Anmeldelse: Chiaras valg
"Chiaras valg" hælder neorealistiske traditioner på nye italienske flasker med solidt mafiadrama.
Foruden Paolo Sorrentinos idiosynkratiske stil og overdådige billeder i film som "Den store skønhed" og "The Hand of God", er der ikke meget, som placerer Italien på det filmiske landkort i disse dage. Den filmhistoriske nation, der har affødt utallige mestrer og ditto mesterværker, har haft svært ved at finde nye stemmer, som bannerfører for landet, der gav os neorealismen, giallo, spaghettiwesterns og meget andet indflydelsesrigt. For hver Sorrentino, Matteo Garrone og Alice Rohrwacher har verden måtte kigge langt efter nye store profiler fra støvlelandet. Med "Chiaras valg", og en nu fuldendt tematisk trilogi sat i den syditalienske region Calabrien, kan instruktør Jonas Carpignano vise nye veje og få landet retur på filmlandkortet.
"Chiaras valg" omhandler 15-årige Chiara, der står på livets skillevej mellem ungdommens uskyld, og voksenverdenens vilkår. Til trods for at vokse op i en mafia-familie er Chiaras største problemer i livet skoletræthed og venskabelige fejder med storesøsteren, Giulia. Men livets alvor rammer teenagepigen, da familiens lavmælte patriark, faren Claudio, pludselig forsvinder under en fødselsdagsfest. Er faderen blevet slået ihjel som del af en bandekonflikt? Eller er der noget større på spil, når Chiara bevæger sig ned gennem underverdenen i jagten på svar?
Selvom både mafia og mystiske forsvindinger er til stede er "Chiaras valg" ikke den stemningsmættede thriller a la "Gomorra" eller "Suburra", som seeren kunne fristes til at tro. I stedet er her tale om et lavmælt, moderne realistisk drama om at vokse op i en verden, der ikke er til at forstå. Og dét gør slet ikke noget. For hvis italiensk film har manglet en retning de seneste år, så slår instruktøren Jonas Carpignano i hvert fald et slag for neorealismens gamle dyder. Her er et nedbarberet filmsprog, i granskningen af en emotionel kerne udledt af den ulidelige tilværelse, i højsædet. Hvad end den dramatiske motor er en cykeltyv eller en forsvundet mafiaboss.'
Som sidste del i en geografisk og tematisk beslægtet trilogi om livet i det sydlige Italien, har Jonas Carpignano taget os med gennem de moderne nedre samfundslag. I "Mediterrania" fulgte vi en immigrant, mens "A Chiambra" så verdens tilstand med en fattig romadrengs øjne. Med "Chiaras valg" klatrer vi op ad samfundsstigen, hvor en middelklassefamilie har fundet rigdomme ad lyssky veje og kriminelle metoder. Campignano er dog ikke interesseret i hverken at forsvare disse menneskers levevej, ej heller fordømme. I stedet observerer hans kamera tæt de personer, som udgør fortællingen om tydelige klasseskel og levevilkår, på den måde italienerne, har mestret siden De Sica og Visconti.
Som neorealismens traditioner foreskriver er de fleste (amatør)skuespillere også samlet direkte op for gaden. Carpignano har tydeligvis et talent for at finde enestående talenter til at udfylde sin hovedpersoner, og den titulære Chiara, spillet af Swamy Rotolo, er ingen undtagelse. Som ung pige har hun ben i næsen og et hjerte af guld, der banker for sin familie. Den energi styrker filmens præmis og hovedperson, når de andre, mindre præstationer falmer lidt ved siden af.
"Chiaras valg" skriger ikke af originalitet og fandenivoldskhed, som andre værker af nutidens store italienske filmskabere, der har taget verden med storm de seneste år. Men for Jonas Carpagnino kan mindre også gøre dét, når fortidens kronede neorealistiske traditioner hældes på nye italienske flasker.