Svarer nogenlunde til mine forventninger - men jeg skal stadig se den.
Anmeldelse: Deadpool & Wolverine
Pikjokes galore... og ikke så meget andet.
Marvel-euforien har lagt sig. Superheltefeberen er dalet ovenpå flere års solid cinematisk dominans og trætheden er sat ind. Måske er alle de gode historier allerede blevet fortalt. Vi gider snart ikke flere superhelte og seneste års fiaskoer som "Ant-Man and the Wasp: Quantumania" og "The Marvels" synes at bekræfte at der ikke rigtigt er mere at komme efter i Marvel-brønden. Og dog. For Disney og Marvel har måske et es i ærmet: "Deadpool & Wolverine". Muligheden for at bringe de to fanfavoritter fra både "Deadpool" og "Logan" sammen i én film og samtidig introducere de to karakterer til Marvels cinematiske univers og give en solid mulighed for at vække lidt nyt, "voksent" liv i franchisen.
Den tredje "Deadpool"-film, den første hos Disney, er nemlig smækfyldt med upassende jokes, snak om sex og narko. For første gang i MCU's historie bevæger humoren sig bare en millimeter under bæltestedet. Hvilket også er den største styrke i "Deadpool & Wolverine". Vanen tro er Ryan Reynolds’ Wade Wilson lige så beskidt i munden som forventet og det er forfriskende. "Deadpool & Wolverine" er samtidig muligheden for at introducere Hugh Jackmans Logan til MCU-universet. En figur, der siden karakterfilmen "Logan" har været et solidt pejlemærke for en mere moden retning for superheltefilmene. Desværre er det ikke nok til at redde "Deadpool & Wolverine" fra at snuble over sine egne jokes.
Hvordan de to karakterer bringes sammen, og hvordan Wolverine vækkes til livet efter sin exit i "Logan", er ikke relevant eller interessant for historien. Som de fleste bare lidt velbevandrede i Marvel-universet ved, så er Marvels univers(er) netop kendetegnet ved en total mangel på begrænsninger. Med hele multiverset ved hånden, er der intet, der stopper Marvels manuskriptforfattere i at trække alskens ideer ud af den uendelige brønd. Intet betyder noget, for alt kan altid ændres ved at bortforklare det med et alternativt univers. Ingen død er endelig. Ingen superhelt kan tabe. Ingen historier kan ende dårligt. Måske netop derfor føles "Deadpool & Wolverine" så uendelig formålsløs.
Uanset hvor mange oneliners og pikjokes der fyldes af, så er det umuligt at maskere, at historien endnu engang er én af Marvel-filmenes akilleshæle. Deadpool møder Wolverine og sammen skal de stoppe endnu en skurk fra endnu engang at destruere jorden, universet, tidslinjen. Hvordan, hvorledes og hvorfor er stadig en strøtanke. Wade Wilson vil gerne føle sig nyttig, vil gerne være en Avenger. Desværre for ham er der ikke rigtig plads til en beskidt kæft i superheltenes A-team, så han må forlade sig til sit job som brugtvognsforhandler…lige indtil en hemmelig enhed har brug for Wades hjælp til at stoppe universet fra at ophøre med at eksistere.
De gode ting først. Kemien, eller måske det modsatte, mellem de to helte er styrken, der holder filmen sammen. Reynolds er skabt til rollen som den sh*t talking superhelt. Det er godt at se ham tilbage, mens Jackman modsat stadig er den perfekte træmand. Sammen er de et skidegodt makkerpar, der lammetæver hinanden utallige gange under filmens to timer. Og det er skønt. Til at begynde med. For ligesom med alle de velfungerende elementer i filmen, så stopfodres vi med det, indtil man er lige ved at blive kvalt. Synes du det er sjovt, når den fjerde væg brydes? Jamen, så værsgo. 40.000 gange smøres der lige endnu et lag meta på. Kan du godt lide pikjokes? Jamen, hér er et fad fyldt med pikjokes. Velbekomme. "Deadpool & Wolverine" er nemlig meget mere og mere til, hele tiden. Og så igen. Og igen.
For selvfølgelig er filmen sjov. Det er nemlig også det bedste ved filmen. Humoren og volden. Der er masser af vellykkede punchlines og der er i filmens første fem minutter flere opfindsomme måder at slå ihjel på, end vi har set i en superheltefilm længe. Desværre bliver det så konstant, at vittighederne falder som klyngebomber, og efter kort tid bliver man immun over for det konstante rabalder af morsomheder. Det varer nemlig ikke længe, før humoren erstattes af kedsomhed. Plottet i filmen er nemlig så papirtyndt at, det skal skjules med den konstante støj. Som at sminke et lig, har filmskaberne bag "Deadpool & Wolverine" sørget for, at der er kronisk larm på skærmen. Det er svært at stoppe op og bemærke, hvad der egentlig foregår. Historien er uendelig uinteressant, skurken er ligegyldig og som med så mange andre film i MCU-universet, sidder man som publikum lidt med følelsen af, at der reelt ikke er noget på spil. Det ville klæde Marvels cinematiske univers, hvis Kevin Feige og de andre hoveder hos Marvel valgte at aflive idéen om multiverset. Måske det ville tilføje bare en smule indlevelse tilbage til franchisen.
Som lovet, byder filmen også på en række solide cameos, der nok skal få det til at gibbe i fans af sluthalvfemsernes superheltefilm. Et par af gæsterne er ganske overraskende. En enkelt gang måtte undertegnede udbryde et sagte gisp over, hvem der dukkede op på skærmen. Hvor sjovt det end er og hvor underholdende absurditeterne nogle gange er, så er det bare ikke helt nok til at "Deadpool & Wolverine" i sidste ende med at være en super vellykket film.
Nok er den sjov, og nok skal den også byde på underholdende øjeblikke. Men ovenpå de seneste års superhelte-fatigue er filmen også bare mere af det samme, som Marvel bokser med for tiden og har gjort det længe: en uendelig uinteressant historie, der pakkes ind i en allerhelvedes masse larm. Du griner, mens du stirrer ind i intetheden. Tomheden griber dig og du når ud på den anden side, men hverken mættet eller tilfreds. Måske er den største skurk i Marvels Cinematiske Univers hverken Thanos, Kang eller Cassandra Nova. Måske er den største skurk manglen på fængende fortællinger.
"Deadpool & Wolverine" har dansk biografpremiere 24. juli. Heriblandt i FORMAT Bio, læs mere her.