Anmeldelse: Darkest Hour
Uden en ferm instruktør til at fortælle en umiddelbart tør historie om politisk hvisken i krogene ville "Darkest Hour" ikke have været den storladne film, den er blevet
Der kan ikke herske megen tvivl om, at Winston Churchill er en af de mænd, der har betydet mest for engelsk og – i forlængelse – europæisk politik. Uden ham ville verdenshistorien måske se helt anderledes ud, og i et biografisk opus om en af verdens mest betydningsfulde mænd bliver han hyldet på en måde, som mange af Churchills kolleger i hans samtid ikke formåede.
For "Darkest Hour" er uden tvivl en film om Churchill og hans enmandshær, hvis ræsonnement ikke altid vakte jubel hos parlamentets øvrigt stab. Som en fin kompagnon til Christopher Nolans "Dunkirk" fortæller "Darkest Hour" historien om Englands netop valgte premierminister Winston Churchill, der er valgt i mangel af bedre. Sammen med resten af parlamentet – og resten af verden – står han overfor en af verdenshistoriens største kriser: nazisternes invasion af Europa. Fokus er her især invasionen af Dunkerque og det franske farvand, hvor soldater er fanget i havet og under pres fra de tyske tropper.
Narrativens kurve er, som vi kender den fra de sædvanlige biografiske film om store mænd i svære situationer. Vores hovedperson bliver også her givet en stor mængde konflikter og forhindringer. Der er ikke mange overraskelser i vente, for "Darkest Hour" bruger både sit første og andet akt på at illustrere Churchills mangel på popularitet i parlamentet som en optakt til den endelige sejr. Udover en enkelt scene i en togkupe bliver vi dog ikke givet den anden side at sagen: hvor populær manden var hos den engelske befolkning.
Meget af tyngden i "Darkest Hour" ligger i musikken og manglen deraf. Instruktør Joe Wright har en intens forståelse af brug af musik og er fuldt ud klar over, hvilken magt de rette toner kan have. Dette er en af filmens største styrker. Når truslen fra Tyskland bliver større og skaden næsten uoprettelig, kommer presset ikke kun fra de levende bevægelser, men også det underliggende musikalske score, der med stor intensitet lader os mærke situationens alvor. Når stilheden hersker, holder vi som publikum vejret for ikke at forstyrre det næste skridt i plottet. Dét er lydens magt, hvis den bliver brugt rigtigt. Det gør den her.
Store dele af "Darkest Hour" virker samtidig som en kommentar til Brexit og tabet af fællesskab. Den er et minde om svundne tider, da folk bevægede sig fra hinanden for til sidst at stå sammen og beskytte de britiske værdier. Det kan tænkes at være grunden til, at "Darkest Hour" sommetider bliver fortalt med overkåd nationalisme, der lægger andre nationer ned som ufrivillige undersåtter til Hitler og den tyske hær og ikke medspillere i jagten på sejren. Uden Churchill ville tingene have set betydeligt anderledes ud – han var en beundringsværdig mand, men det var ikke uden hjælp, som "Darkest Hour" indikerer i et muligt håb om en samlet nation fremover.
Uden en ferm instruktør til at fortælle en umiddelbart tør historie om politisk hvisken i krogene og møder i diverse lokaler i London ville "Darkest Hour" ikke have været den storladne film, den er blevet. Wright har alle dage være dygtig til at bruge de remedier, han har til rådighed, og det er bestemt også tilfældet med denne nyeste film i hans filmografi, der gør det til en glæde at se underhunden Winston Churchill få overhånd ved at følge sin egen moralske dagsorden. Man skal have tolerance overfor alt andet end intolerance, som mange ynder at gentage. "Darkest Hour" er et eksempel på, hvordan den tese blev brugt i bedste henseende i 1940.
