Anmeldelse: Den næstsidste
Jonas Kærup Hjort har med "Den næstsidste" skabt en dansk film, der ikke er set lignende.
Socialrealisme. Folkekomedie. To genrer, som dansk film har været kendt for og som tilmed ofte er dem, der sælger flest billetter i de danske biografer. Derfor er det befriende når dansk instruktører prøve noget helt andet. Debutant Jonas Kærup Hjort har med "Den næstsidste" skabt en dansk film, der ikke er set lignende på dansk jord. Et mareridtsagtig univers, der oser af Bela Tarr og Tarkovsky, blandet med "Alice i Eventyrland".
Dagens trummerum for Vandaflæseren er at gå rundt og aflæse målere. Det øde land er fuld af tåge og mystiske lyde. Han ankommer til en stor, grå bygning. Arbejdet skal fuldføres. Da vores hovedperson indtræder ind, lukker døren bag ham. De lange gange virker uendelige og der er rum efter rum. Aflæseren ryger ned i et mørkt, mystisk univers, som bliver en allegori for livets mening.
"Den næstsidste" forlanger meget af sit publikum. Tempoet er uendeligt langsomt og intet serveres for publikum. Filmen har en fragmenteret stil, der fortæller vores hovedpersons rejse fra uskyldig arbejdsmand til den drastiske nedtur. Gangene er et billede på den lange, tomme vandretur til endestationen. Mørkt og koldt med enkelte lyspunkter på livets vej.
Instruktør Hjort har selv udtalt, at filmen er hans måde at udtrykke et liv med angst og depression. Der mangler bestemt ikke visuelle metaforer for dette. Vores hovedperson panikker og skriger af desperation flere steder, da dørene er smækket bag ham. Man skal igennem meget smerte i livet, men derfor skal der også sættes pris på det positive. Vandmåleren bliver gift og får barn. Elementer, som burde være lykkelige for de fleste. Desværre kan det også skabe psykiske problemer for andre. Vores hovedpersons kone og barn er så søde og dejlige, at det vender hele universet på den anden ende og sætter en spændende skillelinje op. Desværre bruges det ikke til nok. Instruktør Hjort er mere interesseret i at udforske den mørke del af tilværelsen, som visse andre europæiske instruktører også begår sig i. Den ungarske instruktør Bela Tarr, som står bag "Werckmeister Harmonies" og "Hesten fra Torino", viser den grumme virkelighed i æstetiske sort-hvid-billeder. Flere steder mærkes, at den danske instruktør har været inspireret af Tarr og af den store russiske mester, Andrei Tarkovsky. Heriblandt "Stalker", der også fortalte om en grum verden, hvor der ikke var mange lykkelige stunder.
Man kan også lave en sammenligning med det klassiske eventyr "Alice i Eventyrland". Vores hovedperson ryger ned i en verden, han ikke forstår. Vandaflæseren møder et par mystiske tvillinger, en mystisk kvinde og en sær vicevært. På den ene side er det befriende at se en dansk film, der er helt sin egen og udforske et originalt univers. På den anden side er det svært at komme til bunds i alle metaforerne og allegorierne. Der findes ikke et facit og det er spændende for nogle. Ikke for mig. Det er prisværdigt, men spændende bliver det aldrig.
Jonas Kærup Hjort har med "Den næstsidste" skabt en dansk film, der ikke er set lignende. Man skal helt ned i den danske undergrund, eller tilbage til stumfilmsperioden, for at finde noget tilsvarende. Man kan få meget ud af dens fortælling, men det bliver aldrig rigtig spændende. Det er en kunstfilm med stort K. Det er befriende, men som biografunderholdning forbliver det tungt og mørkt. Bestemt prisværdigt, men mangler appel.