Anmeldelse: Diktatoren

Humor og tragedie har siden dramaets oprindelse i det antikke Grækenland altid været tæt forbundet. Til trods for hvor forskellige de to genrer måtte synes, kan humor sætte tragedien i perspektiv og omvendt. De største komedier har noget tragisk over sig, og de største tragedier har en humoristisk side. Det samme gælder for "Diktatoren", instrueret af en af filmhistoriens største komikere, Charlie Chaplin. I anledning af filmens 75 års jubilæum får filmen repremiere i danske biografer for første gang i 42 år i en nyrestaureret, digital kopi.

Efter at være blevet såret og have udviklet hukommelsestab under 1. verdenskrig, hvor han kæmpede som soldat for sit fædreland Tomanien, indlægges en jødisk barber (Chaplin) i 20 år på et hospital. Da han ved et tilfælde vender tilbage til den jødiske ghetto, er verden blevet en anden. Den højtråbende diktator Adenoid Hynkel (også spillet af Chaplin) har udnyttet usikkerheden efter krigsnederlaget og har overtaget magten i Tomanien. For at vise sin styrke vil han invadere nabolandet Osterlich, men det kræver, at den udsultede befolkning ikke gør oprør. For at få opbakning til sin invasion udpeger han det jødiske folk som syndebuk. Den lille, forvirrede barber ser sig pludseligt involveret i den absurde konflikt og prøver på sin ømme, naive måde at gøre, hvad han kan for at rette op på den uretfærdige situation.

Chaplin har altid været en mester i at blande humor med tragedie i alle sine film. "Diktatoren" har dog en helt særlig plads i hans oeuvre. Historisk markerer filmen Chaplins overgang fra stumfilmens universelt elskede vagabondkarakter til talefilmen og nye karakterer, som afspejlede en langt mere personlig side af ham. Den jødiske barber i "Diktatoren" minder kraftigt om Chaplins ikoniske figur, men det mærkes tydeligt, at Chaplin udtrykker langt mere ved endeligt at lægge den lille landstryger bag sig.

Selve handlingen i filmen afspejler også dette historiske skift. Filmens indledende scene, der viser barberen som menig soldat, udspiller sig i hovedparten som en stumfilm. Brugen af lyde og tale er benyttet utroligt sparsomt, men op igennem filmen spiller lyd, tale og musik dog en tiltagende rolle i både de herligt sjove og ømt alvorlige øjeblikke for til sidst at udgøre filmens langt vigtigste elementer i den berømte talescene.

Disse forhold mellem fiktionen og Chaplins virkelighed anno 1940 kommer ligesom talescenen til udtryk gennem små, moralske udråb om demokrati og frihed undervejs. Chaplin bryder aldrig direkte den fjerde væg, men der kan ikke være nogen tvivl om hans politiske standpunkt. Uhyggeligt nok ser filmen ud til igen at have en enorm relevans ift. den frygt, der spreder sig i Vesten i dag. Ligheden mellem Bacterias Benzino Napaloni og Donald Trump er skræmmende. Af samme årsag er det vigtigt at understrege, at "Diktatoren" udspiller sig i (slutningen af) mellemkrigstiden, hvor Chaplin retter en skarp kritik mod den manglende vilje til at hjælpe de underkuede og nødlidende befolkninger, hvilket vil munde ud i krig, hvis ikke vi i fællesskab gør modstand.

Det er glædeligt, at "Diktatoren" genudsendes i dag i denne politiske brydningstid. Filmen er smukt restaureret og viser os på en rørende, øm og hysterisk sjov måde, hvordan vi altid har muligheden for ikke at lade frygten overtage ved ikke kun at måle storhed i fysiske, imponerende og voldsomme præstationer, men i stedet måle den i vores evne til at forene os, nyde hinandens samvær og sammen både grine og græde frygten væk.

Diktatoren

Kommentarer

Diktatoren

  • 0

    Der var udbrudt krig i 1940.

    Men ellers JA et mesterværk.

    Gasivodo23-12-16 15:35

  • 0

    Der var udbrudt krig i 1940.

    Men ellers JA et mesterværk.

    Det er selvfølgeligt rigtigt at krigen i var brudt ud allerede i 1940, men i Chaplins univers er dramaet hængt op på den overhængende trussel om Tomaniens (Tysklands) invasion af Osterlich (Polen/Østrig).
    Desuden tog det mange år for Chaplin endeligt at realisere sin idé, som var udtænkt langt før, så i mine øjne handler 'Diktatoren' stadigvæk langt mere om, Mellemkrigstidens problemstillinger og de afgørende handlinger, der skulle være sket for at have undgået Anden verdenskrig (og en potentiel tredje i dag) end at være en satire over selve krigen. :)

    BusinessMonkey23-12-16 16:53

  • ★★★★1

    Altså, du får det til at lyde som om der er noget galt med Trump??

    davenport23-12-16 17:04

  • 0

    Altså, du får det til at lyde som om der er noget galt med Trump??

    Uden at hænge mig op på noget politisk siger jeg jo blot at ligheden mellem dem er skræmmende. ;P

    BusinessMonkey23-12-16 17:24

  • ★★★★1

    Det må være håret ;)

    davenport23-12-16 17:42

  • 0

    Forskellen på frygten i 1940 og frygten i 2016 er at frygten dengang skyldtes at folket var uoplyst hvor frygten i dag skyldes at folket er oplyst. Derudover har vi en anden meget udtalt frygt, nemlig frygten for at gentage fortidens synder, hvilket hvis man ser på de gruppedynamiske effekter reelt er den der kan sammenlignes med frygten i 1940, pudsig udvikling, måske fremtidens satire. 

    Claus27-12-16 00:36

  • 0

    Tak for kyndig behandling af en af mine all time favoritter!

    Oberst Kurtz28-12-16 20:14

Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen