"Et stort venligt flop" - nice one, Daniel :-D
Anmeldelse: Den store venlige kæmpe
Roald Dahls fantastiske fortælling fra 1982 om det usædvanlige venskab mellem en forældreløs pige og en stor venlig kæmpe er guf og oplagt for Steven Spielberg. Den tredobbelte Oscar-vindende instruktør er selv en stor kæmpe udi filmhistoriske eventyruniverser, så det afføder naturligvis bønnestage-høje forventninger til filmatiseret magi fra mesteren selv. 1982 var også året, hvor Spielberg i selskab med manusforfatter Melissa Mathison og komponist John Williams skabte mirakler med den rørende og sammenlignelige "E.T.". Det samme trekløver er på ny samlet for igen at bevæge og fortrylle et verdensomspændende publikum, og det kan da på ingen måde gå galt? Det gør det desværre.
Det er nat på et børnehjem i London. 10-årige Sophie ligger søvnløs under dynen og vover at bryde forstanderens mange regler ved at klatre ud af sin seng, tage sine briller på og kigge ud i den månebeskinnede stilhed. Ud af mørket dukker en høj hætteklædt skikkelse op, der tilfældigvis får øje på den forældreløse pige. Kæmpen snupper den skrækslagne Sophie og bortfører hende hjem til sit land langt, langt borte.
Hvorfor snupper kæmpen Sophie, spørger du? Det er et godt spørgsmål. Det bliver aldrig rigtigt afsløret – og er blot ét af fortællingens uforløste mysterier. Det smukke ved umage relationer og venskaber er, at de trodser åbenlyse forskelligheder for i stedet at skabe fælles forståelse for hinanden – men når et nyt, spirende bekendtskab påbegyndes med: "Nu er du her, og du skal blive i mit hjem til evig tid," bør et par store rungende alarmklokker ringe. Den store "venlige" kæmpe har tidligere haft en lille dreng som "ven", men han er borte. Måske er han spist af landets andre, menneskeædende kæmper – måske ikke. Man får sine tvivl.
Accepteres det Stockholmsyndroms-lignende venskab, støder man dog hurtigt på flere plotmæssige udfordringer. Kæmpens egentlige motiv fremstår uklart. Det er noget med nogle drømme, han indfanger, hvorefter de pustes ind i hovedet på sovende børn og voksne i menneskeland. Drømmene indfanges i en sø, hvor man – hvis man springer i – pludseligt står på hovedet. Lyder det forvirrende? Det er det også. Kæmpeland har samtidig flere spor af tidligere menneskelig aktivitet, hvor utallige bilvrag bidrager til mystikken om, hvor vi egentlig befinder os. Det er fint med en fri tolkning og ubesvarede spørgsmål vedrørende drømmes betydning, men det kræver, at det fungerer inden for fortællingens eget univers – det gør det ikke her, og det spænder ben for den ellers potente, computerskabte verden.
Grunden til at Spielberg brillerede med "E.T." var, at den stærke, emotionelle tilknytning slog gnister mellem den lille dreng og det fremmede væsen. Man engagerede sig med grin og gråd i deres forhold – et forhold, der i "Den store venlige kæmpe" er blottet for førnævnte kvaliteter. Det er samtidigt vanskeligt at opstøve filmens konflikt. Der er sjældent noget større på spil – udover nogle fjendtlige (og dumme, selvfølgelig) kæmper, der hurtigt nedkæmpes med hjælp fra den engelske dronning(?).
"Den store venlige kæmpe" er et stort venligt flop, der kun byder på en charmerende og yderst livagtig visuel æstetik. Den er frustrerende ulogisk fortalt, og den formår aldrig at tænde den nærværende flamme i venskabet mellem det umage makkerpar. Det er sympatisk at gøre opmærksom på, hvor vigtigt det er at drømme, men det er skidt, når vejen dertil i sig selv er søvndyssende og uforløst.