Anmeldelse: Dagen i morgen

Livet går op og ned, og den trygge hverdag kan pludseligt ændre sig, således at alt skal genovervejes, og nye livsstrategier skal lægges. Det er disse livsfinurligheder om at se fremad, som Mia Hansen-Løve tager op i den prisvindende "Dagen i morgen".

Filmen følger den passionerede filosofilærer Nathalies (Isabelle Huppert) navigation gennem livets små forhindringer og viser hendes forsøg på at holde sammen på det hele samt at finde en balance mellem at tage sig af familien, sine elever og sig selv. Alt krakelerer dog, da hendes mand har fundet en anden, en mulig fyring er i vente, og hendes lettere maniodepressive mor bliver mere og mere besiddende. Det er nu, der skal ske en ændring hos Nathalie, og hendes liv skal til at tage en drejning.

Desværre er det ikke dét, der sker i "Dagen i morgen". Om det er fysiske eller mentale overgreb, så bibeholder Nathalie sin mere eller mindre stoiske og praktiske rolle, som hun tydeligvis har opbygget gennem livet. Da hendes sorte kat med det tragikomiske navn Pandora forsvinder, synes det at være noget af det eneste, der rykker ved hendes påtaget maske og derved viser lidt porøsitet. Med de forskellige livsudfordringer, hun møder og rimeligt passivt overkommer, mangler der en ordentlig forløsning. Samtidigt er konsekvenserne af de knytnæver, livet tildeler Nathalie, heller ikke rigtig til at spore. Historien forbliver blot et studium af livets små bumps, der kan overkommes ved ikke at dvæle for meget i dem.

Den ensformige historie og manglende resolution er klart det største problem med "Dagen i morgen". Personerne er interessante, men ikke interessante nok, til at hverdagsgøremål og filosofidiskussioner kan bære hele historien. Det bliver en realistisk fortælling om det kendte hverdagsliv og dets udfordringer – men med konflikterne og dramaet på et minimum bliver det trivielt i længden. Dette til trods for at Hansen-Løve faktisk forsøger at lade filosofien være en ekstra spiller og dermed skaber en metadimension.

Filosofien fylder meget i Nathalies liv, og de fleste samtaler, hun har, involverer noget filosofisk. Hun virker mest komfortabel, hvis hun kan rationalisere alt ned til et filosoficitat eller give det en filosofisk vinkel. Filosofien fungerer derved som en flyvsk kontrast til det normale, kedelige og borgerlige liv, Nathalie lever. Da hun er ved at miste fodfæstet i begge verdener, er det, som om de to flyder sammen, og hendes eget liv bliver som en filosofisk ligning uden et reelt og endegyldigt resultat. Det er selvfølgeligt underholdende, at Nathalie synes at finde mere mening i filosofien end i sit eget liv, og de forskellige filosofijokes og verdensobservationer gennem filosofiske citater er rigtig gode. Men det er ikke nok til at løfte historien, og samtidigt vil det kun fungere og blive anerkendt af en lille specifik indviet kreds. Der kræves således et godt kendskab til filosofi for at forstå referencerne, der ellers falder fladt til jorden.

Historien har simpelthen ikke bid nok, og den bliver samtidig også meget ekskluderende. Det er første halvdel af filmen og Isabelle Hupperts suveræne skuespil, der gør, at "Dagen i morgen" trods alt kan betragtes som en middelgod film, der kan ses med ovenstående in mente.