Anmeldelse: Crip Camp: Starten på en revolution (Netflix)

Med sit vigtige, spændende og medmenneskelige emne er Oscar-kandidaten "Crip Camp" et must-see, også selvom et divergerende fokus spænder ben for dokumentaren.

For præsidentparret Barack og Michelle Obama var det åbenbart ikke nok at lede en af de førende verdensmagter. De ville også gerne lige producere en dokumentarfilm, der så flot har indlogeret sig i Bedste dokumentar-kategorien til dette års Oscar-show. Sammen med "Hvad jeg lærte af en blæksprutte" er "Crip Camp" en ud af to Netflix-film nomineret i kategorien. Den hjertelige fortælling viser over en lang årrække den tumultariske kamp for handicappede individers rettigheder, der alt sammen startede på en sommerlejr blot et stenkast fra Woodstock.

I 1971 åbnede lederen Larry Allison dørene op for en sommerlejr for individer med alverdens forskellige handicap. Polio, rygmarvsbrok og cerebral parese er en brøkdel af de forskellige diagnoser, lejrdeltagerne har, men dette stopper dem ikke fra at have en fandens fed tid. Dagene går med sport, snavesessioner og cigaretrygning – alt sammen understøttet af den frie, inklusive atmosfære, de lever i. Et godt stykke inde i dokumentaren skifter narrativet fokus fra lejrutopien til den virkelige verden, hvor diskrimination er indlejret ikke alene i mennesker, men også i arkitekturen. Her står lejrhjælperen og handicap-aktivisten Judith Heumann i spidsen for en revolution.

Som et utopisk mikrokosmos borger Crip Camp for sammenhold og diversitet. Lejren huserer som sagt udelukkende individer med handicap, men ikke overraskende åbner paradisets porte sig for et væld af idiosynkratiske personager. En ting har de dog tilfælles: Livsglæde. Og det er jo netop det paradoksale ved et dokumentarportræt som dette, for deltagerne er jo på en og samme tid anderledes end det forsømmende samfund, men også helt og aldeles ens. "Crip Camp" formår at banke dette budskab perfekt ind i panden på publikum.

Budskabet er ingen i tvivl om er vigtigt, men det er værd at huske på, at alt skal flettes fornuftigt sammen i et narrativ, og gør dokumentaren nu også det? Det ærlige genmæle ville nok lyde noget a la "mestendels". Der positioneres en flok protagonister i forgrunden, gennem hvem "Crip Camp" belyser alt fra kærlighed til diskrimination. Alt er fjong, så længe de befinder sig i lejren, hvor noget så spøjst som fladlus føles som en monumental livsbegivenhed. Men så bevæger de unge mennesker sig ud på deres livrejser, der forståeligt stikker i forskellige retninger, og det føles bizart ufokuseret.

Årsagen er unægteligt sammenbundet med det faktum, at Judith Heumann og mange andre aktivister har fået nok af samfundsbaseret og arkitektonisk diskrimination. Med talegaverne i orden og en usammenlignelig vedholdenhed danner de modpart til den negligerede nation. Det er inspirerende at se alt det lavpraktiske i at skulle gøre oprør, når handicap på det ydre skulle sætte en stopper for det. Faktisk er det så spændende, at dokumentarens andre elementer falmer i kontrasten og føles som en anden film med et andet fokus.

Først er den naturlige medmenneskelighed i førersædet, men overtages hurtigt af håb og drømme om en bedre hverdag. Netop håb, drømme og ikke mindst aktivisme antænder gnisterne til en revolution. Samspillet mellem den intime tid på lejren og den sociale revolution harmonerer ikke altid. "Crip Camp" bibeholder dog for det meste nysgerrigheden og spændingen gennem de mange interessante menneskelige karakterer. Og med så vigtigt og underbelyst et fokusområde skal Oscar-kandidaten ses.

Crip Camp: Starten på en revolution (Netflix)

Kommentarer

Crip Camp: Starten på en revolution (Netflix)

    Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen