Anmeldelse: Det spritnye testamente

Hvad nu hvis den kristne Gud viste sig at være en kvindehadsk og sadistisk midaldrende mand, der boede i Bruxelles den dag i dag? Dette er blot ét af de mange absurde spørgsmål, som belgiske Jaco Van Dormael stiller i sin femte spillefilm "Det spritnye testamente". Nogle gange kan det i videnskabeligt og især kunstnerisk arbejde være langt mere givende at stille interessante spørgsmål frem for alt for ihærdigt at finde et hvilket som helst svar. Dette blev netop det afgørende spørgsmål, da jeg så "Det spritnye testamente". Hvad kan man få ud af at se alle disse skøre og absurde spørgsmål blive stillet i et medie, der visuelt og lydligt kan gengive deres skørhed og absurditet?

Ea er ti år gammel, hun er Guds datter og lillesøster til JC, der for længst er flyttet hjemmefra. Hun bor sammen med Gud og sin mor, kun kendt som "Guds kone" i en lille mørk lejlighed i nutidens Bruxelles. Herfra og med sin forældede computer fra 80'erne har Gud med sadistisk iver skabt alt det, vi kender til i verden i dag  en masse lidelse tilsat et drys af lykke. Anakronismer er der utallige af, men vigtigst er, at Ea en dag – efter at Gud i en yderst ubehagelig scene tæsker hende med sit bælte – får nok af sin hysteriske far og beslutter sig for at tage hævn. Det gør hun ved først at hacke sig ind i farens computer og afsløre alle menneskers dødsdato via sms og bagefter rejse ud i verden for at møde seks tilfældigt valgte nye apostle og en evangelist. Ea kan nemlig ikke skrive, så sammen skal de nedfælde et "spritnyt testamente". Gud opdager selvfølgelig, hvad Ea har sat i gang, og sætter efter hende for at hive hende med hjem, så hun kan gøre skaden god igen – og bankes på plads.

Efter filmens introduktion og præsentation af, hvordan denne absurde verden hænger sammen, og hvor størstedelen af dens mange, absurde spørgsmål stilles, følger vi i kapitelform, hvordan Ea møder hver apostel, og hvordan hver deres sørgelige personligheder er blevet til og har kæmpet sig igennem Guds barske og triste verden.

Og det er en i særdeleshed sørgelig, lille skare af folk, Ea får stablet sammen. Den smukke Aurélie, der mistede sin arm som barn i en bizar metroulykke. Jean-Claude, der som barn tog på vilde eventyr kun ved brug af sin fantasi, men som opgav det hele for at arbejde i et kedeligt kontorjob, og siden modtagelsen af sin dødsdato har siddet alene på en bænk og kigget på fugle. Den sexafhængige Marc, der lige siden sin første sommerforelskelse har begæret kvinder dag ud og dag ind, og som har brugt alle sine penge på sexsitet DeathGate. Livsforsikringsagenten François, som siden erfaringen af sin og alle andres tid til at dø har lagt sig i parken for skyldfrit at dræbe andre mennesker med sit gevær. Catherine Deneuves karakter Martine, der efter at have erfaret at hendes mand, som hun aldrig rigtigt har elsket, har langt længere tid at leve i end hende, beslutter sig for at indlede en affære med det lokale cirkus' gorilla. Og til sidst drengen Willy, der vil leve som en pige efter kun at have en uge tilbage.

Alle disse karakterer er som filmens mange spørgsmål og elementer meget forskellige fra hinanden. Det bliver svært at se, hvordan samlingen af disse mennesker på nogen måde, ud over med jævne mellemrum at være sjov, er interessante. Filmen virker derfor utroligt rodet i sin handling, der er konsekvensløs for sine karakterer, og i sin tone, som er ud over det hele og til tider gør filmen decideret usjov og gammeldags. Eksempelvis blot ved, at dens sjove præmis er en sjov idé, som ødelægges ved Guds alt for voldsomme handlinger og desværre ikke rigtigt kommer til at spille ind på Eas efterfølgende mission. Nogle af filmens absurditeter virker endda utroligt snæversynede, især kvindesynet. Eksempelvis den sexafhængige apostel, der i sidste ende blot opnår lige præcist det, hans præpubertære jeg altid har villet – at være sammen med den sexede blondine, han begærede som barn, eller Catherine Deneuves karakters simple behov for at blive tilfredsstillet seksuelt af en muskuløs abe. Den sorte humor i "Det spritnye testamente" passer ikke helt ind som i Terry Gilliams eller Roy Anderssons skøre universer, men tager mere opmærksomheden væk fra filmens til tider sjove, men mest af alt forvirrede handling.

"Det spritnye testamente" er i sidste ende ikke så spritny i sine ideer, som mange aspekter af vores samfund i dag reelt er. Den stiller en masse forvirrede spørgsmål, der kun sjældent rammer en nerve – såsom en specifik scene, hvor den enarmede Aurélie ser sin manglende hånd danse på sit spisebord – og de få svar, den prøver på at give (tilsyneladende at utroligt stereotype kvinder gør verden værd at leve i), virker i sidste ende alt for banale til at kunne lære noget fra sig.

Det spritnye testamente