer og har en mission: Hver aften kæmper han for at finde en dansk kvinde, som det kan blive til et seriøst forhold med, men indtil videre er det mest endt i engangsknald. Den unge iraner har en skjult dagsorden, så der kæmpes for, at der ikke kommer følelser imellem ham og kvinderne. Et møde med kvinden Sarah bliver et vendepunkt for vores hovedperson, og en kærlighed vokser. Men Esmail må huske, hvad det egentlige mål er.
Esmail spilles af Ardalan Esmaili, der kendes fra TV2-serien "Greyzone". Ardalan giver en stærk og nuanceret præstation som Esmail. Det er svært at opnå sympati for ham med hans opførsel blandt kvinderne i nattelivet in mente, men i løbet af filmen og med elementer i Ardalans spil bliver der opbygget en uventet tiltro til ham, som gør ham troværdig og viser en helt anden side, end hvad publikum lige forventer.
Soho Rezanejad som Sarah er sårbar og kraftfuld på samme tid, og forholdet mellem hende og Esmail er filmens hjerte. Fortællingen kan virke klichépræget og traditionel. Da historien udspiller sig i det dansk-iranske miljø med dets traditioner og regelsæt, der ikke ses særligt tit i dansk film, bliver "Charmøren" aldrig netop dét. Miljøet er omdrejningspunktet. Der gives et troværdigt og nutidigt indblik i et miljø, som mange i det danske samfund ikke kender til. Klart et cadeau til instruktør Milad Alami.
Filmen har en melankolsk stemning, men Sarahs familie bliver fremstillet med en kærlighed og ømhed, hvilket gør, at deres side af historien bliver illustreret opløftende. Det giver en interessant blanding af positive og negative sider. En malplaceret sidehistorie med Lars Brygmann virker unødvendig, men den tager ikke fokus fra historiens vigtige elementer.
"Charmøren" er et friskt pust i den danske filmmølle. Milad Alamis debutfilm giver et spændende og nutidigt indblik i en spændende og fastsat karakter og i et miljø, man sjældent ser på dansk filmgrund. Der er pointer og symbolik, som er set og brugt før, men når det er forløst godt, betyder det ikke meget. Filmen er et intimt, følelsesfuldt og kraftfuldt drama, der fortjener at blive set på et stort lærred.