Anmeldelse: Den sidste viking
I "Den sidste viking" inviterer Anders Thomas Jensen atter det danske biografpublikum ind i sin krøllede film-hjerne, der byder på underfundige lokationer og karakterer så røvirriterende, at vi ikke kan andet end at knuselske dem.
Allerede ved verdenspremieren i Venedig høstede "Den sidste viking" en stående ovation på 5 minutter og 30 sekunder, og anmeldelserne ude og hjemme har været fyldt med roser. Og det er ikke svært at forstå, hvorfor filmen også hitter uden for vores landegrænser.
"Den sidste viking" er Anders Thomas Jensens sjette spillefilm som instruktør – manden, der står bag nogle af danskernes mest elskede film som "Blinkende lygter" (2000), "De grønne slagtere" (2003) og "Retfærdighedens ryttere" (2020).
I filmen møder vi enspænderen Anker (Nikolaj Lie Kaas), der løslades efter 15 år i fængsel for røveri. Ankers bror, Manfred (Mads Mikkelsen), er den eneste, som ved, hvor pengene fra røveriet er. Men han er imidlertid blevet ramt af en mental udfordring, der gør, at han ikke længere er klar over, hvor gysserne er gemt.
Sammen begiver brødrene sig nu tilbage til deres barndomshjem for at finde pengene, men også for at opdage, hvem de selv er.
De første 20 minutter af filmen virker fortællingen slap – som om filmen ikke har styr på, hvad det er for en historie, der skal fortælles. Men når vores fortælling endelig tager form i anden akt, bliver vores (for mit vedkommende måske lidt for store) forventninger indfriet, og absurditeterne virker ikke længere overgjorte, men nødvendige.
Det er dansk deadpan-humor, som kun Anders Thomas Jensen kan gøre det – lækkert og dybt vedkommende. Karaktererne er alle drømmere midt i en verden, der ikke er bygget til dem. Og igen finder Anders Thomas Jensen det smukke i det absurde og går helt til kanten.
Begejstringen skyldes først og fremmest rollebesætningen, der mildest talt er sublim. At rose hvert enkelt navn i det øvrige hold bliver næsten redundant, men det er værd at fremhæve, at Sofie Gråbøl, Bodil Jørgensen, Søren Malling, Lars Brygmann og Nicolas Bro alle får små, skarpe nuancerede øjeblikke, som gør dem til mere end blot farver i baggrunden.
Det bliver til en homage til "Blinkende lygter", der kører i samme vejside, hvad angår tematikker og plot. Tasken med pengene, der skal sikres, og "lettere" forstyrrede karakterer, der har hver deres tvivlsomme argumenter for ikke at tale om deres fremtidsudsigter.
Men "Den sidste viking" er mørkere, hvad angår sin psykologiske side, og den er langt mere ambitiøs i sit narrative greb end instruktørens tidligere film.
Klipperduoen Nicolaj Monberg og Anders Albjerg Kristiansen giver filmen en rytme, der på én gang virker dvælende og uforudsigelig. Enkelte sekvenser føles næsten musikalske i deres opbygning – et møde mellem tempo og stilhed, hvor klipningen tør stole på pausen som et dramatisk værktøj.
Fotografen Sebastian Blenkov fortjener også ros. Hans billeder er både rå og poetiske. Kameraet bevæger sig med en ro, der forlænger replikkerne og giver plads til stilheden – og netop dér opstår filmens særlige melankoli.
Scenografien og kostumerne er ligeledes bemærkelsesværdige i deres tidløshed. Vi befinder os i et Danmark, der kunne have været alt mellem 1990 og 2030 – en genkendelig, men forvrænget virkelighed, hvor intet helt passer sammen. Det er et greb, der klæder filmens univers: Hver detalje føles både realistisk og som et eventyr, der er gået i stykker.
Teknisk er filmen ikke bare solid, den er moden. Den viser en filmskaber, der ikke længere prøver på at imponere med stil, men mere at forfine sit udtryk.
Alt i alt viser "Den sidste viking", at Anders Thomas Jensen ikke længere "kun" er en mester i dialog og karakterer, men også i filmisk formsprog.
"Den sidste Viking" er rørende, rå og rablende morsom.
"Den sidste viking" har biografpremiere den 9. oktober 2025.
