Anmeldelse: De uskyldige

Socialrealisme møder magisk realisme i legende uhygge, når sårskorper spises og katte tortureres til døde af uskyldige børn.

Skildringer af børns indre verden reduceres tit og ofte til didaktisk og moraliserende underholdning for de mindste, formidlet af voksnes og deres idé om børns uskyldige tanker. Men er børn bag mælketandsmilet så harmløse, når det kommer til stykket? Grænseløs adfærd, blottet for endnu ikke tillært etik og moral, synes mere kendetegnende for de kære små. Samt at være fanget i følelsernes vold og uden at være i stand til at sætte ord på impulser – eller at forstå konsekvenser ved egne handlinger. Norske Eskil Vogt sætter spørgsmålstegn ved børns uskyldighed og trænger dybt ind i deres hæmningsløse fantasiverden med "De uskyldige".

9-årige Ida er sammen med sin familie og autistiske storesøster, Anna, flyttet ind i et ejendomskompleks. Her møder de Ben og Aisha, og de fire børn knytter hurtigt et særligt bånd og begynder at lege sammen. Legene udvikler sig dog i en uventet voldsom og overnaturlig retning, der hurtigt udvasker grænsen mellem forestilling og virkelighed.

At forestille sig børn med overnaturlige evner, uden impulsstyring, er i sig selv en skræmmende tanke. Eskil Vogt, Joachim Triers faste manuskriptforfatter, fik idéen til "De uskyldige" da han selv blev far. For børn kan som udgangspunkt være ganske ondskabsfulde og narcissistiske, da de ikke er født med iboende grænser og selvkontrol - det tillæres med alderen.

Firkløveret i Eskil Vogts anden spillefilm som instruktør er berigende at følge – og ikke mindst skræmmende at være inde i hovedet på. "De uskyldige" minder på mange måder om Vogt-Trier samarbejdet på "Thelma", om en ung kristen kvindes indre konflikt i mødet med universitetsverdenen og forelskelsen i en anden kvinde. Det overnaturlige og bombastiske var dér udtryk for det, der ikke kan italesættes. Og det er det også i Eskil Vogts solofilm. Præmissen om at smelte sammen med små børns indre psykologi og blive ét med deres manifestation af deres verden er spændende som et art eksperiment. Socialrealisme møder magisk realisme i legende uhygge, hvor sårskorper spises og katte tortureres til døde i kåde fnis. Udforskende skaber de fire børn en verden ud fra egne spilleregler eller mangel på samme. I et miks af temaer og stemningsplateauer fra litterære klassisker som "Fluernes herrer" af William Golding og Ian Banks’ "Hvepsefabrikken", samt N. Shyamalans filmiske virkemidler, trækkes publikum ud på kanten af sædet ved et panoramisk indblik i en flydende tilstand et sted mellem barnlig uskyld og infantil ondskab. 

Mens rammen er spændende, snubler "De uskyldige" over sin andel af klichéer og paradokser. Den intens lydside er ganske vist sat i verden for at underbygge usagte følelser og vredesudbrud fra vores unge hovedpersoner, mens ledemotiverne i musik og lyd ofte overdøver den ellers sindstunge atmosfære. Indblikket børnenes psyke udvikler sig ikke til mere end et øjebliksbillede på deres sindstilstande. Børneskuespillerne er sublime, men aldrig kommer vi ud af hovedet på dem. Det er selvfølgeligt filmens præmis. Men fordi vi ikke får indblik i børnenes baggrunde eller motivationer bag de ondskabsfulde fantasilege, nu perspektivet udelukkende ses fra deres øjne, bider fortællingen sig selv i halen som blottet for et egentlig budskab og fastholder sig selv som stemningsbilleder på indre liv. I sig selv interessant den første times tid, men rungende tomt, og indimellem ufrivilligt komisk, når de overnaturlige evner og indbyrdes stridigheder falder over hinanden i superhelteopgør og barnelegende morder-fantasier.

Instruktør Eskil Vogt viser igen brudstykker på sit store talent med "De uskyldige", der tematisk følger op på nordmandens debutfilm og festivalfavorit "Blind". Med en spændende præmis om at belyse børns uskyldige lege og indre liv som mørke og voldsomme, ud fra deres perspektiv, bevæger Vogt sig i et super spændende grænseland. Dog uden at have et dybere budskab med sin leg, andet end som et legende eksperiment.