Anmeldelse: Den tabte verden
Margaretha von Trutta klinger måske ikke så velkendt i dansk øjemed, og hendes største internationale succes, "Hannah Arendt" fra 2012, fik da heller ikke dansk biografpremiere. Nu er hun dog på banen med "Den tabte verden". At gøre en så dramatisk historie så kedelig, kræver alligevel noget talent.
Et fotografi af operasangeren Caterina (Barbara Sukowa) fra New York dukker tilfældigt op i en artikel på den aldrende tysker Pauls (Matthias Habich) computerskærm. Det gådefulde ved billedet er, at Caterina ligner hans kone Evelyn på en prik. Der er bare det ved det, at Evelyn døde året før. Nu sætter Paul sin datter Sophie (Katja Riemann) på sagen, mens han selv følger med på sidelinjen. Det bliver en længere rejse for dem begge.
"Den tabte verden" har et plot, som umiddelbart står skarpt og interessant i første ombæring. Men på et tidspunkt knækker filmen(!) virkelig for von Trutta, og historien udvikler sig til noget, der allerbedst kan betegnes som en dårlig sæbeopera. Det ene plottvist efter det andet bliver trukket op af hatten, hvilket svækker dramaet, mere end det gavner. Det bliver simpelthen for uoverskueligt på et tidspunkt at finde hoved og hale i galskaben, og man sidder uengageret tilbage.
Skuespillet lider under al dramaet, særligt da det først tager fat. For eksempel da farens mareridt om Evelyns spøgelse tager til, og han samtidig møder Caterina for første gang. Både skuespil og underlægningsmusik tager overhånd, falder pladask til jorden og bliver desværre direkte grinagtigt. Det er ærgerligt, da skuespillerne gør et hæderligt arbejde i forsøget på at skabe troværdighed.
Troværdigheden kommer også på prøve i selve fortællingen. Da Sophie for første gang ankommer til New York, mødes hun med Caterinas manager til middag, fortæller sin historie og beder om hjælp til at få arrangeret et møde. Manageren siger "kun hvis du vil tilbringe natten med mig?" Og en, to, tre, så ligger de i sengen sammen. Helt ærligt.
Von Trutta har gode intentioner med sin nyeste film. Men hvor første halvdel er decideret kedelig (der var en anmelder, som faktisk snorkede under pressevisningen!), så er det, som om instruktøren panikker og forsøger at redde anden halvdel med en pokkers mængde plottvists. Det holder bare ikke. Von Truttas trut er forhåbentlig mere gennemtrængende næste gang.