Anmeldelse: Den lille afskyelige snemand

Det bliver ligefrem magisk, når pige og monster istemmer en duet med sart violin og brummende bas.

DreamWorks Animation er muligvis muse-studiets største konkurrent til animationstronen i Hollywood. Med filmserier som "Shrek", "Kung Fu Panda", "Sådan træner du din drage" og "Madagascar" ligger de solidt i toppen, hvad angår kvalitetsanimation henvendt til et bredt publikum. Seneste skud på stammen er bestemt ingen undtagelse.

Der synes de sidste par år at være gået sport i familiefilm i forskellige afskygninger om den afskyelige snemand. Yeti, Bigfoot, Sasquatch; Kært barn har mange navne. Kulørte animationsfilm som "Bigfoot Junior" fra 2017, "Smallfoot" fra 2018 og senest "Mysteriet om Hr. Link" fra i år har alle haft en variant af den godmodige kæmpe som omdrejningspunkt.

På papiret ser "Den lille afskyelige snemand" ud til at være mere af samme aftapning. Den stakkels skabning undslipper et laboratorie og søger tilflugt på taget af et boligkompleks i en unavngiven storby et sted nær Himalaya (mon ikke, det er af hensyn til de fintfølende kinesere, at man undlader at angive, hvorvidt filmen foregår i Tibet?). Her møder Yetien den faderløse pige Yi, der drømmer om at rejse ud og se Kina, og de to knytter et særligt bånd. På vanlig forviklingsvis ender Yi og hendes to venner Peng og Jin med at drage ud på et eventyr for at genforene Yetien med sin familie. Det lyder umiddelbart som business as usual, og plottet er da heller ikke vanvittigt nytænkende. Men det skænker man heldigvis ikke en tanke, for filmen formår med både humor, varme og blændende smukke billeder at tryllebinde én fra start til slut.

Der er basalt set tale om en "King Kong"-historie, hvor den blide, forstående Yi (her en pige med ben i næsen – vi skriver trods alt 2019) formår at tæmme udyret. Nu i en moderne version, hvor den knap så afskyelige snemand selvfølgelig er den misforståede part, og de virkelige monstre er de kyniske videnskabsfolk, som ønsker at sælge Yetien for ussel mammon. Men det fungerer upåklageligt og bliver ligefrem magisk, når pige og monster istemmer en duet med sart violin og brummende bas. For det viser sig, at Yetien har særlige evner, der kan påvirke naturen, hvilket også tilføjer en kærkommen kommentar til den aktuelle klimadebat.

Filmens hovedinstruktør og manuskriptforfatter Jill Culton har før arbejdet hos Pixar på "Monsters, Inc.", og der er klare paralleller mellem de to film. Pixars film byder som bekendt også på et møde med den afskyelige snemand. Og ligesom studiet med den hoppende arkitektlampe altid har excelleret i at fortælle fantasifulde historier med hjertet på rette sted, så bliver man både betaget og blæst bagover af "Den lille afskyelige snemand". Filmen fortæller en rørende venskabshistorie, der aldrig bliver for rørstrømsk eller drukner i egen sødsuppe. Den komiske timing er lige i skabet og strøet gennem filmen med subtilt håndelag (hold øje med skurke-håndlangeren Dave!). Men det virkelige es er alligevel animationen, som især i de store klimaktiske scener er visuelt bjergtagende og decideret gav denne anmelder et sug i maven. Her er en film, der om noget passer til Ole "Bogart" Michelsens credo om, at film skal ses i biografen.

Det er befriende at se en animationsfilm, der til afveksling ikke foregår blandt hvide mennesker i USA, og som heller ikke har påklistret en obligatorisk kærlighedshistorie. Og selvom man kan indvende, at slutningen godt kunne have været skåret strammere, eller at man benytter velkendte skabeloner i fortællingen, så er vi ude i småtingsafdelingen, hvad angår kritikpunkter. Det her er en film, som både børn og voksne vil nyde – herfra skal i hvert fald lyde de varmeste anbefalinger!