Anmeldelse: Claire Darling

Dramaets tempo er så slæbende, at de 94 dødkedelige minutter får "Fanny & Alexander" til at føles som en højspændt 80'er-actionfilm.

Nostalgi og melankoli er velsagtens en naturlig tilstand i tilbageblikket. Hvad end der er tale om livet, der passerer revy, eller når gamle idoler dyrkes. Eller bare nævnes i flæng og tales til døde, indtil alle omkring én falder i søvn eller desperat forsøger at skifte emne. "Claire Darling" er en sådan død tilstand i levende billeder.

Aldrende Claire Darling (Deneuve) er bosat i Verderonne. En soveby, hvor hun selv har slumret de sidste tyve år. En dag beslutter Claire sig for at leve sin sidste dag. Alt fra huset sælges, mens en skæbnesvanger periode to årtier spiller sig ud et sted mellem forvaskede minder og forvrænget virkelighed. Alt dette får datteren Mary (Chiara Mastroianni – datter af Deneuve og Marcello Mastroianni) tilbage til samme tidslomme, hvor det, der skulle være forblevet i fortidens mørke, trækkes frem i nutidens lys.

Projektet er bestemt sympatisk og momentvis rørende. Halvanden time i selskab med Claire Darling understreger imidlertid, hvorfor visse film bør blive ved snakken – og minderne forblive i fortiden. Måske er den interessant som hyggeligt ego-projekt for de medvirkende, men eneste grund til, at filmen bliver i familien, er, at en morfar er imødeset i biografmørket.

"Claire Darling" er på mange måder en feinschmecker-oplevelse for frankofile kendere. Og kvalitet fornægter sig heller aldrig. Catherine Deneuve viser i glimt, hvorfor den 75-årige med rette kan betegnes som én af de bedste franske skuespillerinder over mere end 50 år, mens instruktør Julie Bertuccelli disker op med en "Ved vejs ende"-Bergman-hyldest. I sig selv interessant og veludført. Dramaets tempo er dog så slæbende, at de 94 dødkedelige minutter får "Fanny & Alexander" til at føles som højspændt 80'er-action.

Sammensmeltningen mellem nu- og datid ud fra en forvirret gammel dames perspektiv har potentiale. Jo dybere, der graves i fortidens muld, des mere udbygges mor-datter-forholdet, og skeletterne vælter ud af skabet. Samspillet mellem Deneuve og Mastroianni har – udover meta-laget i, at de rent faktisk er mor og datter – glød og gnist, men "Claire Darling" når aldrig at sætte hjerter i brand. Ulmende flettes Claire som utroværdig fortæller ind i sin egen fortolkning af, hvad der reelt kan være sket, samtidig med at hun betvivler sig selv og sit eget eksistensgrundlag. Som grundidé er det bestemt en tragisk beretning om fortrydelse, men Bertuccelli gør aldrig dramaet vedkommende nok til at blive medrivende eller spændende nok til ikke at være andet end sløret. Nok er ældre menneskers erindringer ikke altid dugfriske, men derfor kan portrættet om netop dem jo sagtens være det. Bare ikke i denne omgang.

Ingen tvivl om, at der er gode hensigter bag og ikke mindst en interessant fortælling i "Claire Darling". Et eller andet sted i hvert fald, da vi aldrig trædes mere i gang end i rollatorfart. Instruktør Julie Bertuccelli virker til at have alle esserne, men kabalen går ikke op. Selv ikke med Catherine Deneuve i baghånden.

Claire Darling