Anmeldelse: Den franske forbindelse
Fransk film, siger du? Er det ikke sådan noget fisefornemt, kedeligt og højpandet noget, som ingen i virkeligheden forstår? Nej, fransk film er altså rigtig meget andet, så lad os én gang for alle aflive den gamle skrøne, at al fransk kultur er høj kunst. Frankrigs filmfabrikker sprøjter alt fra gakkede komedier til kalorietomme actionfilm ud – dem gider danskerne bare sjældent se. Forhåbentlig vil "Den franske forbindelse" ikke lide samme skæbne, for her er der tale om bundsolidt filmhåndværk.
Politimagistraten Pierre Michel (Jean Dujardin) kæmper i 1970'erne indædt for at komme narkohandlen til livs i den franske havneby Marseilles. Men det er ikke let, for lederen af kartellet – den skruppelløse Gaëtan "Tany" Zampa (Gilles Lellouche) – kontrollerer både myndighederne og den kriminelle underverden med hård hånd. Det står hurtigt klart, at de to hårde halse ikke er så forskellige. Begge forsøger de af bedste evne at udfylde rollen som kærlig ægtemand og far, mens deres levevej på hver sin side af loven har konsekvenser for privatlivet, der er mindst lige så svære at håndtere.
"Den franske forbindelse" er baseret på samme virkelige begivenheder som mesterværket "The French Connection" – men her hører lighederne også op. Hvor William Friedkins film ulmer af ond atmosfære og gritty æstetik, gennemsyres nyeste skud på stammen af et anderledes, poleret udtryk. Den er snarere beslægtet med Michael Manns intense "Heat", der udover plot- og karaktermæssige ligheder også anvender melodramatiske træk til at nuancere billedet af kriminelle antihelte. Selv det værste afskum er ikke helt uden moral, hvilket udpensles til sagesløshed. Denne præmis er blevet dissekeret så ufatteligt mange gange nu, at det ikke længere føles tilnærmelsesvist originalt.
Selvom det er en gangsterthriller efter opskriften, så gør det faktisk ikke ret meget, når det serveres med så meget overskud og spændstighed. Dertil skal Jean Dujardin roses, der med en særlig maskulin udstråling stjæler scene efter scene ved sin blotte tilstedeværelse. Meget lig gennembrudsfilmen "The Artist" formår Dujardin at smelte perfekt sammen med en svunden tidsalder. Alene hans portrættering af en mand, der langsomt bliver ædt op af sin egen besættelse, gør filmen værd at se.
Desværre udnytter instruktøren ikke skuespillernes potentiale til fulde. Mere end noget andet savnes en direkte konfrontation mellem de to rivaler. Det bliver dog kun til ganske få korte scener, hvor Dujardin og Lellouche spiller overfor hinanden, hvilket er synd, da det netop er dér, filmen står stærkest. Til gengæld vækkes ens begejstring af den fornemme fotografering, den høje produktionsværdi og det veloplagte soundtrack, der emmer af funky 70'er-nostalgi så tyk, at man kan skære i den.
"Den franske forbindelse" er en gedigent fortalt film, omend den ikke bringer noget nyt til hverken gangster- eller thrillergenren. Det ændrer dog ikke ved, at frontfiguren yder en blændende skuespilpræstation, som i sig selv er nok til at gå ind og se den – selvom den er fransk!