Anmeldelse: Den sidste gentleman
Hvis Robert Redford takker af med "Den sidste gentleman" som en sidste dans, er det mere end godkendt.
David Lowerys "Den sidste gentleman" fortjener mere opmærksomhed, end den nok nogensinde kommer til at få. Ikke blot fordi filmen er endnu en tilføjelse til den amerikanske instruktørs stødt voksende katalog af indie-søde, poetiske film – sidste år kunne danske biografgængere nyde "A Ghost Story" i udvalgte biografer – men nærmere, fordi hovedrolleindehaveren, ingen ringere end Robert Redford, tørner ud på filmstrimmel én sidste gang. Efter eget udsagn går den 82-årige rødhårede legende på pension og sætter punktum med en go' gammeldags bankrøverfilm.
Filmen er baseret på virkelighedens kriminelle Forrest Tucker og har Redford i rollen som bankrøveren, der er ved at gå sin karrieres efterår i møde. I størstedelen af livet har Tucker ved hjælp af charme og smil røvet den ene bank efter den anden – endda uden nogensinde at affyre sin pistol – og som en anden udbryderkonge er han undsluppet alle fængsler, der har holdt ham fanget. Som ét sidste kup planlægger den aldrende bankrøver en række røverier, der skal sikre pensionen. Dét skaber en national menneskejagt efter en kriminel, der beskrives som "dødcharmerende" og en "sand gentleman". På flugten møder Tucker kvinden Jewell (Sissy Spacek), der giver håb om en endnu lysere fremtid.
Bankrøvere og amerikanske film har altid gået hånd i hånd. Fra nybølge-klassikeren "Bonnie og Clyde" og Robert Redfords egen gennembrudsfilm, "Butch Cassidy and the Sundance Kid", til den famøse skudveksling i "Heat" eller Nolans åbningsscene i "The Dark Knight" – bankrøveriet har altid været et yndet motiv. Derfor føles det også rigtigt, når Redford selv takker af, hvor det hele startede.
"Den sidste gentleman" føles nemlig som en rigtig amerikansk klassiker, der med grynede 16mm billeder og varme farver bringer nostalgiske tanker tilbage til en gylden æra. Modsat ovenstående film, hvor de stramt koreograferede bankrøveriscener gav sved på håndfladerne, er der dog intet farligt på spil her. Med påklistret skovsnegl bluffer Tucker sig til pengekassen med fuld charmeoffensiv over for både publikum og bankfolk.
Desværre ender "Den sidste gentleman" i sidste ende med at være en tand for harmløs. Forrest Tucker er fremragende selskab, og katten-efter-musen legen, der opstår mellem ham og politibetjenten John Hunt (spillet af Lowerys faste makker, Casey Affleck) antyder noget spænding, men jagten ender med at køre for langsomt ned ad landevejen. Der er ikke nok på spil for hverken Forrest, som allerede har levet et hæsblæsende liv, eller John, der hurtigt bliver opgivende. Nok er Tucker dødcharmerende og stemningen god, men selv små gæsteoptrædener fra Tom Waits og Danny Glover som pensionsmodne banditter kan ikke for alvor sætte fut i maskineriet.
Hvis Robert Redford takker af med "Den sidste gentleman" som en sidste dans, er det mere end godkendt. Manden med de mange fregner har sat sit tydelige afsæt på filmbranchen. Ikke alene har den rødhårede californier været med til at definere en af de vigtigste årtier i amerikansk filmhistorie med film som "Alle præsidentens mænd" og "Sidste stik" – skuespilleren har også i årevis været forkæmper for indie-scenen som en del af Sundance-festivalen, mens instruktørdebuten, "Ordinary People" fra 1980, indbragte karrierens eneste Oscar. De røde lokker vil blive savnet på det store lærred, men med "Den sidste gentleman" er et ærefuldt og hyggeligt farvel fuldkomment.