Anmeldelse: De standhaftige
Hver krig har sit efterslæb. Både menneskeligt for de, der er blevet direkte berørt, og kulturelt i de lande, der har været involveret i indsatsen. Dette er også tydeligt i Danmark, hvor en række bøger, film og teateropsætninger de seneste år har kredset omkring den danske indsats i Irak og Afghanistan og ikke mindst de menneskelige konsekvenser, den har haft. Netop de menneskelige skæbner er omdrejningspunkt for "De standhaftige", der er et sobert og velspillet indblik i, hvordan det kan gå, når soldater drager i krig.
"De standhaftige" indleder råt og usødet med en gruppe soldater ude på patrulje i Afghanistan, der ulykkeligvis støder på en landmine. Den unge Thomas (Mikkel Boe Følsgaard) rammes hårdest og vågner op tilbage i Danmark – uden ben. Indædt, vred og determineret indleder han et træningsregime uden lige i håbet om at kunne gå ved hjælp af proteser og på sigt blive udsendt igen. I træningssalen møder han balletdanserinden Sofie (Cecilie Lassen), og de to fascineres af hinanden. På trods af deres meget forskellige udgangspunkt og de omkringværende omstændigheder, eksempelvis Thomas' forlovelse, indleder de to en kærlighedsaffære.
Siden Vietnamkrigen og det massive kulturelle og politiske modspil i dens kølvand har krigsfilmen ændret format. En ny subgenre så dagens lys – nemlig det psykologiske krigsdrama. Snarere end at fokusere på selve krigen undersøger filmene konsekvenserne for soldaterne; det fysiske og psykiske stress, de udsætter sig selv for og må leve med bagefter. Disse film udstiller, hvordan krigen fortsætter i hovederne på de berørte mænd og kvinder. De er en påmindelse om, at krigen ikke bare bliver udkæmpet "derovre", men tages med hjem.
Netop disse vægtige og tunge emner behandler "De standhaftige" solidt og seriøst. Mikkel Boe Følsgaard spiller overvældende overbevisende i både sine vrede og sårbare øjeblikke. Man er som tilskuer med på den emotionelle rutsjebanetur og får næsten sved på panden over de fysiske anstrengelser, han underkaster sig. Cecilie Lassens karakterskift mellem den yndefulde balletdanserinde på scenen og den rygende, øldrikkende og rapkæftede person, hun er udenfor scenen, er også bemærkelsesværdig - om end mindre troværdig.
Instruktør Lisa Ohlin rammer en god tone og bløder det tunge emne op med et klassisk kærlighedsdrama, der rent faktisk virker ægte. I filmen formår hun at fremkalde et miljø og en kemi mellem de to protagonister, der fremstår reelt og virkelighedstro. Den svenske filmskaber afstår heldigvis fra at kamme over i følelsernes vold. Det er et lille og personligt drama, men med vigtige kommentarer til samtiden, som giver stof til eftertanke.
"De standhaftige" er et solidt drama, der dog ikke kommer med overraskelser eller nye vinkler på krigens efterspil. Den er velspillet og velstruktureret, og miljøskildringerne er lavet med et smukt øje for detaljen. Historien er gribende og aktuel, dog uden at ramme den emotionelle appel, der gør filmen mindeværdig og helt dybtfølt. Det danske psykologiske krigsdrama mangler altså stadig lidt forfinelse, men vi er godt på vej.