Anmeldelse: Den alvorsfulde leg

Det klassiske periodedrama kan med sin høje bølgegang af sentimentalitet virke forældet. Hvordan gøres gamle dyder og udødelig kærlighed relevant på film i dag, når vi lever i en jeg-fikseret, kynisk samtid, hvor flertallet af os skilles, hvis vi endelig beslutter os for at gifte os? Svaret er simpelt: Vis hvordan fortiden knapt var så arkaisk, som vi ellers tror, og hvordan perioden forholder sig til nutiden, som selvfølgelig stadig er spækket med emotionelle rutsjeture. Netop dét har manuskriptforfatter Lone Scherfig og instruktør Pernilla August gjort med "Den alvorsfulde leg", der er baseret på Hjalmar Söderbergs bog fra 1912.

Da den unge korrekturlæser Arvid Stjärnblom (Sverrir Gudnason) inviteres af sin ensomme chefredaktør (Michael Nyqvist) med på en reportage om den svenske maler Anders Stille, møder han malerens smukke datter, Lydia (Karin Franz Körlof), og de to unge mennesker falder straks for hinanden. Med tiden vokser forelskelsen, men bondesønnen Arvid har intet af værdi, og da Lydia efterlades med en beskeden arv efter sin far, ser hun sig nødsaget til at giftes ind i velstand med en ældre mand. Arvid øjner efterfølgende også muligheden for et velhavende giftermål, men de følelsesmæssige bånd mellem de to kan ikke kappes. Da de tilfældigt mødes efter flere år, indleder de en affære, som får alvorlige konsekvenser for dem begge og deres omverden.

"Den alvorsfulde leg" kan på overfladen se ud som et generisk periodedrama, men lige under den flotte, formelle fremstilling af filmens univers gemmer sig en diskret, men dirrende sanselighed. Detaljerne får aldrig lov til at flyde over den relativt enkle handling, men kan altid mærkes bævrende bag det stille ydre. Form og indhold spiller dermed rigtigt godt sammen på tværs af filmens forskellige lag.

Det minimalistiske, men effektive kamera- og klippearbejde er blot en af filmens mange fornøjelser at opleve. Billederne indrammes i et blødt, nordisk lys, der elegant fremkalder en smuk, melankolsk uro som i Vilhelm Hammershøis malerier. Klipningen tilføjer dog en insisterende dynamik, så vi aldrig kun dvæler ved skønheden, men i stedet udlever den fra øjeblik til øjeblik, mellem hvert klip. Det skarpe, visuelle udtryk suppleres af en stærkt sanselig lydside, der ubesværet blander baggrundsmusik med reallyde, så vi altid er tilstede i de meget indlevede scener.

Skuespillet er nemlig helt i top. Alle medvirkende giver en unik troværdighed til deres karakterer. De gudesmukke Gudnason og Körlof spiller imponerende dybfølt og nuanceret hele vejen igennem. Forelskelsens berusende naivitet ligefrem stråler ud af deres kroppe. Detaljer som når deres fingre krydser hinanden for første gang henover den størknede maling på et klaver, bløder selv den værste kynikers hjerte op. Produktionsdesignet hjælper også med at indfange den klassekamp, der samtidig udspiller sig i Stockholms samfund, og som på godt og ondt påvirker Arvid og Lydias tilværelser, når de bevæger sig igennem klasserne. Især Lydias kamp for at forblive selvstændig bringer en spændende, moderne relevans til filmen.

"Den alvorsfulde leg" er en utroligt smuk film med utroligt smukke personer i hovedrollerne. Filmen fungerer dog ikke kun på ydersiden, da alle de problemer, deres affære afføder, skaber en medrivende fortælling med personskildringer, der er stærkt relevante i dag. Med undtagelse af en lidt for udødelig kærlighed i begyndelsen og en smule langtrukken, men forståelig slutning, er "Den alvorsfulde leg" et skønt kærlighedsdrama, der siger mindst lige så meget om dengang, som det siger om tiden i dag.

Den alvorsfulde leg