Anmeldelse: Den gode spion

Dominic Cookes film sætter sig mellem to stole og kan ikke bestemme sig for, hvad den vil være.

Den kolde krig var højspændt våbenkapløb, såvel som popkulturel historie, så det batter. Spioner udvekslede informationer og infiltrerede hinanden på kryds og tværs på bedste James Bond-vis. Heriblandt ved at sende helt almindelige, ikke-spion-trænede borgere direkte ind i løvens hule. Netop det beretter "Den gode spion" om, der handler om én af Englands mest kendte spioner – en almindelig forretningsmand.

Sælgeren Greville Wynne (Benedict Cumberbatch) har et simpelt liv med kone, barn og et godt job. På grund af de mange rejser til Østeuropa rekrutteres han af den britiske efterretningstjeneste MI6. Wynne skal mødes med den højtstående russiske oberst Oleg Penkovsky (Merab Ninidze), der vil videregive tophemmelige informationer til MI6 og CIA for at forhindre atomkrig mellem Øst og Vest. Greville bliver en brik i et politisk spil, hvor der er farer om alle hjørner, og hvor man ikke kan stole på nogen.

Greville Wynne blev hyldet for nylig for sit store arbejde under den kolde krig, og det samme blev Oleg Penkovsky. Filmens stærkeste kort er det velskrevne forhold mellem de to mænd. Deres forsigtighed i starten, der udvikler sig til et varmt venskab, er filmens hjerte. Benedict Cumberbatch er vedkommende og stærk i sin portrættering af Greville. Men det er georgiske Merab Ninidze, der stjæler filmen med sit underspil. Ninidze er et ubeskrevet blad i vesten, men denne film skal nok give flere roller.

Som andre koldkrigsthrillere, såsom John Le Carré-filmatiseringerne "Spionen, der kom ind fra kulden" og "Dame, konge, es, spion", handler det mere om karaktererne end om den uløselige opgave. Instruktør Dominic Cooke kan bestemt sin værktøjskasse. Blandt andet er en intens flyafrejse-scene mellem Moskva og London virkelig nervepirrende. Men klicheerne er for gumpetunge. Der er ikke noget nyt under solen som genrefilm, men det er heller ikke det, der er filmens endestation. Vi ender mellem to stole, hvor filmen ikke helt kan bestemme sig til, hvad den vil være.

Et drastisk skridt i filmens tonen tages cirka 80 minutter inde i den knapt to timer lange film. Det er ikke nogen hemmelighed, at Greville kom i russisk fængsel og sad der i otte år. Filmens tone bliver en helt anden, end vi har været vidne til i den foregående del. Det bliver en beskidt og ubehagelig fængselsfilm. Flot af holdet bag filmen, at de har valgt et så grusomt portræt, men det gør, at "Den gode spion" bliver skizofren i stil og tone. Tortur og elendighed står på programmet, og det bliver alt for tungt og mørkt i forhold til filmens første halvdel. Musikken bliver også et problem, da den bliver klassisk ledende stemningsmusik. Nu skal du føle, at det bliver hårdt og brutalt, og nu skal du føle, at det bliver følsomt. Mest af alt føler man sig manipuleret. Havde filmen fokuseret mere på karaktererne i forhold til de første to akter, som er velspillede og velskrevne, kunne det have været en mesterlig beskrivelse af to mænd, der står sammen for at slippe ud af et helvede. Men desværre forfalder filmen til en mystisk blanding af ubehag og sødsuppe, som den absolut ikke er tjent med.

"Den gode spion" sætter sig mellem to stole og kan ikke bestemt sig for, hvad den vil være. Filmens to første akter er klart de stærkeste, og forholdet mellem de to hovedroller er stærkt og vedkommende. Desværre forfalder filmens tredje akt til en mystisk blanding af ubarmhjertighed og klappen sig selv på skulderen. Derfor ender Dominic Cookes film som en mystisk samlet pakke, der ikke ved, hvor den er startet, og hvor den gerne vil slutte.