Anmeldelse: Come Play

Det ellers interessante greb med at bruge teknologien i gyserform er her tåkrummende pinligt.

Dette års gyserfilm "No Escape" og "Come Play" har to ting tilfælles. Den første er, at sociale medier og smartphones er præmissens udgangspunkt. Den anden er, at de sætter en ny standard for, hvor tåkrummende pinlig genren kan være at overvære, hvis ikke præmissen tages seriøst. Selvom Jacob Chases "Come Play" er en anelse bedre end "No Escape", falder den til jorden som en rodet fiasko, der mangler fokus og uhygge.

Autistiske Oliver føler sig ensom og har svært ved at kommunikere med omverdenen og i særdeleshed sine klassekammerater. Ved et tilfælde downloader Oliver en app, der indeholder historien om det ensomme monster Larry, som viser sig at være mere end blot et eventyr. Da Larry ikke ønsker at dele Oliver med nogen, bliver det starten på en lang række uhyggelige og uforklarlige hændelser. Nu må Olivers forældre gøre alt, der står i deres magt, for ikke at miste deres søn til ensomme Larry.

Instruktør og forfatter til "Come Play", Jacob Chase, har lavet en gyserfilm med interessant præmis og morale, der ikke er til at tage fejl af. Ensomhed og tiden foran vores smartphones er uløseligt forbundet for børn. En problematik, der må siges at være højaktuel. Når den så alligevel ikke fungerer, skyldes det primært et dårligt manuskript præget af klichéer og uinteressante karakterer. Historien er rodet, og i forsøget på at balancere mellem et fysisk og virtuelt monster famles der i mørket. Filmen bliver derfor aldrig hverken uhyggelig eller vedkommende.

I "Come Play" lurer kunstig intelligens gennem skærmen i form af Larry som personificering af teknologien. Og hvad Larry ønsker sig er en ven, så han ikke er ensom mere. På intet tidspunkt vises denne ensomhed, hvilket gør Larry enormt unuanceret. Det ellers interessante greb med at bruge teknologien i gyserform er her tåkrummende pinligt, når Larry, der lever af elektronikken, går fra tablets og telefoner over i biler og lygtepæle for at samle energi til sin jagt efter en ny ven.

Ensomme Oliver er den eneste karakter, der tilnærmelsesvis har noget interessant at byde på. Resten af persongalleriet i "Come Play" er totalt blottet for dybde. Forældrene i filmen træffer den ene dumme beslutning efter den anden. Beslutninger, der konstant bryder med al logik og dermed forstyrrer den snert af sympati, der er for den situation, de er havnet i. Som det ofte er tilfældet med den slags gyserfilm, resulterer det manglende karakterarbejde i en overfladisk film, hvor det aldrig er spændende, om personerne klarer sig eller ej.

"Come Play" har potentiale som hæderlig gyserfilm med nye, interessante greb på en genre, der i den grad trænger til fornyelse. Jacob Chase får dog hurtigt pillet glansen af dette potentiale. Uanset om det er som gyserfilm, en film om ensomhed eller kritik af teknologisk afhængighed, står den alene som et famlende mislykket forsøg på at ramme en urovækkende middelvej mellem bekymret børnepædagogik og teknologiforskrækkelse.