Anmeldelse: Collective (HBO Nordic)

Hjerteknusende menneskelige tragedier kontrasteres med medrivende undersøgende journalistisk i den rumænske Oscar-kandidat "Collective".

Hos Moovy har vi allerede anbefalet den Oscar-nominerede dokumentar "Collective", der ekkoede sidste års "Honningland" ved at blive nomineret i Bedste dokumentar-kategorien såvel som i Bedste udenlandske film-kategorien. Nu anmelder vi den presserende film fra Rumænien, der omhandler journalisterne, ofrene og politikerne, som alle på hver deres måde var involveret i branden på natklubben Colective – en brand, der tog livet af 27 mennesker.

Dokumentarfilmen her tager ikke kun fat i, hvordan branden opstod og rev livet væk fra så mange unge, der en uskyldig aften tog til koncert. Efter branden var der nemlig 180 personer, som var såret – mange af dem med brandsår. I dagene, ugerne og endda månederne mens de lå på hospitalerne, døde svimlende 37 yderligere af deres kvæstelser og brandsår. Folk med relativt milde men, der skulle have kommet sig med tid. Journalisterne fra den rumænske sportsavis Gazette dedikerer sig til at afdække skandalen, og de finder korruption hos desinfektionsfirmaet, som leverer sprit til de rumænske hospitaler, i en større sammensværgelse.

Der er som sådan ingen seriemorder på spil her, men det rumænske bud på årets bedste udenlandske film hører stærkt til true crime-dokumentargenren. Fuld af tragiske, groteske sande hændelser vikles virkelige mennesker ind i et narrativ, der næsten er for medrivende til at være sandt. Alexander Nanaus film udspiller sig som en John Grisham-roman med twists and turns, der lige når at vække følelsen af, at disse tragedier nærmest anvendes til underholdning. Heldigvis glemmer dokumentarholdet ikke det vigtigste: Ofrene. De husker at følge de overlevende såvel som pårørende, og der er lige mange tårer at hente hos dem, der bearbejder sorgen, som hos dem, der kæmper for at komme videre.

"Collective" er en vanvittig fortælling, der har meget tilfælles med Oscar-vinderen "Spotlight". Journalisterne indtager førersædet, hvor deres hverdag fuld af op- og nedture står i rampelyset. Det er ikke en hverdag, vel at mærke, som bulner med positive oplevelser. Jovist afdækker de massiv korruption i Rumænien, men hver sejr er blot en påmindelse om et system, der har svigtet dets befolkning. Lange indstillinger af journalisterne, der sidder i fuldkommen professionel afmagt, kontrasteres med ofrene og de pårørende, der fulde af vrede og svigt søger svar hos myndighederne. Alle i det her collective af et samfund rammes af korruptionens altødelæggende natur.

Undersøgende journalistik er ikke en uvant subgenre inden for dokumentaren, men "Collective" formår at transcendere den etiket. Et pludselig skift opstår, når majoriteten af konspirationen er afdækket, sundhedsministeren er gået af og en ny minister indsættes. Her sker noget, vi som seere sjældent er vidne til – vi ser forsøget på at redde systemet, ikke blot afdække det. Valget er en utrolig effektiv måde at formidle den indædte, ufravigelige korruption, og hvor indlejret den er i samfundet. Og fordi samfundet ikke kerer om konsekvenserne, ses der helt tæt, hvordan de personlige tragedier negligeres.

Feltet ved årets Oscar-uddeling var stærkt besat af to skønherlige bud fra Netflix, en vigtig personlig fortælling fra Amazon Prime i form af "Time" og "The Mole Agent" fra Chile, der spejler "Collective" i dens undersøgende journalistik. Men det er altså sidstnævnte, som er klar til at rejse sig fra sædet med dens usammenligneligt stærke fortælling, der indkapsler hele følelsesregistret. Og så har den måske en af de bedste slutninger længe set.

Collective (HBO Nordic)