Anmeldelse: Det er bare verdens undergang

En mand kører i taxa hjem til sin familie, som han ikke har set i 12 år. På vej til det besøg, han ikke har lyst til at foretage, kigger han ud af vinduet på de mennesker, der driver forbi. Snakkende, grinende, på vej hjem, eksisterende. Det er dét, som den nye film af vidunderbarnet Xavier Dolan. "Det er bare verdens undergang", handler om; de små ting, der former os.

Manden i taxaen hedder Louis, og han er på vej hjem til sin familie for at fortælle dem noget, der er svært for ham at sige. Den lange adskillelse har gjort dem som fremmede for hinanden, og Louis frygter turen. Derhjemme venter mor med malet ansigt, lillesøsteren, der lider under sit ensomme savn til broderen, den aggressive og småvoldelige storebror og hans kone, den vage, men stærke Catherine. I det øjeblik, Louis træder indenfor huset, vil de opbyggede følelser få frit spil, men hvor meget kan man tillade sig at sige og føle, når familien er fremmede mennesker med en nogle gange pinefuld kærlighed til hinanden?

"Det er bare verdens undergang" er Dolan light. Den er ikke bombastisk som "Mommy" eller ubehagelig som "Tom at the Farm", og den er ikke vred som debutfilmen "I Killed My Mother". Men den emmer stadig af alt det, der har gjort Dolan til en stjerne hos de intellektuelle cineaster. Som instruktør er han en humanist, der ser sine medmennesker fra deres mest humane sider, og denne identitet er i dén grad også en stor del af hans nyeste værk. Der er ingen onde eller gode personer, og dermed er Dolan i "Det er bare verdens undergang" med til at skabe en forståelse for alle de personer, der driver forbi os hver eneste dag. Her er alle liv vigtige.

Den hjemvendte forfatter er ikke bedre stillet end den aggressive bror, der ikke ved, hvordan han skal håndtere sin kærlighed til sin lillebror, hvis ligegyldighed han er overbevist om. For sandheden er, at "Det er bare verdens undergang" mere end noget andet er en film om eksistenser, hvis instruktør har en respekt og forståelse for den menneskelige situation, og som på fortrinlig vis balancerer den forståelse ud af lærredet og gør os alle til ligesindede humanister.

Det endelige antiklimaks i "Det er bare verdens undergang" bliver til et enkelt symbolsk statement, der under andres instruktion nemt kunne skues som en kliché i mangel af bedre idéer. Her fungerer det anderledes. Bedst som vi venter på det endelige brag, kommer det ikke, men noget er alligevel løst, og med en enkelt scene og en enkelt bevægelse rammer det ud til de sidste rækker i en sal, hvor ikke mange øjne er tørre.

"Det er bare verdens undergang" er en meditation over den menneskelige tilstand, og hvordan man som et levende væsen kan elske uden at kunne lide. Som filmskaber har Dolan altid været fascineret af det smukke i det familiære og dysfunktionelle. Hans film er dybt personlige, og "Det er bare verdens undergang" er ingen undtagelse. Den er en erkendelse af sig selv og et kærlighedsbrev til familien. Men ikke kun dét. Den er et kærlighedsbrev til alle os, hvis individuelle liv har en større betydning, end vi selv tror.

Det er bare verdens undergang

Kommentarer

Det er bare verdens undergang

    Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen