Anmeldelse: Den Gyldne Handske
Ikke siden den notorisk onde "Henry: Portrait of a Serial Killer" har film budt på en så kold og kynisk skildring af en seriemorder.
Det er altid interessant, når en hovedperson er modbydelig. Et utiltalende menneske, der ikke har en flig af godhed i sig, og som udfordrer publikums egen moral. Fra Walter White i "Breaking Bad" til pessimisten Rust Cohle fra "True Detective" har moderne tv-serier været indbegrebet af antihelten, der balancerer på et knivsæg mellem god og ond. Filmverdenen har selvfølgelig også sine antihelte, men i et andet spektrum findes den skurkagtige hovedperson. Tænk bare på Alex DeLarge, Patrick Bateman eller Daniel Plainview. Listen af filmpsykopater er lang, og i tyske "Den Gyldne Handske" findes den måske værste af dem alle.
"Den Gyldne Handske" følger virkelighedens seriemorder Fritz Honka (Jonas Dassler), der fra 1970 til 1975 slår prostituerede ihjel i Hamborgs skumle red light district. Fritz Honka er stamgæst på den lokale bar Den Gyldne Handske, hvor han drikker sig fra sans og samling, når han ikke gør det derhjemme i sin ildelugtende lejlighed. Med sit aparte udseende viser de færreste kvinder interesse i Fritz, og det fører til en morderisk blodrus baseret på seksuel frustration og kvindehad. Trods fundet af et parteret lig i en kuffert er ingen på sporet af Fritz, men som mordene bliver hyppigere, spreder stanken fra lejligheden sig ligeså.
"Den Gyldne Handske" holder ikke tilbage. I første scene sidder vores hovedperson i sin beskidte lejlighed, hvor en ældre dame er i færd med at blive parteret. En tår af vodkaen og Fritz har fuldbyrdet sin start som seriemorder. Den tyske instruktør Fatih Akin, som senest var aktuel med terrordramaet "Ud af intet", holder intet tilbage, og således starter årets grummeste film. Henover årene voldtager seriemorderen uskyldige kvinder til lyden af schlagermusik og bæller vodka som en tørstig russer, mens du kan lugte stanken af råd og kadaver igennem lærredet. En ækel dunst, som Fritz uden held prøver at overdynge med wunderbaums i lejligheden.
Ikke siden den notorisk onde "Henry: Portrait of a Serial Killer" har filmverdenen budt på en så kold og kynisk skildring af en seriemorder. Lars von Trier fortolkede psykopaten i sidste års "The House That Jack Built", men her var grusomhederne pakket ind i distanceret metalag og filosofiske teser. Hos Fritz er der ikke en flig af intelligens eller selvironi. I hans selskab får du en flaske i fjæset eller bliver savet midt over. Bag et ansigt, kun en mor kan elske, gemmer der sig en ukendelig Jonas Dassler, som med protesenæse og hærget make-up fornemt indfanger den psykotiske, forstyrrede Fritz Honka. Manden er komplet utilregnelig i sin ageren, og når han endnu en gang eksploderer, slynger dramaet fremad.
Modsat tilgangen, som de fleste andre instruktører nok havde valgt, har Fatih Akin nul interesse i at skabe et dybere psykologisk indblik i Fritz Honkas sociopati. "Den gyldne handske" romantiserer ikke sin morder og stiller ikke spørgsmål ved drabets natur. I bedste true crime-stil er der heller ingen ekspertvidner eller et politihold, der udgør moralsk modvægt til hovedskurken. Som seer er vi fluen på væggen, og må enten kigge frygtsomt med eller lukke øjnene i rædsel, når tyskerens blodige vej krydser nye bekendtskaber.
"Den Gyldne Handske" er to hårde timers blodrus. Dels grundet filmens kvindehadske natur og ultravoldelige billedside, men også fordi Fritz Honka er en type hovedperson sjældent set. Vi bliver reelt aldrig klogere på, hvad der driver manden, og eneste dramatiske udslag er, hvornår endnu en af Hamborgs forsømte kvinder må lade livet. En spænding, der mister grebet, som den uelskelige Fritz' perversioner og vulgære tiltag fortsætter.