Anmeldelse: Den anden side

Svenske debutanter demonstrerer et imponerende håndelag i gyserstiløvelse.

Til dem, der af uransagelige årsager ikke synes, at virkeligheden er skræmmende nok for tiden, er der heldigvis biografen og fladskærmen derhjemme i den delvise corona-isolation. Og kan man lide at blive skræmt, så er "Den anden side" et godt bud på et solidt gys – men så heller ikke mere.

Fra start gøres vi opmærksomme på, at filmen er "inspireret af virkelige begivenheder". Dette ublu trick inden for gysergenren har naturligvis den hensigt, at vi skal blive endnu mere skræmte af handlingen, fordi den muligvis er sand. Det er nok så som så med sandheden i den historie, som filmen præsenterer os for, men det bliver i hvert fald tydeligt fra start, at "Den anden side" har styr på genrekonventionerne. Her er både et hjemsøgt hus, et foruroligende barn og et par med en traumatisk fortid. Vi har endda en final girl i skikkelse af den unge Shirin, der er kæreste med Peter og febrilsk prøver at lege papmor for hans søn Lucas efter morens død. Parret køber den ene halvdel af et dobbelthus, hvilket selvfølgelig er en dårlig idé, da den anden halvdel er hjemsøgt. Far er nødt til at være væk på arbejde, så Shirin og Lucas er overladt til sig selv, og så går der ellers ikke lang tid, før uhyggen begynder at brede sig.

Det er ikke så tit, at vi får serveret effektive svenske genrefilm (eller danske, for den sags skyld), men de debuterende spillefilmsinstruktører Tord Danielsson og Oskar Mellander demonstrerer et imponerende håndelag. De kan deres gyserklassikere og lader sig inspirere af alt fra "Eksorcisten", "Poltergeist" og "The Babadook". Svenskerne forstår at sætte en stemning, især gennem filmens atmosfæriske fotografering, og det skizofrene dobbelthus er en gyseligt velvalgt setting. Musikken giver den fuld gas på de urovækkende toner, men bliver hurtigt også for meget af det gode. Og er man ikke fan af jump scares, bliver det stramt, for de kommer i den grad som skamløse perler på en snor.

Man kan indvende, at det er en film, der ikke byder på de store overraskelser. Har du set to-tre gyserfilm, ved du præcis, hvad der vil ske og hvornår – men heldigvis er "Den anden side" stadig uhyggelig. Det får dog også det svenske gys til at fremstå som lidt af en stiløvelse, for bag de ferme genregreb er der ikke meget at komme efter. Skuespillet er fint nok, men man mærker tydeligt, at der ikke er meget at arbejde med, når det kommer til karaktererne. Selvom idéen med en sammenbragt familie har potentiale, bliver den aldrig for alvor udnyttet til noget interessant. Og drengen, der spiller Lucas, er et temmelig øretæveindbydende bekendtskab, hvilket ikke just får os til at heppe på, at Shirin træder i karakter som surrogatmor.

Filmens største skuffelse er dog dens slutning. Efter en lovende opbygning (med creepy scener oppe på loftet, og da Shirin går på opdagelse i nabohuset) bliver det hele desværre punkteret af en afslutning, hvor al uhyggen fiser ud af ballonen. Her burde manuskriptsiden være skarpere og have fundet på noget, der kunne indfri potentialet i optakten. Især kommer Shirin med en utroværdig udmelding, som vi godt vidste, det ville ende med, men som man som publikum slet ikke køber.

Det er forfriskende med en svensk gyser, og "Den anden side" formår at få de små hår til at rejse sig i nakken på tilskueren. Det er desværre også en one trick pony, der ikke for alvor har noget at byde på under al effektjageriet. Men har man bare brug for at hoppe i biografsædet i halvanden time, så er det her et godt tip til en gysertur med vennerne ovenpå corona-nedlukningen.

Den anden side