Anmeldelse: Dobbeltliv (Netflix)
Ikke alt er sort-hvidt i Rebecca Halls solide instruktørdebut, der fornemt belyser race, klasse og identitet i 1920'ernes Harlem.
Rebecca Hall er mest kendt som skuespillerinde i film som "The BFG" og "The Prestige". Efter længere tids fascination af romanen "Passing", besluttede britten sig for at filmatisere bogen til et periodedrama. Hvorfor? Termen passing refererer til minoritetspersoner, der ved at tilpasse sig fysisk kan gå for at tilhøre majoritetsgruppen. Med bogen i bagagen – på et tidspunkt, hvor Hall udforskede sit eget slægtskab – kunne hun ikke forpasse muligheden for at instruere den personlige fortælling.
I 1920'ernes New York, hvor racisme og diskrimination stadig har sin alt for hyppige gang, bevæger den velhavende Irene Redfield (Tessa Thomson) sig rundt i gader, en sort kvinde som hende ikke burde betræde. Efter smådramatiske optrin søger Irene tilflugt på et prestigefyldt hotel, og her støder hun på Clare Kennedy (Ruth Negga), som Irene kender fra sin barndom. Clare lever sit liv som hvid kvinde med barn og intetanende mand, men i mødet med Irene begynder hun at længes efter et tilhørsforhold og "nogen som hende".
Omvendt besværes Irene af Clare. Er det et had med grobund i, at Clare foregiver at være hvid? Hengivenhed, fordi Clare er venlig? Misundelse, fordi hun stjæler rampelyset? Måske alle dele — Tessa Thompson portrætterer nemlig Irene i nuancer, i en samtid, hvor indre ord og tanker skal ytres varsomt for ikke at fornærme fine personager ved ugentlige teselskaber og middagsarrangementer. Ligeledes portrætterer Ruth Negga den komplicerede Clare med en smittende charme, der drager publikum tættere på. Samtidig agerer hun skødesløst. Som om hun ønsker at blive opdaget i sit bedrageri.
Mellem de to eksistentielt forvirrede kvinder forbliver meget usagt, som instruktørdebutanten Rebecca Hall selvsikkert viser gennem nærbilleder af stjålne blikke. "Dobbeltliv" kunne på sin vis være en alternativ titel til Céline Sciammas pragtfulde "Portræt af en kvinde i flammer", der deler sammenlignelige personlige hemmeligheder — omend med seksualitet i stedet for race. Visuelt er de to film meget forskellige, eftersom Hall på snedig vis skyder sine billeder i sort-hvid. Det er et stilistisk valg, der åbner op for megen fortolkning, når farver udviskes, mens nuancer og kontraster synes mere fremtrædende tematisk og æstetisk.
"Dobbeltliv" lever dog ikke kun på sin stil og tematik. Snedigt implementeres en snigende frygt for at Clare gennemskues. Hendes uvidende, men samtidig dybt racistiske mand, portrætteret af en velcastet Alexander Skarsgård, kunne til hver en tid opdage hendes hvide løgn. Samtidig spiller den charmerende André Holland Irenes mand, Brian, der veksler mellem at være venlig og betaget i møderne med Clare. For er Irene ved at miste sin elskede og velhavende partner til en kvinde på flugt fra sit hvide liv?
"Dobbeltliv" er en subtil, sort-hvid instruktørdebut, der ud over de klare kontraster forsøger at blotlægge de mange komplekse gråtoner, vi ikke lægger mærke til. Rebecca Halls film emmer af komplicerede nuancer og underfortalte tvetydigheder, der lader meget være op til seeren. Måske som dansker i lille Danmark er det svært at vide, hvad der ligger til grund for persongalleriets væren og gøren, og det kan slører, hvad pointen med "Dobbeltliv" præcis er. Ikke desto mindre står Hall tilbage med en imponerende debut, som gennem solidt kameraarbejde og stærke skuespillerpræstationer viser spændende og underbelyste facetter af en minoritetsgruppes historie.