Anmeldelse: Den ukendte soldat

Kanonerne buldrer i de russiske skove under 2. verdenskrig, og det er flot lavet, men "Den ukendte soldat" bygger sig selv op på tunge klicheer og tomme karakterer.

Alle nationer har en nationalfølelse. Når en bog, en film eller teaterstykke bliver produceret, som gerne vil gengive en periode i et lands historie, så kan man se på salgstallene, at landets befolkning støtter op omkring det. Tag bare et kig på Danmark. Film som "Hvidsten gruppen", "Dirch" og senest "Så længe jeg lever" trak og trækker stadig mange danskere i biografen, da man er interesseret i at se sin fortid illustreret på film, og det er ikke unormalt i andre lande. "Den ukendte soldat", som blev set af næsten en million finner, fik premiere på 100 års-dagen for Finlands uafhængighed. Et lands befolkning elsker at hylde sig selv og se på sig selv, både når det går godt og skidt, og fortiden har altid været populært stof at tage fat på.

Vi befinder os i de russiske skove i vinteren 1941, hvor 2. verdenskrig raser. En gruppe kanonstyrker er i hård og brutal kamp med de sovjetiske styrker. Igennem de næste fire år følger man forskellige finske soldater, der hver giver en bemærkelsesværdig indsats i krigen, hvor nogle overlever, og nogle ikke gør. Samtidig får man indblik i, hvad der sker på hjemmefronten, hvor landbruget skal passes, der skal passes børn og skabes familier, og der skal sørges og glædes. "Den ukendte soldat" er baseret på en berømt finsk bog, der ses som et finsk nationalklenodie fra 1954, og som har været filmatiseret to gange før – i 1955 og i 1985.

Denne nyeste produktion er vellavet og flot at se på, men desværre kommer man aldrig ind under huden på nogen af soldaterne eller deres kære på hjemmefronten. Det er tomme karakterer, der går rundt med kliche-tunge monologer. Skuespillerne får desværre ingenting at arbejde med. Et andet problem er, at soldaterne bliver udskiftet alt for hurtigt, så man ikke når at lære dem at kende, inden man skal møde den næste. Det er synd, da der kunne skabes nogle mere humane og interessante karakterer end bare tomme skaller.

Hjemmefronten er illustreret med den ene scene efter den anden, som vi har set tusinde gange før. Det er kedeligt og intetsigende og bringer intet nyt til bordet. Man kan ikke løbe fra, at vi ikke er meget bedre i Danmark med f.eks. "Hvidsten gruppen", som også er bygget op omkring klicheer, men der får man i det mindste tid til at lære en gruppe mennesker at kende.

Det skal siges, at bogen er en blanding af fiktion og non-fiktion, så "Den ukendte soldat" er gået mere ind for at illustrere en periode i 2. verdenskrig med en dokumentarisk præg i stedet for at fokusere på de enkelte karakterer. Men det bliver desværre kedeligt i længden og langtrukkent. "Den ukendte soldat" er en flot film. Det skal siges. Der er brugt penge på lokationer, på krigsscenerne – som bestemt er godt lavet – og lydsiden er rigtig flot. Men derudover er der desværre ikke meget at rose filmen for.

Den originale finske version af filmen er tre timer lang. Den internationale version er to timer og 45 minutter lang. Den danske premiereversion er to timer og ti minutter lang. Det er ikke sikkert, at filmen var blevet bedre i den lange version, men man kunne håbe på, at karaktererne har mere kød på sig end her. Det er flot, men tomt.

Den ukendte soldat

Kommentarer

Den ukendte soldat

  • ★★★★0

    Der er én fortælling i virvaret af 2. verdenskrigkonflikter, som er David mod Goliath om igen og det er den finske vinterkrig. Eller rettere vinterkrigene. De færreste ved, at Finland og Sovjetunionen (USSR) først var i krig 100 dage fra 1939 til 1940 og sidenhen - i det som hedder fortsættelseskrigen - fra 1941 til 1944.

    Den ukendte soldat er andet forsøg på at genindspille originalen fra 1954, som anses for at være et nationalt mesterværk. Det er beretningen om et finsk maskingeværregiment, fra fortsættelseskrigen begynder i 1941 til våbenhvilen underskrives tre år senere.

    Det er essentielt en antikrigsfilm, som ikke kun beskriver den den uomtvisteligt heroiske finske kamp mod overmagten, men også de interne problemer i regimentet med autoriteter og rangorden. Ikke mindst fortalt gennem hovedpersonen og veteranen Rokkas øjne, som på slagmarken er en veritabel én-mandshær, men i pauserne er de overordnedes mareridt. Hvordan disciplinerer man en mand, som udraderer fjenden, beskytter regimentet, men også nægter at lystre?

    Den Ukendte Soldat har slået alle publikumsrekorder i Finland med over 1. mio. betalende i biografen på få måneder. Koreografering og cinematografi er i top og som særlig historisk interesseret i netop de finske vinterkrige, var jeg på ingen måde skuffet, men vil påpege, at biografversionen er en 47 minutter kortere international version af den biografudgave, som blev vist i Finland og det mærkes. Filmen fremstår mere actionpræget og med udeladelse af nøglesekvenser, som ellers i mine øjne gør den mere helstøbt mht. de psykologiske omkostninger og krigens konsekvenser på hjemmefronten og det selvom også den 3 timer lange udgave lider under et par kontinuitetsproblemer (den vises i Finland til vinter i en 5 timers lang miniserie udgave).

    Set i det lys, vil de mest actionmindede nok foretrække den kortere biografversion, mens de mere tålmodige, nok bør gøre sig selv den tjeneste at opsøge den længere udgave på DVD og blu-ray, som allerede er i handlen.

    International version: 7/10 - Originaludgaven: 8/10

    Bruce19-04-18 07:20

  • ★★★★0

    Ekko synes jeg har begået en rigtig god anmeldelse. Det er Moovys i øvrigt også, jeg er blot uenig :)

    www.ekkofilm.dk/anmeldelser/den-ukendte-soldat/

    Bruce19-04-18 17:39

Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen