Anmeldelse: Creative Control

Er sociale medier en af hovedårsagerne bag den tiltagende ensomhed blandt mennesker, eller udgør de en positiv revolution i menneskelig kommunikation? Det er et spørgsmål, der optager mange i dag, i takt med at vores teknologi bliver integreret i hverdagen. Hver time brugt på Facebook er potentielt en time ikke brugt i den fysiske virkelighed, men det kan faktisk også siges om ældre medier som film og endda bogen. Så hvad kan vi reelt sige om fænomenet? Det er, hvad forfængelighedsprojektet "Creative Control" ironisk nok fejler stort i at undersøge.

I en nær fremtid er David (spillet af Benjamin Dickinson, der også har forfattet og instrueret) en succesfuld reklamemand. Han har styr på karrieren, kvinden og kokainen. Pillerne, han tager, hjælper også lidt på det, når livets meningsløshed fra tid til anden lurer rundt om hjørnet. Hans firma står overfor en stor it-kunde, som har skabt den virtuelle brille kaldet Augmenta, der potentielt kan udrydde alle andre smart-gadgets, og som derfor skal lanceres på den helt perfekte måde. David er manden til jobbet og får derfor sin helt egen brille til inspiration. De næsten uendelige, virtuelle muligheder begynder dog at blive et problem, da han tilbringer længere og længere tid med brillen, bl.a. ved at være sin kæreste utro med en digital udgave af sin bedste veninde. Inden længe risikerer David at miste alt, hvis ikke han kan vælge mellem virtualitet og virkelighed.

Alarmklokkerne ringede allerede ved åbningstitlerne. Hvordan kan en film, der er lavet af produktionsselskaber kaldet Ghost Robot og Mathematic, overhovedet byde på en dybfølt og bevægende rejse ind i den menneskelige eksistens? Hvis vi kun ser verden ud fra en iskold indifference og tørre tal, hvordan skal vi kunne sige og føle noget som helst om, hvad der får ellers varmblodede vanedyr til at værdsætte livet ved at undre sig over det for derefter at erkende det på et dybere plan?

Det er i hvert fald svært at føle noget undervejs. Det er nok villet fra Dickinsons side, men hans David er spillet for monotont – og ja, robotagtigt – til at vække nysgerrigheden. Mimik og blikretninger kan løfte meget på film, men også her sker der ingenting. Omvendt er kæresten overspillet, hvilket også gør det svært at føle med hende, og kun fotografvennen Wim (Dan Gill) rammer en interessant balance. Her føles en velskrevet dialog, men desværre er det kun de sarkastiske kommentarer fyldt med skærende hipster-ironisk distance, der er keret om, og resten af dialogen udpensler blot de endimensionale karakterers motivationer, som var de robotter.

Den manglende evne til at dykke ned i sit emne reddes kun lidt af filmens tekniske side. Filmet i sort-hvid med et passende, gennemtænkt produktionsdesign kunne vi tro, at vi havde med en moderne kunstfilmklassiker som Spike Jonzes "Hende" at gøre, men der skal ikke meget til, før de pæne flader krakelerer. Lydbilledet er ofte årsagen. Flotte kameraindstillinger lider under både dårlige lydoptagelser og -mix, mens den ivrige brug af klassisk musik, her især Franz Schuberts Piano Trio – i dag synonym med Kubricks "Barry Lyndon" – afslører mere og mere af fortællingens studentikose skabelon.

I stedet for at udpege absurde, men interessante gråzoner mellem virkelighed og fiktion ender "Creative Control" paradoksalt nok i den fortærskede kategori af film lavet af virkelighedsfjerne, selvfede mænd, der prøver at sige noget intelligent om livet, men i stedet sammenblander deres ego med omverden, deres begær med livslyst og ikke gør andet end at objektivisere kvinder. Så hellere spørge en maskine, hvad kærlighed er.