Anmeldelse: Det andet offer

Blændende debutfilm dissekerer sundhedsvæsenets menneskelige konsekvenser med knivskarp empati.

Dansk film har aldrig holdt sig for pæn til at stikke til den danske selvbevidsthed. Eller for så vidt at smide den brandvarme svesken på disken, og kaste publikum ud i ubekvemme erkendelser og provokationer. Derfor kan præmissen bag "Det andet offer" mærkes som en påtrængende og sylespids kommentar ind i et åbent sår, som vi helst ikke vender i sovs og kartofler hen over madroen. Det danske sundhedsvæsen. Og ikke mindst dem, der ofte står for skud – sundhedspersonalet.

Zinnini Elkingtons debutfilm som instruktør og manuskriptforfatter er dog noget andet og mere end et socialpolitisk opråb. Hendes film er en bøn om forståelse af nuancer. Og en påmindelse om menneskets nok sværeste erkendelser: at vi som mennesker aldrig vil få kontrollen over livets skrøbelige natur.

Under en kaotisk vagt påtager lægen Alexandra (Özlem Saglanmak) ansvaret for en fatal beslutning, da den dygtige neurolog fejlskønner en ung mands (Jacob Spang Olsen) tilstand. Den tunge skyldfølelse spreder sig blandt alle involverede. Alt imens et falsk håb om sønnens overlevelse håbefuldt fastholdes af forældrene Camilla (Trine Dyrholm) og Karl (Anders Matthesen), kastes den varme kartoffel rundt mellem hendes kollegaer. 

Termen ‘Det andet offer’ tages i brug, når sundhedsfaglige på trods af erfaring og bedste vilje begår fejlskøn med store menneskelige konsekvenser for patienten og pårørende, som derfor rammer de sundhedsfaglige hårdt. For de kan se, og æde, deres beslutninger og hvordan de pårørende har det. For at haste videre til næste punkt på dagsordenen. Og så ellers bryde sammen på toilettet med frokosten i hånden, hvis der lige er tid til det. Alle positionerne fremstilles sårbart med stort overblik og respektindgydende indsigtsfuldt af kun 36-årige Zinnini Elkington. Som var hun Darren Aronofsky, der genindspillede et miks af Gustav Möllers sveddryppende intense "Den skyldige" med et snas af Jacques Audiards magiske realisme fra "Profeten".

Alle læger har en kirkegård, fortæller overlægen Esben, spillet af Olaf Johannesen, overbærende, da skyldfølelsen buldrer ind over Alexandra. Det er svært ikke at mærke pulsen stige i takt med Alexandras voksende desperation over sit fejlskøn. Endnu sværere er det ikke at tage hendes erkendelse med sig ud af biografmørket.

For Özlem Saglanmaks sublime præstation er en nådesløs mavepuster og empatisk vej ind i forståelsens maskinrum. Samlet som knytnæveslag og udstrakt hånd, når kontrolleret faglig stolthed og overskudsagtig menneskelig sårbarhed køres over. Overfor hende står Trine Dyrholm i rollen som Camilla, der med sin karakteristiske elegance og præcision giver stemme til de pårørendes smerte, vrede og afmagt. For ikke at nævne et fuldstændigt forrygende ensemble af biroller med blandt andre Morten Hee Andersen, Mathilde Arcel, Pernille Højmark og Iman Meskini.

Zinnini Elkington vælger ikke side, selvom det er en personlig film for filmskaberen. Hendes mor var tæt på at dø under et fejlskøn. Samtidig er den unge instruktør født ind i en familie af sundhedsfaglige. "Det andet offer" fordømmer nemlig ikke. Den forstår. Og nøgternt belyser, hvad ét enkelt fejlskøn kan betyde for alle involverede. Med kirurgisk afdækkes præcision de fysiske og psykiske vilkår, sundhedspersonalet lever under: evig stress, evige kompromiser og en evig kamp mod egen utilstrækkelighed. For uanset hvor mange statistikker, der kan nævnes på fingerspidserne, vil der altid være tilfælde, som stikker ud. Undtagelser som bekræfter reglerne. 

"Det andet offer" er skåret ind til benet som en hæsblæsende thriller, mens vi konstant holdes på knivspidsen af etiske og moralske dilemmaer. Indkapslingen af hospitalets hektiske rum og klaustrofobiske intensitet indfanges til fotograf Mia Mai Dengsø Graabæk, mens Jenny "Lydmor" Rossanders stemningsfulde underlægningsmusik placer sig som poetisk kontrast til dramaets tyngde. Nervepirrende kastes vi ud i en virkelighed, som de færreste af os har lyst til at se i øjnene. For vigtigst af alt er Zinnini Elkingtons mesterlige tour de force en benhård og dog nænsom erkendelse af livets fundamentale vilkår: Det fejlbarlige og afmægtige i os alle. At ingen kan kontrollere døden eller os selv så meget, som vi bilder os ind. I en tid, hvor biohacking og instagramificering i skræmmende udtalt grad præger vores kontakt med virkeligheden.

"Det andet offer" er overordnet set ikke en kritik af et presset sundhedssystem, men en opfordring til selvransagelse. En refleksion over den illusion, vi som mennesker nærer om kontrol. For trods videnskabens og teknologiens fremskridt står vi stadig ansigt til ansigt med kaos og tilfældighed, når vi mindst ønsker det. Zinnini Elkington nægter at forenkle eller romantisere virkeligheden. I stedet vises mennesker, som de er: dybt sårbare, komplekse og fejlbarlige.

"Det andet offer" har dansk biografpremiere 10. april.