Anmeldelse: Danmarks sønner

"Danmarks sønner" er skabt i forhåbningen om at indgå nødvendig dialog, før glødende bål blusses op til altødelæggende steppebrand.

Tidens politiske klima er rødglødende, i mere end én forstand. For der pustes til en ild der ikke slukkes, uanset hvor højt bølgerne går i alverdens masse- og sociale medier. Filmen er ikke for alvor knækket endnu i Danmark, men dystopien står skrevet på væggen – hvad nu hvis? Hvordan ville vores samfund reagere, hvis et omfattende terrorangreb skete og fronterne blev gravet dybere, reaktionerne endnu mere styret af følelsernes politik? Debuterende Ulaa Salim (ja, han er lillebror til Dar) besvarer det hypotetiske spørgsmål med hvad, der potentielt kan ende som årets mest debatskabende – og nødvendige – danske spillefilm.

København anno 2025. Vi nærmer os årsdagen for et bombeangreb på Nørreport, hvor adskillige borgere blev dræbt. Terrorhandlingen har skabt yderlig radikalisering i Danmark, hvor retorikken domineres af hård fremmedhad. Det højreekstreme parti, National Bevægelse, ledes af Martin Nordahl (Rasmus Bjerg) – der samtidig står til et jordskredsvalg. Radikaliseringen vokser ikke kun partipolitisk. 19-årige Zakaria (Mohammed Ismail Mohammed) påvirkes af fremmedhadet mod muslimer og trækkes ud på et ekstremt sidespor – ledet af Ali (Zaki Youssef), der har lidt af en bombe gemt i bagagen.

Til trods for den yderliggående fiktion, summer temaet som et rungende ekko af tidens tilstand. Nok vil de fleste betegne omfattende terror i andedammen Danmark som sandsynligt, mens de fleste bør have bemærket hvordan den beskidte tone og mudderkastning er eskaleret. Instruktør Salims ekstreme portræt af en alternativ virkelighed er ikke ment som mere brænde til dét bål. "Danmarks sønner" er skabt i forhåbningen om at indgå nødvendig dialog, før glødende bål blusses op til altødelæggende steppebrand.

Hele verden er fra forstanden, synger Steffen Brandt fra bilradioen i én af filmens nøglescener. Og der kan være noget om snakken. Ulaa Salims mission er imidlertid ikke unuancerede angreb på højreekstremisme eller radikaliseret islamisme – og heldigvis for det. Radikalisering og ekstremisme opstår ikke ud af den blå luft, og "Danmarks sønner" søger at afdække mekanismer bag når gråtoner udvaskes i sort og hvidt. For hverken Nordal, Ali eller Zakaria er styret af ensidig ondskab – alle tre yderst troværdigt spillet af Bjerg, Mohammed og Youssef – men påvirket af frygt og bekymring for deres familier og hjemland. Uanset hvor fremmede de alle føler sig som sønner af Danmark.

Selvom "Danmarks sønner" bestræber sig på at være en debatskabende fremtidsvision, kan det voldsomme filmsprog vise sig at give bagslag. Fortællinger kan læses ud af kontekst og den indimellem komplekse fremstilling af persongalleriet – ingen er helte eller skurke – kommer til at teste et publikum, der forventer en konventionel og ledende historie. Grebet er både en genistreg og undergravende for projektet som dialogkaffe, omsat til hårdkogt underholdningsfilm med koffeinskud til krop og sind.

Ulaa Salim vil meget – måske for meget – i sammenhængskraften mellem rå thriller og rørende drama. Ikke desto mindre er ambitionsniveauet er højt, intensiteten er smittede og ryger ikke mindst med uforudsigelig brutalitet, der sætter sig i eftertænksomheden. Om det debatskabende potentiale i "Danmarks sønner" vil ramme sit publikum lige så hårdt vil fremtiden vise.   

Danmarks sønner

Kommentarer

Danmarks sønner

  • 0

    Fortællinger kan læses ud af kontekst og den indimellem komplekse fremstilling af persongalleriet – ingen er helte eller skurke – kommer til at teste et publikum, der forventer en konventionel og ledende historie. 

    Hehe, nærmest et direkte angreb på den kære DF'er Alex Ahrendtsens syn på dette værk.

    Glæder mig til at se, hvad det er han synes er så forsimplet for stereotypt, der gør det til spild af talent.

    larsnoergaard12-04-19 09:37

  • ★★★0

    Manden har naturligvis sin helt egen agenda med fortolkningen af filmen, eftersom DF jo netop ikke er interesseret i den dialog, som “Danmarks sønner” opfordrer til. :)

    Og jeg glæder mig til at høre hvad du synes om den!

    Dolphinfriendly12-04-19 21:59

Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen