Anmeldelse: Corn Island

Østeuropæisk film har på det seneste fået lidt af en renæssance, hvor polske "Ida", ukrainske "The Tribe" og russiske "Leviathan" har været blandt de sidste par års allerbedste film. Udover at være prisslugere på diverse højt agtede filmfestivaler har interessen også spredt sig til Danmark. Heldigvis, eftersom det har åbnet op for, at georgiske film som "Corn Island" kommer i de danske biografer.

Lange slæbende indstillinger, minimalistisk dialog og så stille kamerabevægelser, at det nærmest er muligt at se græsset gro. Det er ikke helt tilfældet i "Corn Island" - her er det majsmarker. Enguri-floden bringer nemlig hvert år frugtbar jord med sig fra de omkringliggende sletter og skaber små klynger af mindre øer. De frugtbare øer er naturlige tilflugtssteder for det lokale dyreliv, men også mennesker. I dette tilfælde en gammel landmand (Ilyas Salman) og hans barnebarn (Mariam Buturishvili), som opdyrker majs fra bunden på en lille ø. Naturen og årstiderne går som bekendt sin gang. I takt med at majsplanterne vokser sig modne, udvikler barnebarnet sig fra barn til kvinde - en erkendelse, hendes bedstefar har svært ved at se i øjnene.

Tidens foranderlige tand er ikke til at komme uden om, hvor banalt det end kan lyde. "Corn Island" ophæver imidlertid banaliteten i mødet mellem hverdagslig realisme og livsvisdom, hvilket skaber en hypnotisk tilstand af sindig poesi.

Tematisk og atmosfærisk kan "Corn Island" føles som en europæisk omskrivning af Kim Ki-duks mesterlige "Forår, sommer, efterår, vinter...og forår". Alligevel kan de to film ikke sammenlignes. Instruktør George Ovashvilis fastholder tålmodigt en afdæmpet, nærmest meditativ fortælling uden på nogen måde at forhaste sig - eller for den sags skyld fortælle noget som helst. Dette underbygges af en dvælende cinematografi, der giver tilpas tid og rum til fordybelse.

Enguri-floden er en passende metafor for livet i en Heraklit'sk forstand, i og med at det ikke er muligt at bade i den samme flod to gange - livet er evigt foranderligt. Dog er "Corn Island" mere bittersød i en realistisk forståelse af livets evige cyklus. Symbolikken er bestemt ikke til at tage fejl af. Alligevel er det, som om der bag de tilsyneladende iøjnefaldende symboler er noget mere, som filmen vil fortælle os. En eller anden form for iboende mystik, der smitter - og gør fortællingen om en majsdyrkende bonde på en trøstesløs ø så enormt fascinerende.

    

"Corn Island" kræver halvanden times fordybelse og tålmodighed. Når det er sagt, vil det være halvanden time givet rigtigt godt ud. Det er ikke sikkert, at du bliver underholdt eller klog på tilværelsen med den minimalistiske sammenfatning af livet, som Ovashvili opridser. Til gengæld vil du blive overrasket over, hvordan en lille historie kan formidle fortællingen om livet så altopslugende på så jordnære præmisser.

Corn Island