Anmeldelse: Ditte & Louise
"Ditte & Louise" følges som film med dybere pointe ikke til dørs, selvom potentialet bogstaveligt talt dick-slapper publikum i fjæset.
Dansk komik er et kapitel for sig med den store succes qua stand-up og en række populære tv-serier og programmer. Komikere gennemsyrer scener og sendeflader som aldrig før – på godt og ondt. Overgangen til det helt store lærred er stadig en stor udfordring, som de færreste komikere har formået at knække. Sjov og spas er der rigeligt af, men at fastholde køreplanen med sans for den gode historie falder ofte fra hinanden. Meta-komedien "Ditte og Louise" er noget så unikt som en overgang fra tv til film, der lykkes et langt stykke.
Ditte (Ditte Hansen) og Louise (Louise Mieritz) er to skuespillerinder på vej mod de 50 år, som indser, at det eneste, branchen har tilbage at tilbyde dem, er roller som nogens mor eller "gammel luder". Ditte tager derfor en radikal beslutning: I frustration går hun til castings udklædt som mand. Stik imod forventning får Ditte succes som Ditlev, der pludseligt høster stor opmærksomhed og hovedroller i store film. Samtidig svigter hun Louise og deres fælles drøm om eget firma. De to gode veninder er i fare for at miste karriere, kærlighed og venskabet, hvilket naturligvis vikles ind i den ene forvikling efter den anden.
Ingen tvivl om, at "Ditte & Louise" ligger lunt i svinget i forhold til #MeToo og den store kønspolitiske debat, der har været i dansk film. Derimod kan der være tvivl om, hvad præcis instruktør Niclas Bendixen, der også stod bag tv-serien af samme navn, helt præcis vil. Komikken i sig selv fejler intet. At stikke hånden ind i hvepsereden forpligter, når der bygges op til andet og mere end dansk komik med uhyre morsomme sketches.
Som en art "Tootsie" med omvendt fortegn blæser Ditte Hansen og Louise Miertitz til angreb på den danske filmindustri og kønsroller. Alt dette med et djævelsk glimt i øjet, hvor der på ingen måde holdes tilbage med temmeligt eksplicitte sex- og nøgenscener, dialog langt under bæltestedet og momentvis grotesk åndssvage sekvenser. For Ditte og Louise er som makkerpar fantastisk sjove og mestrer at udstille knuste karrieredrømme og ambitioner i moderne storbyliv med ruskende sarkasme og grov komik uden at overspille. Dette uden at tage hensyn til politisk korrekthed, hvilket mildest talt er befriende i en klæbende nypuritansk tid som denne. "Ditte & Louise" følges som film med pointe dog ikke til dørs, selvom potentialet bogstaveligt talt dick-slapper publikum i fjæset.
Vores to heltinder giver den ellers hele armen, når Ditte/Ditlev kaster sig over mænd og kvinder, mens Louise i sin usikkerhed om fremtiden søger trygheden i kæresteri med sin læge. Fortællingen om det umage venskabet bliver samtidig det antiklimatiske slutprodukt, som i bund og grund ender, hvor det hele starter. Serieformatet fungerer med åbne slutninger. Filmens form som lukket fortælling – mig bekendt er der ikke er en række "Ditte & Louise"-spinoffs og -opfølgere på vej – efterleves ikke hér. Afrundingen er i stedet forhastet og forsimplet, mens der harmløst skøjtes småklodset henover formålet med Dittes dannelses- og forfaldsrejse.
Hatten af for Ditte Hansen og Louise Miertitz, der leverer adskillige komiske guldkorn og arbejder så godt, de kan, ud fra materialet. Var historie og tema hæftet bedre sammen end en forvekslingskomedie med groteske momenter, var "Ditte & Louise" som film et ekstremt frisk pust. I stedet har de etableret sig som to nye komiker-darlings for det brede publikum, så på sin vis er missionen hermed løst.