Anmeldelse: Den ukendte soldat

Kanonerne buldrer i de russiske skove under 2. verdenskrig, og det er flot lavet, men "Den ukendte soldat" bygger sig selv op på tunge klicheer og tomme karakterer.

Alle nationer har en nationalfølelse. Når en bog, en film eller teaterstykke bliver produceret, som gerne vil gengive en periode i et lands historie, så kan man se på salgstallene, at landets befolkning støtter op omkring det. Tag bare et kig på Danmark. Film som "Hvidsten gruppen", "Dirch" og senest "Så længe jeg lever" trak og trækker stadig mange danskere i biografen, da man er interesseret i at se sin fortid illustreret på film, og det er ikke unormalt i andre lande. "Den ukendte soldat", som blev set af næsten en million finner, fik premiere på 100 års-dagen for Finlands uafhængighed. Et lands befolkning elsker at hylde sig selv og se på sig selv, både når det går godt og skidt, og fortiden har altid været populært stof at tage fat på.

Vi befinder os i de russiske skove i vinteren 1941, hvor 2. verdenskrig raser. En gruppe kanonstyrker er i hård og brutal kamp med de sovjetiske styrker. Igennem de næste fire år følger man forskellige finske soldater, der hver giver en bemærkelsesværdig indsats i krigen, hvor nogle overlever, og nogle ikke gør. Samtidig får man indblik i, hvad der sker på hjemmefronten, hvor landbruget skal passes, der skal passes børn og skabes familier, og der skal sørges og glædes. "Den ukendte soldat" er baseret på en berømt finsk bog, der ses som et finsk nationalklenodie fra 1954, og som har været filmatiseret to gange før – i 1955 og i 1985.

Denne nyeste produktion er vellavet og flot at se på, men desværre kommer man aldrig ind under huden på nogen af soldaterne eller deres kære på hjemmefronten. Det er tomme karakterer, der går rundt med kliche-tunge monologer. Skuespillerne får desværre ingenting at arbejde med. Et andet problem er, at soldaterne bliver udskiftet alt for hurtigt, så man ikke når at lære dem at kende, inden man skal møde den næste. Det er synd, da der kunne skabes nogle mere humane og interessante karakterer end bare tomme skaller.

Hjemmefronten er illustreret med den ene scene efter den anden, som vi har set tusinde gange før. Det er kedeligt og intetsigende og bringer intet nyt til bordet. Man kan ikke løbe fra, at vi ikke er meget bedre i Danmark med f.eks. "Hvidsten gruppen", som også er bygget op omkring klicheer, men der får man i det mindste tid til at lære en gruppe mennesker at kende.

Det skal siges, at bogen er en blanding af fiktion og non-fiktion, så "Den ukendte soldat" er gået mere ind for at illustrere en periode i 2. verdenskrig med en dokumentarisk præg i stedet for at fokusere på de enkelte karakterer. Men det bliver desværre kedeligt i længden og langtrukkent. "Den ukendte soldat" er en flot film. Det skal siges. Der er brugt penge på lokationer, på krigsscenerne – som bestemt er godt lavet – og lydsiden er rigtig flot. Men derudover er der desværre ikke meget at rose filmen for.

Den originale finske version af filmen er tre timer lang. Den internationale version er to timer og 45 minutter lang. Den danske premiereversion er to timer og ti minutter lang. Det er ikke sikkert, at filmen var blevet bedre i den lange version, men man kunne håbe på, at karaktererne har mere kød på sig end her. Det er flot, men tomt.