Anmeldelse: Deadwood: The Movie (Blu-ray)

Alletiders cocksucker Al Swearengen er en skygge af sig selv, men "Deadwood: The Movie" spiller højt på nostalgi og sætter et værdigt punktum.

Med tre sæsoner fra 2004 til 2006 fik mastodontiske "Deadwood" skrevet sig ind i tv-historien. I selskab med andre HBO-værker som "The Wire", "The Sopranos" og "Oz" har western-serien dannet skole for den moderne tv-serie, og "Deadwood" nævnes hyppigt som én af de bedste serier nogensinde. Og med god grund. Skaberen David Milch har med sin pen kreeret nogle af århundredets bedste karakterer – fra pimpen med den beskidte mund, Al Swearengen, til den godhjertede sherif Seth Bullock – og en dialog af så fornem kvalitet, at den ofte er blevet sammenlignet med ingen ringere end Shakespeare.

"Deadwood" blev i sin tid noget abrupt aflyst efter sin tredje sæson, og siden har det været uvist, om cowboystøvlerne nogensinde ville blive støvet af igen. Efter års rygter blev "Deadwood: The Movie" en realitet, så 1800-tallets South Dakota kunne besøges én sidste gang. Det originale hold er tilbage, hvilket betyder, at Swearengen, Bullock, Alma, Charlie Utter, Calamity Jane, Trixie og resten af Deadwoods brogede indbyggere er tilbage. Året er 1889, og South Dakota er officielt blevet en stat. Skurkagtige George Hearst, som nu er blevet senator, vender også tilbage for at opkøbe jord. Dét skaber problemer for visse af byens borgere.

Nok har handlingen rykket sig tolv år frem – Trixie venter barn med Sol, og Alma har været bortrejst i flere år. Trods nyresten kaster Al Swearengen stadigvæk om sig med fucks og cocksucker som ingen andre. "Deadwood: The Movie" er på mange måder gensynets glæde og spiller højt på nostalgiens varme effekt. Rigelige mængder flashbacks til serien svækker filmens tempo og gør samtidig, at alle kan være med. Det har tydeligvis været vigtigt for David Milch, at samtlige karakterer fik den afrunding, de fortjente, hvilket resulterer i rørende exits for visse cowboys.

Alt er dog ikke fryd og gammen i denne sidste svingom. I en tid, hvor serier åbenbart skal have en spin-off-film, kan det diskuteres, hvorvidt en forlænget spillefilmsafslutning overhovedet er nødvendig. Med "Deadwood: The Movie" giver det faktisk mening grundet seriens uforløste potentiale. Det betyder også, at et kæmpe karaktergalleri skal lukkes ned på hundrede minutter. Her svigter fokusset delvist, hvor især alletiders cocksucker Al Swearengen (som altid spillet formidabelt af Ian McShane) er en skygge af sit ellers fandenivoldske jeg.

"Deadwood: The Movie" kunne havde brugt mere slagkraft i revolveren til at sætte skub i fortællingen, men halvvejs gør et potent drama det op for det lettere langsomme startskud. David Milch finder sig tilrette i sadlen og sparker liv tilbage i de flotte kulisser og stærke karakterer, som sammen har skabt rammerne for en af århundredets bedste fortællinger.

Som serie havde "Deadwood" også bestået uden denne filmslutning. Som fan er det dog skønt at vende hjem til syndens by. "Deadwood: The Movie" virker ikke kun som et punktum for det møgbeskidte western-univers, men også for David Milch. Et gudsbenådet talent af en manusforfatter, der har mødt meget modstand i sin karriere og senest er blevet diagnosticeret med alzheimers. "Deadwood: The Movie" ender derfor som en hæderlig svanesang. Kunstnerisk såvel som personligt.

BILLEDE & LYD

Med sit 1080p HD-transfer har "Deadwood: The Movie" ubemærket klaret skiftet fra tv-seriens 4:3-grynede billedside til et mere cinematisk udtryk. Som spin-off-film og med flere års mellemrum i produktionen fra film til serie giver det mening, at billedsiden står skarpere og kan måle sig med nutidens western-produktioner. Lydsiden gør ikke det store væsen af sig, taget det rolige tempo i betragtning, men med standard Dolby Digital 5.1-spor lyder hestevrinsk og revolverskud hæderligt.

EKSTRAMATERIALE

Ekstramaterialet består af mini-dokumentaren "The Unspoken Subject: David Milch and Deadwood", der trods en varighed på fjorten minutter har masser at byde på. Her er der interview med skaberen af "Deadwood" selv, mens producere og skuespillere deler historier om Milchs professionalisme. Vi kommer bag om kameraet på indspilningen af den originale serie og filmen og ser, hvordan David Milch har en finger med i hver detalje og ikke overlader noget til tilfældighederne. "Deadwood" er tydeligt showrunnerens hjertebarn, og til slut kommer vi også ind på den tiltagende alzheimers. Et overraskende rørende miniportræt, som gerne måtte have varet længere.

Deadwood: The Movie (Blu-ray)

Kommentarer

Deadwood: The Movie (Blu-ray)

Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen