Den skal da ses engang efter den anmeldelse :)

Anmeldelse: Companion
Skarpt skåret sci-fi-slasher om ulykkelig kærlighed og kunstig intelligens er årets første positive overraskelse.
Lad os lige komme med en opfordring, inden du læser videre. Hvis du på dette tidspunkt ikke har set traileren til filmen "Companion", så lad for guds skyld være. Hvor første teaser ikke afslørede meget af handlingen i filmen, sker det modsatte i den seneste trailer, som du uden tvivl vil have større glæde af, at opdage i biografsalen, frem for i en YouTube-trailer. Jo mindre du ved, jo sjovere. Filmens første overraskelse er en bærende del af præmissen. Derfor er det ligeledes svært at skrive en anmeldelse, uden at komme ind på handlingen, så lad dette være en opfordring til ikke at læse videre. Hop i stedet ind og book billetter til årets første positive overraskelse, "Companion". Du kan altid vende tilbage senere. Om ikke andet så for at give mig ret i min vurdering.
I "Companion" møder vi kæresteparret Josh (Jack Quaid) og Iris (Sophie Thatcher), der skal på weekendtur i en hytte i skoven med en gruppe af Joshs venner. Josh er på overfladen en ærketypisk nice guy og Iris den ultra-hengivne kæreste, der vil gøre alt for at tilfredsstille sin partners behov. Filmen gør alt for at emulere en romantisk komedie med parrets første romantiske møde og alt ville sikkert være fryd og gammen, hvis det altså ikke lige var fordi vi i samme scene får fortalt, at de to bedste dage i Iris’ liv var den dag, hun mødte Josh. Og den dag, hun slog ham ihjel(!). Nok så hengiven som Iris er, så har hun stadig sine sociale udfordringer ved at omgås Joshs nærmeste vennekreds. Især veninden Kat er afvisende overfor Iris og ser hende som en konkurrent, hvilket der er en særdeles god grund til.
For det som Iris ikke selv ved, er at hun er en selskabsrobot. Altså én af den slags som – primært – mænd kan købe, hvis de enten føler sig ensomme, eller hvis de bare ikke er i stand til at indgå i en givende relation med en selvstændig partner af kød og blod. Sådan en som udefra ligner og lyder som en rigtig kvinde, men som kan styres ned til mindste detalje via en app på en telefon. Iris’ personlighed, minder og følelser ligger i Joshs hænder.
Hvordan filmen udvikler sig, skal vi nok lade være med at spoile her. Men weekendturen i hytten udvikler sig lynhurtigt fra at være en romantisk tur i festligt lag til et blodbad, hvor både de menneskelige og de programmerede følelser får frit løb. Terminator med kærestesorger, hvilket for de færreste lyder som et godt scenarie.
Film om kunstig intelligens er ikke just en mangelvare, alligevel formår "Companion" at undgå de værste klicheer og føles frisk. Referencer er der nok af, men filmen dvæler sjældent længe ved gentagelserne og er så meget sig selv, at filmen ikke ender som ét langt afsnit af "Black Mirror". Det synes åbenlyst at sammenligne "Companion" med "M3gan", men det ville heller ikke give mening. Nok er omdrejningspunktet i begge film en kunstig intelligens på hævntogt, men så ophører lighederne også der. "Companion" forsøger ikke at stopfodre os med teknologikritik, men i stedet forsøger filmen at spidde en egocentreret dating-kultur, hvor behovsudsættelse er så godt som ikke-eksisterende. Og det gør den ganske fremragende. Jack Quaid er imminent som den der skrækkelige, selverklærede good guy, der føler at hele verden skylder ham noget. Den type, der ikke formår en partner af kød og blod, fordi han ikke er i stand til at se ud over sig selv. Derfor findes Iris. For at tilfredsstille mænd som ham. Og det er suverænt Sophie Thatcher, der i rollen som robotten Iris, er filmens moralske anker. En kunstig intelligens, der forsøger at omfavne sine egne følelser.
Genremæssigt trækker "Companion" fra det bedste af alle verdener. En thriller-komedie, der lugter lige så meget af science fiction som af slasherfilm, og som ikke er bange for at stå ved sine inspirationer fra "I Spit on Your Grave" til "Terminator 2". Filmen formår, på sin ganske tålelige spilletid på lidt over halvanden time, alligevel at komme vidt omkring uden at fortabe sig. Godt hjulpet på vej af instruktør og manuskriptforfatter Drew Hancock, hvis manus står knivskarpt. "Companion" spilder ikke et eneste minut, men føles på ingen måde forhastet, hvilket efterhånden er et særsyn i mange nye film. Der er ingen tvivl om at filmens producer, Zach Cregger, har set et stærkt åndsfællesskab mellem "Companion" og sin egen film, "Barbarian". Begge film leger med kønskritik og kærlighedsklicheer i blodig indpakning. Begge film formår at bringe originalitet ind i gysergenren.
"Companion" er en film for dem, der har tørstet efter andet end genindspilninger og fortsættelser. En slasher, der både er klog uden at være prætentiøs, og skæg, uden at være plat. Og som godt ved, at der er grænser for hvor seriøst en film skal tage sig selv, når den i bund og grund handler om en sexbot fra Skynet. Det er en solid, sjov og skarp samfundssatire, der ikke forsøger at gøre os bange for robotternes indtog. Der er nemlig meget mere at frygte i vores eget forkvaklede kærlighedsliv.
"Companion" har dansk biografpremiere 30. januar. Heriblandt i FORMAT Bio, læs mere her.