Anmeldelse: Den røde skildpadde

Studio Ghibli er tilbage med sjæl, charme, stil og manér.

Det berømte animationsstudie Studio Ghibli, der står bag de elskede klassikere og anerkendte succeser som "Chihiro og heksene", "Når vinden rejser sig", "Det levende slot" og mange flere, overraskede endnu en gang fans, kritikere og barnlige animationssjæle på sidste års Cannes festival, hvor Ghibli bød på den rørende japansk-franske "Den røde skildpadde". Her er Studio Ghibli tilbage med sjæl, charme, stil og manér.

Som en anden Robinson Crusoe strander en skibbruden mand på en øde ø. Manden må nu omstille og indfinde sig med en ny hverdag og virkelighed, mens han bygger på en tømmerflåde til at sejle væk fra den isolerede tilværelse. Hver gang han forsøger at sejle ud på havet, er der noget, der stopper ham. Det viser sig at være en kæmpe rød havskildpadde, som skyller op på land. Men det er ikke noget helt almindeligt eller tilfældigt havdyr, langt fra. Og den viser sig at ændre hans liv.

Der trækkes tydelige paralleller til øde-ø klassikere som "Castaway", "Den blå lagune" og ej forglemme Robert Redford i "All Is Lost" – et mesterværk, der også foregår helt uden dialog. Men derfor er "Den røde skildpadde" ikke en lydløs film, kun ordløs. Dog er fokus tydeligvis lagt på de skønne tegnede og kulørte billede, som i sig selv taler til hjerte og sjæl.

Fortællinger uden dialog er ofte ganske vellykkede, så derfor er det også underligt, at ikke flere tør prøve kræfter af med formen, som her fungerer fint. For "Den røde skildpadde" beviser tydeligt, at en simpel historie sagtens kan fortælles uden dialog blot ved brug af en stærk visuel fortællende/talende side. Karakterer kan sagtens fortælle uden brug af ord. Og billederne taler for sig selv med deres helt eget æstetiske sprog.

"Den røde skildpadde" er et rørende smukt og stemningsfuldt fortalt stykke animation, der er vanligt flot og udtryksfuldt som håndtegnet film. Filmen er på én og samme tid en poetisk og stærk historie om at leve og elske uden at have andet end livet. Og en tiltrængt sjældenhed, der også er en venlig påmindelse om, både hvor simpelt livet en gang har været og kan være såvel som hvor barsk en indre og ydre natur kan være – når vi mindst venter det.

Om det yngste publikum så også formår at holde opmærksomheden på handlingen i den dialogløse tegnefilm må komme an på en prøve. Men barn eller ej – dragende og betagende skøn er "Den røde skildpadde" nu alligevel. Og et stærkt stykke billedpoesi, der effektivt fortæller os en sjælden rørende historie.

Den røde skildpadde

Kommentarer

Den røde skildpadde

Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen